YESTERDAY & TODAY & FOREVER

Y&T
PUMPEHUSET, KØBENHAVN
10. OKTOBER 2017
Af Stephen Skriver
Foto: John-son

Y&T (Yesterday & Today) er der alt for få, der kender i Danmark. Men vi var en samling trofaste fans, der mødte op i Pumpehuset denne torsdag aften før kulturnatten i København. Vi vidste godt, hvad vi kunne forvente os af Y&T fra Oakland, Californien. De spiller hard rock af første klasse og fortjener at være lige så kendte som Aerosmith, Def Leppard og Bon Jovi. Y&T giver aldrig en dårlig koncert. Deres bagkatalog siden slut 70’erne og op gennem 80’erne er fyldt med velskrevne hard rock hits, syng med omkvæd, lækre lange guitarsoloer og ikke mindst en spilleglæde, der kommer ud over scenen og ind i hard rock hjerterne på os alle.

SVEDIG HARD ROCK FEST
Sådan blev det også denne aften, hvor Y&T gav en medrivende rock koncert på over to timer og et kvarter. Selvom der kun var halvfyldt i den store sal, så lød begejstringen fra de knap 300 fremmødte, som salen var fyldt til bristepunktet. Den velkomst kunne Y&T mærke i de første tunge riffs fra sangen ”Black Tiger”, der åbnede denne herlige aften med hittet hentet fra lp’en af samme navn fra 1982. I løbet af få numre opstod der et særligt fællesskab i forsamlingen, når vi enstemmigt råbte ’Yeeeaaaaah’ efter sangene og klappede så intenst, at sveden haglede ned af de gamle vægge i Københavns første vandværk fra 1856. Dengang stod der store dampdrevne pumper, der sendte vandtryk ud gennem rørføringerne til København. Denne aften stod der et stort hard rock band, som sendte et konstant hard rock tryk ud til os, der var så stabilt og velspillet, at ingen af os gik skuffet hjem. Bortset fra vi godt kunne have fortsat i en time mere, men sådan er det jo altid med en god fest.

DAVE MENIKETTI
Eneste nulevende medlem i Y&T er Dave Meniketti. Resten af de originale bandmedlemmer fra dengang er desværre døde. Men Dave er Y&T lyden. Han er frontmanden. Har været med siden 1974, er forsanger og sangskriver med sans for den iørefaldende hard rock heavy melodi. Han synger suverænt og så er Dave samtidig en fremragende lead guitarist i bandet, som med sin særlige Les Paul lyd i hvert nummer tryllebinder forsamlingen med den ene lækre guitarsolo efter den anden. I modsætning til mange andre hard rock bands, så varer Y&T guitarsoloerne altid lige lidt længere, så der er bonus guitar hver gang. Vi æder det råt, for det er godt! Resten af Y&T består af John Nymann på rytme guitar, der har spillet med siden 2003, Mike Vanderhule på trommer og Aaron Leigh på bas. De er alle tre hard rock classic musikere, som med respekt for Y&T lyden sammen med Dave løfter arven fra dette legendariske og alt for oversete rock band. Har du snart forstået, at du gik glip af noget denne torsdag aften i byen!

ROCK & ROLL’S GONNA SAVE THE WORLD

Y&T lagde ud med skarpladte hits fra heavy 80’erne. Dengang de for alvor slog igennem på verdensplan med ”Black Tiger” og MTV hittet ”Lipstick and Leather”. Så var både kvinder og mænd i forsamlingen ’hot for a rocking night’. Y&T leverede med smil og spilleglæde 22 af deres fede rock hits anført af førnævnte frontmand og leadguitarist Dave. Han er en overset guitarist, der med kreativitet og øre for den lækre solo aldrig går ned på idéer. Imens sikrer hans tre medspillere et solidt grundlag af en heavy rytmesektion, der konstant holder hard rock melodien kørende, så publikums hoveder og fødder ikke stod stille på noget tidspunkt. Vi blev en del af bandet. Hele aftenen. Selv under to sange fra Dave Menikettis soloplade, var der Y&T lyd at spore.

Særlig magisk højdepunkt på aftenen, var i power balladen ”Winds Of Change”, der i fællessang blev dedikeret til de tre originale Y&T medlemmer fra 70’erne. Smukt var det og sikke en guitarsolo den sluttede med. Fuld hard rock på i efterfølgerne ”Masters and Slaves” og ”Hang ’em High”. Guitarsoloen i ”I Believe in You” ville ingen ende tage og blev bare bedre og bedre. Jeg indtog hvert riff og anslag, som var det et fix for en junkie. En rock junkie.

Som optakt til sangen ”Rock & Roll’s Gonna Save the World” sagde Dave Meniketti kortfattet, at som verden ser ud i øjeblikket, håbede han at næste sang, kunne være med til at redde jorden og gøre den til et bedre sted at være. Vi kunne kun være enige om det fælles budskab. Vi sang med for at give vores håb om en bedre verden med ’Peace, Love and Rock’n’Roll’.

Efter to timers intens storhittende hard rock fest kom Y&T på scenen igen og fyrede tre ekstra numre af med ”Hurricane”, ”Rescue Me” og som overskriften på denne anmeldelse antyder “Forever”… Forever loving you!

IN ROCK WE TRUST
Alle hard rock fans i Danmark har pligt til at møde op næste gang Y&T gæster os og fylde salen i respekt for dette verdensklasse af et hard rock band, der har ét fælles budskab: ”Rock & Roll’s Gonna Save the World”.

Hvis du ikke kender Y&T, så tjek album listen nederst i denne anmeldelse og start så med sangene fra pladerne i perioden 1981-1987.

Y&T sætliste
Black Tiger
Lipstick and Leather
Straight Thru the Heart
Dirty Girl
Eyes of a Stranger
Don’t Be Afraid of the Dark
Mean Streak
Lay Me Down (Dave Meniketti sang)
Storm (Dave Meniketti sang)
Winds of Change
Masters and Slaves
Hang ’em High
I Believe in You
Contagious
Rock & Roll’s Gonna Save the World
Summertime Girls
Barroom Boogie
Squeeze (John Nyman on Lead vocals)
I’m Coming Home
– – –
Hurricane
Rescue Me
Forever

Y&T albums
Yesterday and Today (1976)
Struck Down (1978)
Earthshaker (1981)
Black Tiger (1982)
Mean Streak (1983)
In Rock We Trust (1984)
Down for the Count (1985)
Contagious (1987)
Ten (1990)
Musically Incorrect (1995)
Endangered Species (1997)
Facemelter (2010)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *