Koncertanmeldelse: Bleed From Within + After The Burial + Great American Ghost @ Amager Bio 22.09.2025

Koncertanmeldelse: Bleed From Within + After The Burial + Great American Ghost @ Amager Bio 22.09.2025

Tekst og foto: Kasper Sanderhoff Larsen


Dette var mit første besøg i den gamle bio, efter det nye selskab, som står bag driften af Amager Bio, havde taget over. Nu skal jeg ikke bruge min spalteplads på at tale politik, men at det tog 30 minutter at komme gennem køen, viste måske meget godt, at det “nye” personale ikke helt var klar til et tørstigt metalpublikum på en mandag.

De 30 minutter passede dog fint med at det udfyldte ventetiden, hvor der blev gjort klar til aftens hovednavn. Scenen var bygget op efter det skotske band Bleed From Withins seneste fremragende album, Zenith, som også dominerede sætlisten. Aftens koncert blev introduceret med gamle 80’er rockhits, som kulminerede med Bon Jovis “Living On A Prayer”, lige inden bandet gik på. Det er efterhånden en gammel traver, men det er altså sjovt at opleve metalfans skråle med på gamle 80’er sange lige inden, der bliver budt på brutalt metal.

At koncerten ikke var udsolgt, var ikke noget man lagde mærke til. Udover at tribunen var lukket af, så var både band og publikum på fra begyndelsen af koncerten. Der blev lagt ud med åbningsnummeret fra Zenith, “Violent Nature”, og pitten kom i gang med det samme – en pit der i øvrigt stort set aldrig stod stille i de 75 minutter som koncerten varede.

Det skotske band var oplagt med en storsmilende Scott Kennedy i front. Kennedy fortalte, at han havde lidt problemer med stemmen, men dog ikke nok til, at bandet ville aflyse. Stemmeproblemerne virkede dog heller ikke til at påvirke hans humør eller optræden, der var således også overskud til at fyre nogle jokes af, så måske kan Kennedy få et job som komiker, hvis denne her “band ting” ikke fungerer.

Bleed From Within er i øjebliket et band med vind i sejlene, og denne koncert er en del af deres største turné til dato, som tager dem rundt i hele Europa. Kennedy nævnte også flere gang, at der til aftens koncert er en del flere mennesker, end da de sidst spillede i København, hvor han havde talt det til cirka 20 personer.

Et af aftens højdepunkt kom tidligt på sætlisten form af ” Am Domination” fra deres forrige album, Shine – et nummer, som var med til at give bandets deres gennembrud. At det allerede kommer som koncertens fjerde nummer viser, hvor meget de tror på materialet fra deres nyste album. Det er dog en gammel klassiker i form af “Crown Of Misery” fra 2018-albummet, Era, der skaber den største circle-pit og viser, at bandet også kan skrive hurtige riffs blandet med deres groovy metalcore.

Med den tunge “Dying Sun” bliver der skabt er en god overgang efter en imponerende trommesolo, hvor Ali Richardson endnu en gang viser – hvis man skulle være i tvivl – hvilken fantastisk trommeslager han er. Nu skal man jo passe på med at sammenligne musikere, men imens han sidder på sin trommetrone, er det ikke svært, at høre, at Bleed From Within begyndte som et Lamb Of God coverband, for det er næsten som at høre Chris Adler, da han var i topform.

På de følgende numre bliver der budt på den klassiske “jump the fuck up!” ved nummeret “God Complex”, hvor en heldig fan får en unik video, da Kennedy låner telefonen. Der er også en kort gæsteoptræden af Ethan Harrison fra Great American Ghost på “Hands of Sin” og dobbelt akustisk guitarintro på “Edge of Infinity” – et nummer, hvor rytmeguitarist og cleansanger Steven Jones viser sine evner som vokalist. Da de akustiske guitarer er taget væk, siger Kennedy “nu er de ude af billedet, så lad os så kommer igang”.

Efter en kort tale hvor han takker publikum og de to opvarmingsbands, så bliver der sat op for tempoet på de to sidste numre, “The End of All We Know” fra Fracture og “In Place Of Your Halo”. Her fik koncerten en stemning af fredag, og de to numre viste bandes udvikling, og at de igennem hele deres karriere har formået at skrive gode sange. Numrene markerer også afslutning på koncerten, der viste, at de dygtige musikere i det skotske band aldrig har lydt bedre i deres 20 års karriere.

 

Setist
Violent Nature
Zenith
Sovereign
I Am Damnation
Stand Down
A Hope in Hell
Crown of Misery
Levitate
Night Crossing
Trommesolo
Dying Sun
God Complex
Hands of Sin (Med kort gæsteoptræden af Ethan Harrison fra Great American Ghost)
Edge of Infinity
The End of All We Know
In Place Of Your Halo