Koncertanmeldelse: AD INFINITUM + SEVEN SPIRES + TULIP @ Pumpehuset 05.11.2025
Af Christoffer Kofoed
Fotos: Christoffer Kofoed (mobil-kvalitet)
En symfonisk triumf i intime rammer – Ad Infinitum og co. forvandler Pumpehuset til metal-katedral
Onsdag aften herskede der en summen af forventning og højt humør blandt publikum i Sort Sal. Rent aldersmæssigt var fremmødet overraskende bredt og inkluderede alt fra sortklædte teenagere til gråhårede par, der tydeligvis havde fulgt genren i årtier.
Scenen var placeret i et trekantet hjørne for enden af lokalet med baren på venstre side – og så var der en lille merch-afdeling til venstre for indgangen. Et setup, der føles både intimt og hyggeligt.
Der var, med andre ord, ingen barrierer mellem musikere og publikum – kun et tæt pakket rum, hvor sved, røg og headbanging blev blendet med fadøl og forventning. Undtagelsen var trommesættet, der befandt sig næsten skjult i scenens mørke hjørne, mens bandlogoet “Ad Infinitum” flimrede på bagtæppet, hvilket dannede præmisserne for en aften, hvor symfonisk metal skulle udfolde sig i øjenhøjde.
TULIP: Texansk ilddåb med potentiale
Aftenen åbnede med TULIP, nu hjemmehørende i Texas, men oprindeligt fra Canada, der leverede et kort, energisk sæt med fokus på deres melodiske og symfoniske power metal. Helt forrest i den lilla belysning stod forsanger Ashleigh Semkiw for en imponerende vokalpræstation, som uden besvær bevægede sig mellem de klassiske og moderne metalfraseringer.
Desværre druknede vokalen til tider i et lidt rodet mix, hvor backing-sporene fra keyboardet og bassen forsvandt. Ergo kunne man tydeligt mærke fraværet af en egentlig bassist og keyboardspiller, hvilket efterlod et hul i mellemtoneområdet. Ryan Claxtons stortromme udgjorde ligeledes en flad buldren i lydbilledet. Alligevel blev Semkiw akkompagneret af to energiske guitarister, Colin Parrish og Brandon White, som med smittende karisma og scenetække udgjorde en stærk support act, der udviste potentiale til langt større scener.
Seven Spires: Amerikansk elegance og teknisk overskud
Som kvintessens af amerikansk power metal med gotisk twist indtog Seven Spires herefter scenen. Sangerinden Adrienne Cowan ledte interaktionen med publikum og leverede suverænt med en vanvittig sustain på de tydeligere, klassiske fraseringer, mens hendes dybe growls desværre druknede i et meget bas-domineret mix.
Ligeledes var det vanskeligt at fornemme keyboard backing-sporenes harmoniske landskab, mens guitarsoloerne fra Jack Kosto hævede kvaliteten, selvom han kun kunne høres tydeligt på solo-passagerne. Trommerne fra Dylan Gowan stod til gengæld klart i lydbilledet med ekspressive fills på tammere og bækkenere og en dobbeltpedal med den rigtige bund. Omringet af den rødlige belysning voksede bandet sig igennem settet, og selvom Peter Albert de Reynas elegante bas-solo ikke var til at høre, var dedikationen ikke til at tage fejl af. Publikum var til sidst helt fremme i skoene og skrålede med på deres mest kendte numre.
En flot præstation fra et band vi helt sikkert kommer til at høre mere til fremover.
AD INFINITUM – schweizisk perfektion i intime rammer
Da klokken nærmede sig de 22:30 dæmpedes lyset, og Pumpehusets lille sal blev badet i flerfarvede nuancer. Ovenpå en symfonisk overture gik bandet ind på scenen og satte gang i åbningsnummeret, “Upside Down”, hvilket satte standarden for et set, hvor lydmanden endelig fandt den balance, de to forrige bands havde manglet. Bas-lyden fra Korbinian Benedict havde den rigtige bund, trommerne fra Niklas Müller leverede et præcist punch, og Melissa Bonnys vokal blev smukt indrammet af rumklang, der klædte både de lyse poppede fraseringer og de kraftfulde growls.
Det eneste ’men’ var (igen) keyboard backing-sporene og guitaren, der godt kunne tåle lidt mere i mellemtone-området. Som en særlig ’special-effect’ forbeholdt aftenens hovednavn, blev flere af numrene ledsaget af røgdamp.
Bandet fortsatte ubesværet ind i “Aftermath” og “Somewhere Better”, hvor Adrian Theßenvitz’ orange og hovedløse Aristides-guitar trådte tydeligt frem med passionerede temaer og tunge riffs. “My Halo”, “Anthem for the Broken” og “Follow Me Down” fastholdt tempoet, og med “Surrender” blev det for alvor interaktivt, da Bonny råbte: “Let’s see if Copenhagen can dance!”, hvortil publikum fulgte trop.
I midten af sættet dukkede Adrienne Cowan fra Seven Spires op igen til et delt vers og omkvæd på “Dead End” – et showstopper-øjeblik, der tiltrak jubel fra de fremmødte fans. Herefter fortsatte bandet med ”Euphoria”, “New Dawn” og “Outer Space”, inden de ældre fans blev forkælet med “See You in Hell” fra debutalbummet Chapter 1 – Monarchy.
Senere kulminerede stemningen, da Tulip-forsangeren, Ashleigh Semkiw, igen trådte frem på scenen til en tostemmig duet på “The One You’ll Hold On To” – og smeltede perfekt sammen med Melissa Bonnys klang. Efter et kort mellemspil hev bandet så fat i “Marching on Versailles” – stadig et af de stærkeste numre i kataloget, før den aktuelle single; “Regicide” satte et dramatisk punktum for hovedsættet.
En afslutningsvis forkælelse af de fremmødte
Så forlod bandet scenen, men publikum lod dem ikke slippe så let, og derfor vendte Ad Infinitum tilbage til scenen med ikke mindre end tre ekstranumre i form af “Unstoppable”, “Live Before You Die” og til sidst “Into the Night”, der udgjorde et storslået og selvsikkert punktum på en rejse gennem hele Ad Infinitums fem et halvt år lange diskografi.
Koncerten fungerede som et samlet portræt af Ad Infinitum anno 2025: Tungt funderet i Abyss-æraen, men krydret med klassikere fra de tidlige Chapters. Og de to gæsteoptrædener med Adrienne Cowan fra Seven Spires og Ashleigh Semkiw fra TULIP løftede showet markant og understregede turnéens kollegiale ånd.
Jeg ville dog anbefale Pumpehuset at arbejde grundigere med at få fremhævet de symfoniske elementer til næste gang, at en sådan, genremæssig line-up finder sted på deres scene.
Setlist:
- Upside Down
- Aftermath
- Somewhere Better
- My Halo
- Anthem for the Broken
- Follow Me Down
- Surrender
- Dead End – feat. Adrienne Cowan (Seven Spires)
- Euphoria
- New Dawn
- Outer Space
- See You in Hell
- The One You’ll Hold On To – ft. Ashleigh Semkiw (TULIP)
- Mellemspil
- Marching on Versailles
- Regicide
Ekstranumre:
- Unstoppable
- Live Before You Die
- Into the Night