Koncertanmeldelse: W.A.S.P. + Battle Born @ Amager Bio 06.10.2025

Veloplagt gennemgang af W.A.S.P’s debutalbum

Blackie Lawless og hans kumpaner i W.A.S.P. kan sgu’ endnu. Karismaen er intakt, og stemmen holder – sådan da – hos den en 69-årige shockrocker.

W.A.S.P. – et band, der toppede tidligt, og som i mange år lå i direkte nedrykningsfare fra metallens bedste række grundet sjuskede plader og sølle optrædener. Men også et band, der vendte vinden, fordi forsanger og guitarist Blackie Lawless på forunderlig vis fik genskabt respekten omkring gruppen – i hvert fald som live-band, hvor W.A.S.P. den seneste halve snes år faktisk har været et sikkert kort at gå til koncert med.

W.A.S.P. kom også sikkert i mål i mandags, hvor bandet sammen med britiske Battle Born gæstede Amager Bio i København.

Sympatiske briter
Battle Born spiller en energisk omgang power metal i højt tempo, og det syv år gamle band slap pænt fra support-tjansen. Musikken var enkel, og der var masser af showmanship i forsanger Jack Reynolds, som fungerede som en fin indpisker, nu publikum ikke kendte numrene på forhånd.

Numrene var – for de flestes vedkommende – hentet fra den to år gamle debutskive, Blood, Fire Magic and Steel, som er fuld af patos, synge-med-venlige omkvæd og glimrende instrumenthåndtering. På scenen blev der tilført energi og et mere end behjertet forsøg på at få publikum med på løjerne, og det lykkedes. Leadguitarist Will Kerr havde en glimrende dag, og langsomt, men sikkert blev publikum omvendt, og Battle Born, der henter megen inspiration i computerspillet ”The Elder Scrolls”, vandt nok en del hjerter denne aften.

Hjertet banker for Blackie
Der er musikere og bands, som vi elsker på trods af, at de har haft nogle sløje perioder, hvor kreativiteten ikke var i højsædet. Alt med Motörhead er eksempelvis ikke top notch, Ozzy udgav en lille stribe albums, der kan karakteriseres som sølle, og selv mine all time-idoler i Manowar har ramt ved siden af.

Alligevel elsker vi dem alle, og Blackie Lawless fra W.A.S.P. er næsten i samme kategori. Han har været nede at vende, men den sidste halve snes år har budt på flere godkendte W.A.S.P.-koncerter Det kan godt være, at Lawless har en vis lighed med drag-sangeren Divine – det er noget med makeuppen, tror jeg – og det kan godt være, at det monstrøse mikrofonstativ med kranium, kløer og korslagte knogler ligner noget fra 1980’ernes overskudslager, men de gamle numre fejler sgu ikke noget.

Og når bandet nu er på en turné, hvor de spiller hele det selvbetitlede debutalbum fra start til slut, så var der gode chancer for en både nostalgisk og fin koncertoplevelse. Blandingen af shock rock, hard rock og heavy fungerede fint, og numrene fik lov at leve på deres egne præmisser.

Det vil sige, at ”Sleeping (in the Fire)” fik den der udvidede guitarsolo fra Doug Blair, som var tilpas blæret og liret – uden at det gik ud over effektiviteten i nummeret. Og Lawless kunne forlade mikrofonstativet, som måske mere mindede om et klatrestativ, for skiftevis at piske stemningen lidt op hos medmusikanterne og hos publikum.

Blackie Lawless og de tre andre i bandet var sat op til at give publikum en god aften, og fra udlægget – førstesinglen ”I wanna be Somebody” – var der fin kontakt til den næsten fuldtallige sal.

Vokalen lå lidt for langt tilbage i lydbilledet i begyndelsen, men det blev der rettet op på, og havde vi vanskeligt ved at høre, hvad Blackie Lawless sang i ”L.O.V.E. Machine”, så kunne vi andre teksten udenad.

Mandens karriere in mente, så lyder det fuldstændig åndssvagt, men Blackie Lawless er faktisk ældet med stil. Parykken og makeuppen sidder fint, stemmen har stadig den karakteristika, så den er let genkendelig, og det er tydeligt, at han elsker sine numre.

Den tiltro til egne diamanter er guld værd, når man spiller så ekspressiv en type rockmusik, som W.A.S.P gør, og selv om ingen af de tre andre i bandet var med, da debutalbummet udkom, så spillede de numrene med glæde og overskud.

Scenografien var lærredstæpper dekoreret med reklamer for bizarre cirkus-artisterier såsom amazon-kvinder og kædesavs-kamp, og videoskærmene, der blev tændt godt halvvejs i koncerten, viste gamle W.A.S.P.-videoer fra den gang, Blackie Lawless var farlig, og bandet bestod af nogle andre mennesker. Det kan lyde kikset, men sjovt nok fungerede det.

For ligesom opvarmningsbandet, Battle Born, så håndterer W.A.S.P. klichéerne på en måde, så man lever sig med og synes, det er sejt. Dermed ikke sagt, at alle 1.200 skal have sort paryk og spandex inden efterårsferien, men den insisteren på at gøre tingene som i 1980’erne er med til at give koncerten et touch af autenticitet – også fordi det faktisk er dygtige musikere, som stod på scenen.

Tre gange under koncerten tog Blackie Lawless sig tid til at fortælle lidt om albummet og turnéen, og når den slags intermezzoer fungerer – så er det tegn på, at der er gang i en festlig aften.

Efter gennemspilningen af ”W.A.S.P.” blev det til en lille hitparade fra primært de tidlige plader. Den viste også, at W.A.S.P. har skrevet flere holdbare numre, og at mange andre bands har søgt inspiration i Lawless & Co’s særegne form for hair metal.

Et nummer som ”Forever Free” er ikke bare medrivende – det lyder som en form for proto-Guns N’ Roses, uden jeg dog kan garantere, at Slash og Axl har nærstuderet nummerets arrangement, inden de selv satte sig ned og skrev numrene til Use Your Illusion-dobbeltalbummet.

Jer, der ikke dukkede op i Amager Bio i mandags, fordi I skulle se ”Gift ved første blik” eller ”Den store bagedyst”, er helt sikkert meget nysgerrige på, om W.A.S.P. spillede deres mest kendte nummer, ”Animal (F**k Like a Beast). Og nej – det gjorde de ikke.

Bandet har ellers taget nummeret til nåde igen, efter at Lawless mellem 2006 og 2022 ikke ville spille det – angiveligt fordi, han gerne ville være et godt eksempel og et godt forbillede – men det blev altså ikke i Danmark denne gang.