HADS HERRED ROCKFESTIVAL

HADS HERRED ROCKFESTIVAL
SPORTSPLADSEN, GYLLING
17.05.2019
Tekst og foto: Mariann

I regn og slud skal rocken ud, og det kom den uden tvivl på første udgave af Hads Herred Rockfestival. Festivalen, der har geografisk placering i Gylling omtrent 35 km syd for Aarhus, er skabt af ægte ildsjæle. Det er mændene bag Metal i Forsamlingshuset, der har besluttet sig for at prøve kræfterne af med et open air arrangement. Det giver mulighed for større armbevægelser, både rent fysisk og musikalsk.
Til trods for regnvejr i de første mange timer af dagens arrangement, var der godt fremmøde. Omtrent 250 billetter var solgt til denne førstegangs afvikling. Nok var sportspladsen tom og ølteltet fyldt til randen mellem bandsene, men så snart konferencier, Magnus Rørkær Madsen fra Farlige Typer i Modlys, trådte på scenen og begyndte sin præsentation af det næste band, blev græsset langsomt fyldt op.

PERFECT ALIBI
Det første band til at forsøge sig med publikummet var lokale Perfect Alibi. Det er et lokalt band, der i årevis har spillet covers under navnet Nice Try. Dette var første koncert med eget materiale og under navnet Perfect Alibi. Således startede en verdenspremiere ud med en anden verdenspremiere, som konferencie Magnus formulerede det.
Om Perfect Alibi kan siges, at deres lidt tunge farrock passede perfekt ind, og det var den rette start. De fremmødte på pladsen var et broget publikum i ALLE aldre, og ikke alle var vant til at gå til (rock)koncerter. Derfor virkede det godt med et lokalt band, som kunne trække familie, venner og kollegaer med.
Perfect Alibi er et rock band som så mange andre. Jeg spår dem ingen stor karriere, men deres materiale er stærkt nok til, at de ikke skal være nervøse for at komme ud og spille.

BENEATH THE SILENCE
Beneath The Silence har, som flere af aftenens bands, spillet til Metal i Forsamlingshuset. Deres musik faldt i så god jord, at de faktisk mere eller mindre var ønsket af Gyllings befolkning til at skulle spille på festivalen. Opbakningen foran scenen var da også synlig. Der blev headbanget og hoppet i takt.
Der er en god energi på scenen, der smitter af. Publikum synger glædeligt med under paraplyerne, og bandet har en god tilstedeværelse. Det er skønt at se, at de optrædende kunstnere favner konceptet. Der bliver uddelt venskabelige knytnæver, high fives og heavy horn til børn og voksne på frontrækken. Mette opfordrer til dans i regnen, og jeg spotter to unge fyre, der danser salsa blandt publikum. Festen er nu for alvor igang.

BLACK SWAMP WATER
Direkte fra Silkeborg kommer Black Swamp Water. Det er tungt, og det er højt. De forsøger at banke en fest i stand, og især bassisten ryster lokkerne på livet løs. Guitaristen rocker også med, dog mere stationært. Forsanger Bjørn kunne godt retænke sin optræden. Sceneshowet fra hans side består umiddelbart af vandreture frem og tilbage på scenen, og så stikke armen ud, knytte hånden og trække den til sig igen. Ganske fine moves men det bliver noget ensartet i længden.
Musikken er tung og groovy, og det svinger til trods for et par småfejl og missede overgange hist og her. I nummeret Bitter Harvest er der en solid banjointro, der desværre bliver spillet som playback track. Det havde været et blæret hak opad at hive en banjo frem på scenen og give den gas.

PUDSIGE HERRER
Det er blevet tid til ny, dansk protestrock. De starter ud med nummeret Fremtidens Bølge og fanger publikum fra første tone. Deres dansksprogede rock rammer hovedet på sømmet. En stor del af publikum har læst på lektien og synger højlydt med på numrene.
Deres groovy lyd og velskrevne tekster går perfekt hånd i hånd, og bliver fremvist med en enorm sikkerhed. Bandet besidder godt showmandsship. Selv helt ned til småting som ansigtsmimikken. Jakob Rohde Kappel skifter behersker sine instrumentskift og sang på fineste vis. Hans brug af ansigtsmimik understreger de tanker og følelser, som teksterne beskriver. Dertil kommer bassist, Káris, interessante dansetrin. Hvis de klæder sig i de lyse og iøjnefaldende farver, som de bruger på deres egen tour-plakat, er en visuel helhedsoplevelse i hus.

LIPID
Med 25 år på bagen er Lipid en af mastodonterne i aften. Deres thrash har før lydt i Gylling og med stor succes, hvorfor det giver ganske god mening, at de skal hælde lidt thrash i landsbyboerne endnu engang. Med så mange år bag sig forventes en vis kvalitet i live-optrædener, og disse forventninger blev indfriet lang hen af vejen. Der var godt sammenspil og en fin energi, der voksede sig større gennem showet. Muligvis fordi der var stadigt større tilstrømning til festivalen, og publikum slugte musikken råt. Dette lod i hvert fald til at hjælpe bandet op i gear undervejs.

FUSSKALT
Efter to år væk fra livescenerne står Fusskalt nu klar igen. Deres lettilgængelige rock passer godt til segmentet og festivalens koncept. Herude støtter man op om hinanden, og det mærkes på publikummet, at Fusskalt også er et mere eller mindre lokalt band.
Musikken og showet falder i god jord, men ryger ikke i bogen over mindeværdige koncerter. Det er udmærket spillet, det er hyggeligt, og det er synligt, at bandet nyder at stå på scenen.

PECTORA
Tiden er kommet til noget sjællandsk heavy metal. Pectora lægger ud med titelnummeret fra debuten Untaken, og spiller en lang række af de nye numre. Det er heavy metal, og det er nemt at sluge. Derfor fungerer det rigtigt godt live. Numrene er bygget op på en sådan måde, at selv førstegangslyttere kan skråle med på omkvæd. Det passer som fod i hose på denne provinsielle rockfestival, hvor øllet efterhånden har flydt i flere timer end der kan tælles på en hånd (for de, der altså stadig kan tælle så langt).
Der er en tydelig spilleglæde at spore hos bandet, der springer rundt på scenen og smiler over hele femøren. De leverer et solidt show, til trods for en noget stationær frontmand, der virker ekstra stillestående takket være sine bandkammerater, der farer rundt og svinger med hår og kroppe.

MERIDIAN
At Iron Maiden skulle optræde kom som en overraskelse. Nuvel, det var heller ikke Iron Maiden, men det føltes unægteligt meget tæt på. På godt og ondt. Der findes kun én Iron Maiden, og det er et billigt trick at slutte sin koncert af med fællessang på The Trooper.
Meridian spiller dog mest eget materiale, og det falder ind i kategorien heavy beer metal. Det er skide hyggeligt, og minder tilnærmelsesvis om de gode gamle dage, hvor Iron Maiden plakaten hang på teenageværelset, og livet var trygt og forvirrende på én og samme tid.

BAEST
Aftenens største navn har indtaget scenen. Med tours i hele Europa og tourmakkere i Abbath og Decapitated er der ingen tvivl at disse unge herrer ved, hvad de laver og er pisse dygtige (undskyld mit sprog). De kunne spille på stadioner, og der går nok heller ikke længe inden det bliver en realitet. Dog fanger vi dem på sportspladsen i Gylling. Gylling Stadion, om man vil. De er klar til at blæse tagene af husene i landsbyen. Jeg håber for naboerne, at de har har taget høreværn på i seng, ellers vågner de med et sæt.
Der er ikke tid til at se sig tilbage når først Baest har indtaget scenen. Det er fuld fart frem over feltet. Der er en nærmest konstant moshpit, og dagens første wall of death bliver gennemført efter ordre fra Simon Olsen. Han og de andre lader sig ikke synligt påvirke af de relativt lille publikum. Hvis de gør, er det i den positive retning, da der opleves en særlig kontakt mellem band og publikum. De formår at nå langt ud over scenekanten, og jeg vil tro at alle i publikum følte sig set af dødsmetallerne.
Dette var endnu en magtdemonstration fra de aarhusianske dødsmetal-bæster. De spillede sig ind i landsbyboernes hjerter, hjerner og tømmermænd. Tak!

JUNKYARD DRIVE
Sleaze rock havde også fundet sin plads på dagens program. Junkyard Drive stod for at lukke og slukke festivalen. Deres uptempo rock og store smil fik revet de sidste dansetrin ud af publikum, der endnu var talstærkt til stede.
At sætte Junkyard Drive på efter Baest er risky programsætning. Dødsmetal er krævende at lytte til, især live og for utrænede ører. Junkyard Drive virker, for en trænet dødsmetallytter, en anelse tamt i forhold til det foregående band. Dog skal de roses for det engagement og den energi, de har taget med sig på scenen. Hurtigt glemmes alt om dødsmetal. Hard rock er i fokus, dagen lakker mod enden, og det sidste fest skal ud af folket.
Inden aftenen bliver afsluttet med et engelsk cover af Gasolins Langebro, har der været både trommesolo samt duellerende guitarsoli mellem de to guitarister på plænen blandt publikum. Dagen slutter således med et brag, store smil og en stor oplevelse rigere.

En stor tak skal lyde til ildsjælene Morten Skak og Thorbjørn Forsberg, der siden 2013 har kæmpet en brav kamp for metallen på landet, helt præcist i Gylling.
Af en førstegangs festival var det en helt eksemplarisk dag. Om der har været gnidninger i kulissen er ikke til at sige, da man som festivalgænger ikke oplevede andet end kolde øl, god mad og fed hegn. Bookingerne var spot-on i forhold til segmentet og konceptet. Det var skønt, at opleve en seriøs festival hvor der alligevel var plads til at være useriøst og uhøjtidelig, og så på St. Bededag.

1 thought on “HADS HERRED ROCKFESTIVAL

  1. Rene Christensen says:

    “Inden aftenen bliver afsluttet med et engelsk cover af Gasolins Langebro,”……….. sikken uvidenhed den kære ‘journalist’ disker op med! Det er sgu’ da Gasolin’ som lavede en dansk version af en gammel engelsk traditionel sang som hedder ‘Geordie’.

    Svar

Skriv et svar til Rene Christensen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *