STONED JESUS + BEASTMAKER
STENGADE, KØBENHAVN
02.10.17
Af Bell Bruun
Foto: Jimmi Brandt Pedersen
Der var en vis hype omkring stonerbandet Stoned Jesus’ koncert på Stengade, og det var tydeligt, at mange så frem til koncerten. Det startede dog ikke ligefrem heldigt, men det blev der heldigvis rettet op på ganske hurtigt.
BEASTMAKER
Det skal indrømmes, at opvarmningsbandet faktisk var hovedårsagen til at denne anmelder så frem til aftenen. Trioen Beastmaker stammer fra Fresno i Californien, og er et forholdsvis nyt band. De udgav deres første single sidste år, og derefter er det gået hurtigt med to udgivelser mere, senest albummet Inside the Skull, der udkom i maj i år. Der blev desværre skåret en del i bandets spilletid, da koncerten blev en time forsinket. Og det var ikke grundet et for langt besøg på Christiania, som ellers ville være ens første gæt i en genre, der er kendt for at være glade for alternativ tobak. Både Beastmaker og hovednavnet, Stoned Jesus, var røget ind i trafikale problemer i Tyskland, og ankom først til spillestedet efter at Beastmaker oprindeligt skulle være gået på scenen. Det var lidt af et syn at se band og roadies samt medarbejdere fra Stengade løbe ind og ud af dørene med rullekufferter og anden bagage, og heldigvis viste det sig også, at Beastmaker var ventetiden værd. Der blev ikke ytret mange ord mellem numrene, udover tilkendegivelse af at bandet havde rejst i tre dage og var trætte, havde brug for ’weed’ og at der var meget varmt på scenen! Det til trods var det faktisk tre meget veloplagte herrer, der udgjorde Beastmakers koncert. Forsanger og guitarist Trevor William Church dansede næsten konstant rundt på scenen i cowboybusker med diskret svaj i benene og med sin guitar hængende i en broderet strop; 70’er-inspirationen fornægtede sig heller ikke helt i det visuelle. Det er netop 70’erne, der er den store referenceramme for bandet, og i det hele taget går det igen hos mange bands i stoner/doom-metallen. Man kan godt fornemme en del Black Sabbath hos bandet, men dog i en mere upbeat og moderne version, fx på det fede nummer ”Clouds in the Sky”, som Beastmaker spillede til stor glæde for folk oppe foran scenen i det tætpakkede lokale. Selvom bandet kun består af tre medlemmer, formår de alligevel at skabe en ret fyldig lyd live og virkede alle glade for at spille, ikke mindst frontmand Church, der virkelig forstår at levere noget guitarlir til publikum. Bandet nåede kun at spille lidt over en halv time, men forstod a bruge tiden på bedste vis, og sluttede af med den tunge, medrivende og riffbårne ”You Must Sin” fra første EP, og det var et godt valg til at afslutte en overbevisende koncert.
STONED JESUS
Grundet den tidligere nævnte forsinkede ankomst for de to bands, havde Stoned Jesus naturligvis ikke haft mulighed for at foretage en lydprøve i god tid inden koncerten, så den blev lavet lige inden de officielt gik på scenen, hvilket resulterede i en lidt kikset start, hvor folk, der stod langt fra scenen, var i tvivl om hvorvidt koncerten nu var gået i gang. Der var ingen reel pause mellem lydprøve og den egentlige koncert, men det glemte man forholdsvis hurtigt, da Stoned Jesus rigtigt gik i gang. Bandet har i år fem års jubilæum med deres andet studiealbum Seven Thunders Roar, et album kun bestående af fem numre, og var inviteret til at spille hele albummet på Stengade. Stoned Jesus er et nyt bekendtskab for undertegnede, og der var egentlig ikke kæmpe forventninger rent personligt, men det var tydeligt, at bandet har mange dedikerede fans, der var mødt talstærkt op på Stengade. Publikum dansede både trancelignende og engagerede til den flotte ”Bright like the Morning”, der er albumsåbneren fra Seven Thunders Roar. Det stod hurtigt klart, at Stoned Jesus er et band, der virkelig godt kan lide at spille live, og fra start til slut udstrålede frontmand Igor Sydorenko en karismatisk tilstedeværen, der havde en nærmest magtfuld effekt på publikum. Sydorenko er ikke i besiddelse af en stor eller væsentlig spændende stemme, men den fungerede faktisk bedre live end på album, og gik rent i gennem, ligesom resten af bandet, for lyden var virkelig god under koncerten, også bedre end den var for Beastmaker. På den rockede og flabede ”Electric Mistress” fik Sydorenko publikum til at råbe dele af omkvædet, og det var en okay gimmick et par gange, men det kunne også have givet lidt afveksling i nummeret, hvis han selv havde taget tjansen en gang eller to. Det være sagt, var det en overlegen fremførsel af nummeret, og energien, som det nummer indeholder, stod i fin kontrast til ”I’m the Mountain”, det seksten minutter lange, forførende smukke nummer, som må siges at være højdepunktet på albummet. Når man lytter til det, samt åbningsnummeret, fornemmer man, hvor mange aspekter, der er i Stoned Jesus’ musik: Det er ikke blot stonerrock, der er også mange progressive elementer, der til tider får en til at tænke på et band som amerikanske Tool, og måske også det nyere Mastodon, selvom der da også er 70’er syrerock at spore flere steder, fx har bandet vist lyttet en del til Pink Floyd. Seksten minutter lyder muligvis af meget, men da sangen var slut, føltes det, som om kun halvdelen af den tid var gået. Den trancelignende stemning gør sangen til et lille kunstværk i sig selv, og blev fremført med stor indlevelse og overbevisning. Det ville have været på sin plads, at få lov til at høre lidt mere fra bandets bagkatalog, men de kunne øjensynligt ikke få lov til at udvide deres spilletid til meget over midnat til trods for forsinkelsen, hvilket var en skam, men den slags sker jo ved koncerter. Stoned Jesus sluttede aftenen af med ”Here Comes the Robots”, en meget buldrende og mere sludgerocket sang, fra det nyeste album The Harvest fra 2015, en sær kontrast til sangene fra Seven Thunders Roar. Det er forståeligt, bandet gerne vil sende folk af sted fra koncerten med et energispark, men på en eller anden måde ødelagde det en smule af aftenens helhedsudtryk. Stoned Jesus er dog stadig et band, der virkelig er imponerende live, og hvis glæde for at spille live er smittende og ægte. Forhåbentlig går der ikke fem år mere, før vi igen ser dem på dansk jord.
