NEWS

Impalers (69)

Forsamlingens magtdemonstration

Comments

METAL I FORSAMLINGSHUSET: KONVENT, PECTORA OG IMPALERS
GYLLING FORSAMLINGSHUS, GYLLING
07.10.17
Tekst og foto: Mariann Libach

For trettende gang på blot 4 år var der inviteret til metalfest i den jyske landsby Gylling. En lille by der siden 2013 har formået at placere sig på det danske metal-landkort med deres arrangement Metal i Forsamlingshuset. Det er et arrangement, der bygger på passion. Arrangørerne og deres stab af frivillige knokler gang på gang for at stable koncerterne på benene for de metalhungrende landsbyboer, og arbejdet giver fortjeneste i sidste ende. Denne aften havde de blandt andet hentet to københavnske bands helt til den jyske muld, og folk var mødt talstærkt op i salen.

KONVENT
Mørket har opslugt den efterårlige landsbyidyl, og det vil snart trænge ind i de fremmødtes øregange, og danne en dyster og midnatsmørk stemning i lokalet. Efter en kort velkomst ved en af arrangementets arrangører og bagmænd, Thorbjørn Forsberg, skulle der bydes velkommen til aftenens første band, Konvent.
Det fire-mands tunge kvindeband fra København lagde et tungt lydtæppe ned over publikum med deres tunge doom. I front var en kvinde, der besidder en helt særlig evne. Hendes vokal var yderst imponerende, og flere blandt publikum udviste forbavselse over, at en kvinde kunne lyde sådan. Jeg selv blev i tvivl, om det overhovedet var hendes egen stemme, eller om en dæmon sad i hende og skrålede ud gennem hendes mund. Gennem store dele af koncerten var hendes ansigt dækket af hendes lange hår, og jeg begyndte at bekymre mig for, om hendes øjne simpelthen var en portal til helvede. Først sent i showet blev denne teori afkræftet, og det viser sig, at hun simpelthen bare er helvedes dygtig. Bogstaveligt talt.
Der er ingen tvivl om det høje niveau, disse fire københavnske skjoldmøer befinder sig på, men der var nogle ganske få svipsere i løbet af aftenen. Enkelte temposkift lød mudret, men ellers bevægede de sig yndefuldt mellem tungt og fanden-i-voldsk tungt. Bassen gik tydeligt igennem og måtte næsten have klirret kaffekopper på hylderne tre gader væk.
Publikum var noget tilbagetrukket gennem hele koncerten. Årsagen til dette skal måske findes i, at genren først og fremmest var doom. Sat lidt på spidsen elsker man enten doom ellers er ikke videre draget af det. Sidstnævnte var nok hvad der gjorde sig mest gældende denne oktoberaften. De tropper, der var mødt op, er muligvis ikke de mest gængse metalhoveder, og var mødt op for at have en metalfest. Til dette var Konvents musik en anelse for tungt. Dermed ikke sagt, at der ikke var undtagelser, og folk der stod helt oppe ved scenen under koncerten. Nogle endda fra start til slut. For at lette den tunge stemning i lokalet, forsøgte forsangerinden sig med en joke: Vi ved godt, vi er fra København, men vi smitter ikke mere, så kom bare tættere på. Og stemningen steg da også i løbet af koncerten. Mellem numrene blev der klappet og råbt ”Jubel”. Det er tilsyneladende kutymen i Gylling.
Aftenens tredje nummer sætte gang i publikums rygmuskler, for ja, det er de muskler, vi skal have fat i. Skidtet er så tungt, at man skal have hele overkroppen med for at headbange til det. Skulle man trænge, kunne jeg dog forestille mig, at Konvents musik ville være udmærket til udstrækningsøvelser i nakken. Afprøv selv.

PECTORA
Med ét er der skruet op for tempoet. Pectora er gået på scenen, og med deres oldschool hreavy inspirerede toner får de sat godt gang i festen. Der er fart over feltet fra start, og både publikum og band har svært ved at stå stille. Jeg selv måtte minde mig selv om, at jeg skulle huske at observere musikerne på scenen og ikke kun indersiden af min svingende manke.
Pectora er et band, der formår at opsætte et fantastisk sceneshow blot med deres gennemstrålende personligheder. Det meget publikumsorienterede band vimsede rundt på scenen under hele sættet. Bassisten søgte øjenkontakt med publikum og smilte gennem hele koncerten over hele femøren. Den ene guitarist var en sand badutspringer, og sprang frem og tilbage over scenen i sand Angus Young inspireret stil. Den sprøde vokal passede perfekt ind i musikken og fuldendte lydbilledet. En stor applaus skal også lyde til trommeslageren. En ellers ofte glemt del af bandet, men ham her tog min opmærksomhed. De højtstemte guitarsoloer og catchy riffs er det rene lir, og der blev kælet for øregangene over hele linjen. Det er også ren nydelse, at se disse drenge spille deres musik på en scene. Den glæde, de har ved at spille, smitter af på publikum, og smil og dans spreder sig i salen.
Temperaturen i lokalet er steget i takt med tempoet, og man glemmer næsten, at det er oktober udenfor. Den klassiske heavy ser ud til at falde i god jord hos landsbybefolkningen. Jeg selv har set meget frem til at opleve netop Pectora, og der er ikke den mindste smule skuffelse at spore i mit hjerte.

IMPALERS
Det er et år siden jeg for første gang oplevede Impalers. Det var på selvsamme scene til samme arrangement, og nu, et år efter, skulle de bevise deres værd overfor den jyske provins endnu engang.
Ligesom aftenens to første bands gik Impalers på scenen til en intro. Vanen tro var det lyden af Starship Troppers, der kom ud af højtalerne og fangede publikums opmærksomhed. Det var nu tid til hovednavnet. Der bliver jublet i salen, da deres skygger viser sig på scenen, og bandet er veloplagt fra start. De lægger ud med nummeret Terrestrial Demise fra deres nyeste album, The Celestial Dictator. Denne koncert er den tredje i rækken på deres European Dictatorship Tour, der også svinger forbi byer som Bratislava, Berlin, Budapest og Prag.
Der er en tydelig opbakning til bandet. Publikum er trukket betydeligt tættere på scenen end hidtil set, og flere er iført Impalers tshirt. Flere synger med på numrene fra den nye skive. Især Sun og Colour me White får gang i stemmebåndene hos publikum. En gammel kending, og min personlige favorit Prepare for War, sætter for alvor gang i festen og en lille moshpit dukker op foran scenen. Hoveder over hele salen forsøger ivrigt at følge med drengenes tempo. På scenen flyver de karakteristiske thrash-krøller, som tre fjerdedele af bandet besidder. Energien fra scenen smitter af på publikum, der jubler, headbanger, danser og skråler. Det er tydeligt, at Impalers er blevet et inkarneret medlem af Metal i Forsamlingshus familien.
Generelt for aftenens arrangement er den tydelige fællesskabsfølelse og opbakning til arrangementet. Også stor opbakning bandsene imellem var tydelig, og den er vigtig. Da Impalers i løbet af sættet får akut brug for en bas, springer Pectoras bassist frem med en bas, der efter en hurtig stemning er klar til at afprøve thrash. Ventetiden bruger forsanger Søren Crawack på at reklamere for deres indsamling til at udgive det nyeste album på vinyl. Lidt tør pauseunderholdning måske men folk har ikke tørstet i aftenens løb, så man kan vel sige, at det udlignes på den konto.
At få publikum til at føle, at bandet er her for dem hver især, skal drengene have ros for. Øjenkontakt med publikum og guitarsoloer på scenekanten direkte henvendt til forskellige publikummer, giver indblikket af at bandet er nærværende i dette sekund, hvilket er en stor kvalitet. Den ene medarrangør af arrangementet, Morten Skak Ottosen, bliver hevet på scenen til en særlig dedikeret sang, da han har fødselsdag. Nok var det kort og improviseret, men folk slugte det råt. Underholdningsværdien var til stede. Denne gælder hele sættet. Der var knald på fra start til slut, og efter råb om ekstranummer fik publikum skudt et sidste skud Impalers i ansigtet inden aftenen var omme.