Koncertanmeldelse: AMORPHIS + ELUVEITIE + ARCH ENEMY @ Poolen, København 13.11.2025
Af Christoffer Kofoed
Fotos: John Mortensson
Fra show-off til sækkepibe og scenemagi: Poolen i metal-ekstase
Der er en særlig fornemmelse af musikalsk isolation over Poolen. Ude i det københavnske ingenmandsland træder man bogstaveligt talt ind i en kæmpe stålcontainer, hvor hallens rå arkitektur skaber en kold, metallisk ramme, der på mærkværdig vis fremhæver koncertens varme og intensitet. Med pladsen fuldt optaget af de 2.500 stående gæster – og med en lukket balkon i aftenens anledning, føltes hallen tæt pakket, svedig og elektrisk allerede ved de første toner. Publikummet spændte fra unge til ældre, erfarne fans i battle-jackets med et halvt liv af koncerter i rygsækken. Rent stilistisk var det “dark n’ heavy”-uniformen, der dominerede – kun afbrudt af enkelte farvestrejfer hist og her.
Barerne i venstre og højre side, samt en bar bagerst gav publikum forfriskninger undervejs og et personale i konstant bevægelse. Og lige meget hvor man stod, fik man følelsen af, at lyden var noget nær perfektion. En ret bemærkelsesværdig kontrast til det identiske setup, som Stagebox besad på selvsamme Refshaleø, hvor jeg for snart tre år siden var vidne til den værste koncertoplevelse i mit liv. For denne torsdag var alt justeret ned til millimeteren.
Gatecreeper
At åbne dørene allerede kl. 17 og sende første band på kl. 18 viste sig som en praktisk udfordring for undertegnede, der tog hele vejen fra Hillerød på tom mave. Derudover sad en betragtelig del af publikum stadig ved middagsbordene på den nærtliggende Restaurant Lynetten, da amerikanske Gatecreeper blev sluppet løs som aftenens katalysator af brutalismens dødsmetal. Det fleksible Street Food-marked er desværre lukket i vinterhalvåret, og ydermere ligger bandets genre et godt stykke fra mine normale præferencer. Bevares, jeg kan godt lide growl og screamo, men kun når melodiske eller større episke lag tilvejebringer passagerne. Dette udgjorde ikke en del af Gatecreepers menu, hvorfor jeg besluttede mig for at få tanket maven op i dette tidsrum i stedet.
Amorphis
Da Amorphis gik på ca. kl. 18.50, trådte jeg ind i containeren og placerede mig i venstre side ved baren. Den finske sekstet, som i praksis var aftenens hovednavn for mit, genremæssige vedkommende, fremførte et sæt, der både lød og føltes som et “best case”-eksempel på, hvordan prog-power, folk, døds – og symfonisk metal kan fusioneres uden at miste tyngde.
Fra åbningen med singlen Bones fra deres nye album Borderland var lyden åbenbarende. En dyb, lækker bund i trommerne, keys der skar igennem med den perfekte mellemtone-frekvens, og guitarer der lød så præcise og definerede, at man kunne have trykket “record” og udgivet det som et livealbum. Joutsens vokal var anelse lavt mixet i starten, men voksede ind i lydbilledet, og hans growl var markant stærkere, hvilket var et vidnesbyrd om, hvordan lyd-mixet hele tiden må revideres og tilpasses i hver kontekst til hvert nummer.
Lysshowet vekslede mellem blå, gul, orange og grøn; en visuel understregning af bandets mange stilskift. Kemien internt var en fornøjelse at overvære: Esa Holopainen og Tomi Koivusaari stod jævnligt skulder ved skulder og sidenhen i hver sin ende af scenen, mens Jan Rechberger bag trommerne leverede en bund, der både var smidig og hamrende præcis. The Moon og Dancing Shadow sad knivskarpt, Death of a King var atmosfærisk og mystisk med sin orientalske indledning, og nummeret, Black Winter Day tilbage fra bandets midt-halvfemsere fik salen til at gynge i ren nostalgisk ekstase. Live-settets højdepunkt må tilskrives House Of Sleep-omkvædet, hvor bandet fik publikum med på et rungende kor-svar.
Amorphis rundede af med The Bee, hvor stortrommen ramte brystet som en betonblok og publikum samstemmigt råbte “hey, hey, hey” tilbage mod scenen, som om at taget skulle løftes af. Et fuldkommen helstøbt set.
Eluveitie
Hvis Amorphis leverede aftenens mest gennemførte musikalske optræden, så leverede schweiziske Eluveitie den mest levende, organiske og energiske. Hvor de kan lyde lidt for polerede på deres album-udgivelser, stod de live i Poolen som en sprittende, dynamisk organisme af syv musikere, der gentagne gange skiftede plads, instrumenter og udtryk. Eluveitie skal bare opleves live – så er det sagt.
Jeg stod denne gang helt fremme, og scenen var sat op som en levende forestilling. Violinisten såvel som backing-vokalisten med celtic harpen helt fremme, guitaristerne i hver sin ende, trommeslageren bagved og Chrigel Glanzmann centrum som metal-shaman – en skiftevis growlende og fløjtende spillemand, der også optrådte som rytmeguitarist på flere af numrene. Ved hans højre side stod bassisten Kay Brem for en af de mest overlegne og selvsikre præstationer, jeg har set fra en bassist i nyere tid.
Lyden var ufatteligt klar. Violinen lå perfekt i toppen af mixet, trommerne var lige så skarpe som hos Amorphis, og Fabienne Ernis’ strofer i fuldt register strålede på de numre, hvor hun var lead vokal – singlen Premonition fra seneste skive; Ànv var et glimrende eksempel herpå. Ligeledes gik de mange tempofyldte og intensive, keltiske tema-passager i perfekt spænd med de mange sing-along-omkvæd, der fangede publikum fra start til slut – og på netop den front udgjorde nummeret Deathwalker et højdepunkt for hele aftenen.
Det kan ikke understreges nok, for Eluveitie er simpelthen vanvittige live. Deres rytmiske forståelse, deres konstante bevægelse og deres brug af traditionelle instrumenter, fra fløjte til hurdy-gurdy og sækkepibe, gjorde hver sang til et nyt lille univers. For mig blev de aftenens største oplevelse – og overraskelse.
Arch Enemy
Da Arch Enemy indtog scenen omkring kl. 21.20, var salen kogende. Et blodrødt backdrop med den sorte skrift; “PURE FUCKING METAL” var nu placeret foran scenen, og siddende bagved var trommeslager Daniel Erlandsson allerede i gang med at tæske derudaf. Herefter eksploderede scenen i blåt nattelys, og frem stormede forsanger Alissa White-Gluz til Deceiver, Deceiver med en intensitet, der kun få i genren kan matche.
Bandet leverede en tight spillende performance. Michael Amott og Joey Concepcion skiftedes til at fremtone de mere melodiske riffpassager, mens Sharlee D’Angelo helt centralt på scenen holdt den karakteristiske Arch Enemy-bas-bund med instrumentets hoved pegende ud mod publikum som et statement for dominans.
Lydmæssigt var det den eneste del af aftenen, der til tider var langt fra perfekt. Fra min position – denne gang i højre side – blev Alissas få vokal-passager til tider for skinger, mens guitaristerne blev en smule nedtonede bag bassen i de mere eksplosive, rytmiske stykker. Til gengæld var guitaristernes mere melodiske figurer krystalklare. Dream Stealer, Illuminate The Path og Liars And Thieves udløste aftenens største moshpits, og senere i sættet blev der også disket op for crowdsurfing blandt de fremmødte, der aldrig stod helt stille.
Alissa var frontmand i ordets fineste betydning: Hun dirigerede publikum, fik folk til at hoppe, synge og råbe, og hendes tilstedeværelse var kompromisløs. Who has seen us before? And how many times? adspurgte hun, hvorefter at salens største fan til sidst blev udpeget. Showet kulminerede med et ocean af røde og sorte pentagram-balloner, der blev bokset frem og tilbage gennem crowdet, og afslutningsnummeret blev dermed et massivt klimaks, hvor publikum råbte tilbage mod scenen i ren eufori til de mange pull-offs, som de to lead-guitarister rundede aften af med.
Konklusion
Poolen leverede den højeste standard denne aften. Lyden stod som et monument i sig selv; ren, dyb og perfekt balanceret næsten i alle henseender. Amorphis leverede musikalsk perfektion, Eluveitie en eksplosiv liveoplevelse ud over det sædvanlige, og Arch Enemy sluttede aftenen som de globale metallokomotiver, de er.
Tre bands i international klasse på én aften, hvor alt spillede. Et stort tak skal der derfor lyde herfra.