NERVOSA + GODS AMONG MACHINES
BETA, KØBENHAVN
14.09.2017
Af: Nolder
Foto: Jimmi Brandt Pedersen
Lige siden Nervosa for alvor brød igennem med Victim of Yourself skiven fra, har jeg glædet mig til at se de dejlige brasilianske damer live, så stor tak til Betas bookere for at få det til at ske. Før der blev budt op til sydamerikansk thrash-samba, skulle vi dog lige igennem et kort sæt fra danske Gods Among Machines, som ærlig talt virkede lidt malplacerede som support med deres bløde 90’er groove metal, som først rigtig rykkede i sidste nummer, hvor der kom lidt knald på. Drengene spillede såmænd udmærket, men stilmæssigt var de lidt for langt fra hovednavnet til, at det gav mening, og det er jo den risiko, der er, når Nervosa har valgt at hive lokal support ind i de enkelte lande på turnéen.
Heldigvis gik der ikke lang tid, før Nervosa stod klar på scenen kl. 22, og så blev tingene markant mere intense. Beta var proppet til bristepunktet, så man skulle kæmpe sig op foran, men det var kampen værd, for der skulle thrashes igennem, og pigerne i bandet er i øvrigt så små, at man simpelthen var nødt til at mase sig frem for overhovedet at se dem. Især forsjungerinde Fernanda Lira var til tider svær at få øje på, for hun lavede en omvendt Lemmy og havde sat sin mikrofon så langt nede, at hun skulle krumme sig let sammen for at nå ned til den. Hun var dog flink til at storme rundt på scenen, når hun ikke lige skulle passe sine vokale pligter, og hun var sgu god til at få gang i den tætpakkede sal. Og ikke nok med det, hun udstrålede også en spilleglæde så ægte, at man virkelig kunne mærke hvor lykkelig, hun var for at være i Danmark. En spilleglæde som deltes af resten af trioen og som naturligt nok smittede af på publikum, som gav den fuld gas og endda præsterede et par fine moshpits i numre som den smadrende ”Guerra Santa” og afsluttende ”Into Moshpit”. Jeg elskede især, da Fernanda introducerede førstnævnte med at sige, at den næste sang handler om to af de smukkeste ting i livet: Thrash og moshpits! Sætlisten var der intet at udsætte på – her var masser af guf fra den seneste fuld-længde Agony, udvalgte goodies fra Victim of Yourself og endda den fede ”Masked Betrayer” fra debut EP’en Time of Death fra 2012 (som desværre for os cd-elskere kun er ude på vinyl) – men jeg kunne godt have levet med lidt længere spilletid end godt 55 minutter, og især kunne jeg godt have brugt et nummer mere i stedet for den ret intetsigende trommesolo, som fulgte præsentationen af bandmedlemmerne. Og mens vi er ved det negative, så kunne lyden godt have været mere skarp, men de lunkne detaljer druknede i det store og overvældende positive billede, og man må sige, at de tre dejlige tøser kom, så og sejrede i en Beta-sal, som var så varm, at Fernanda kækt bemærkede, at den temperaturmæssigt overstrålede klimaet i hendes hjemland. Synd for dem, som missede denne pragtkoncert!
