THE BLACK ANGELS + A PLACE TO BURY STRANGERS
PUMPEHUSET, KØBENHAVN
13.09.2017
Anmeldelse: Hesselager
Foto: Jimmi
The Black Angels fra Austin, Texas har gjort mere end noget andet gruppe i det 21. århundrede for at genopvække 60’ernes garage-syrerock. I processen har inspireret de en hær af nye grupper fra Tennessees All Them Witches til New Yorks King Buffalo og onsdag 13/9 gæstede de Pumpehuset for at støtte deres nyudkomne lp Death Song.
Hvis læserne undrer sig over, hvad 60’er-garagerock har at gøre i et metaltidsskrift, så har denne musikscene været en enorm indflydelse på hård rocks udvikling især i USA: Både Blue Cheer, Blue Öyster Cult og Ted Nugents første band The Amboy Dukes kom fra netop den subkultur. Det samme gjorde punkens foregangsmænd MC5, The Stooges og Velvet Underground – hvis sang The Black Angel’s Death Song aftenens headlinere har taget deres navn efter og opkaldt det ny album efter.
Opvarmningen startede kl. 21 med A Place to Bury Strangers, en trio fra New York City som befinder sig i en noget andet boldgade nemlig flagermushule-postpunk i stil med The Cure cirka Pornography eller Killing Joke og The Sisters of Mercys tidlige plader. A Place to Bury Strangers spillede i næsten total mørke med størstedelen af belystningen kommende fra 2 projektører som de skiftede imellem: Den første stod i midten af salen som projicerede en trekantet lyssignal med et flakkende farvespektrum, som lignede en krydsning mellem elektrisk nordlys og hvordan regnbuer må se ud i en mareridtsdimension fungerende efter andre fysiske love end vores egen; den anden stod i hjørnet af deres scene og sendte blålilla tentakler af syg elektricitet ud i den mørke sal.
Gruppens musikstil bestod så til gengæld af hypnotiserende pulserende motoriske rytmer fra bassen og trommerne, med guitarspil hovedsagelig bestået af skarpe kantede abstrakte akkorder samt effektspedal-indsvøbte røgslør af atmosfærisk guitar. Af og til kunne høres en bevidst kontrolleret brug af feedback til at give en ekstra volumen til de mere definerede riffs som mindede mere om amerikansk 80’er-støjrock. (e. g. Big Black, Scratch Acid) Sangerens vokale stil og sangtekster bestod også af eksistentielt plaget dybstemmig kvad om genopvækkelse af undertrykte psykologiske traumer – en stemning, som musikkens hypnotiske natur og lysshowets klaustrofobiske surrealisme arbejdede perfekt med at komplimentere.
Det skadede heller ikke, at både vokalen og alle instrumenterne var svøbt ind i tykke lag ekko-effekter som gav deres performance samme oplevelseskarakter som et halvt husket mareridt. Måske ikke så meget psykedelisk rock, da ”psykedelia” på græsk betyder ”sindsudvidelse”, men så snarere en slags psyko-analytisk rock? (jfr The Doors, der også var forbillede for 80’ernes goth-subkultur) Selve bandnavnet ”A Place to Bury Strangers” kan jo sagtens have været tænkt som en metafor for deres musiks natur som receptakel for alt det deres menneskelige bevidsthed ikke har ville kendes ved. Til sidsts spillede de også et par fuldstændigt elektroniske sange med tordnende militaristiske trommer og vocoderizede instrumenter, der lød mere som en nøje rekonstruktion af sen-70’er/tidlig-80’er industrial i stil med NON og Throbbing Gristle end noget andet.
Det var dog lidt ærgeligt at APTBS kun spillede cirka en halv time, selvom de ikke var hovednavnet. Åbenbart krævede The Black Angels ret meget tid til at skulle stille deres meget mere lydanlæg og visuelle sceneshow up for at holde deres tidsplan med at begynde sættet kl. 22?
Mens aftenens hovedattraktion satte deres udstyr op, viste projektøren på lærredet bag en gammeldags TV-pauseskærm men med The Black Angels’ logo redigeret ind – et preview på, at det i bedste psykedelisk rock-tradition ville være en multimedie-oplevelse med et større forenende koncept bag både musikken og det visuelle.
Da The Black Angels gik på scenen, demonstrerede de fint hvorfor de har bidraget mere end nogen anden gruppe til at rekonstruere garage-psyk-rock for en ny tidsalder, så stilen virker lige så relevant og banebrydende nu som i midt-60’erne. Alle kendetegnene for genren var der: Minimale blues-riffs spillet med ulden analog-lyd og kørt gennem et arsenal af forskellige slags forvrængninger, lurvede bevægende basgange og voodoo-ritual-trommerytmer sat sammen i kompositioner som altid går udenfor konventionel rocksangskrivning. Alle disse instrumentale aspekter blev kronet af Alex Maas’ spøgelsesagtige vokaler – der passede perfekt til hans sangtekster, der fra start af har polemiseret over USA’s nuværende krige i Afghanistan og Irak samt overvågningssamfund og politivold på hjemmefronten som deres 60’er-rock-forbilleder dramatiserede Vietnam og datidens politiske uroligheder.
Dog fik de Texanske faldne engle i live-præsentationen alle nuancerne i deres sangetil at stå endnu mere frem, end de gjorde på studieoptagelserne på psykedelisk-synæstesisk vis påkaldt af hele lysshowet, der aktiverede den forstandsevne i publikum der kombinerede forskellige sanser: De stille rene guitarmelodier føltes varme og glintende som sandkorn på en strand eller sollys reflekternede på kroner på blomsterne, det øjeblik solen står op over horisonten ved daggry; de hårdere forvrænget-op-i-det-røde-felt riffs stod derimod live ikke tilbage for de mere syrede doom metal-grupper (eg The Obsessed) på en sang som ”Young Men Dead”, og mærkedes snarere som brændende varme vindstød midt om sommeren stående ude på ørkenen. Tilmed kunne synthesizerne høres meget bedre, der gav sangene et lag køligt selvlysende dis og en slags retro-højteknologisk glød som neon-belysning skinnende ved nattetide over en futuristisk metropol. Det blev især klart i de sange, der var båret af kontrast mellem guitar- og synthesizer-dominerede sektioner – der her nærmest følte som at blive eskorteret ombord et spirituelt overlegen udenjordisk civilisations rumskibe og flygte væk fra den korrupte teknokratiske jordiske civilisation til et højere udviklet samfund på en anden planet.
Noget andet, der ikke kan forsømmes, må have været The Black Angels’ visuelle effekter projiceret på lærredet bag dem. De bestod hovedsageligt af detaljerede symmetriske geometriske mønstre, der langsomt blev opløst og skiftet gennem mange forskellige farveskalaer efterhånden som linjerne og formerne muterede til ukendelighed… hvilket havde den klare effekt på publikum at opbløde deres tankekategorier og mønstre, de erfarede verden igennem udvide sig. Det føltes nærmest som en omvendt udgave af CIAs ARTICHOKE/MKULTRA-tankekontrolexperimenter med det formål at få deprogrammere den kulturelle, politiske og religiøse tankepåvirkning man er blevet udsat for af det omværende samfund.
Udover det skal The Black Angels takkes for at komme ud bagefter for en halv time langt encore – da der på programmet stod at de kun skulle spille en time, var mange af os nemlig ret skuffede i betragtning af hvor sjældent de spiller i Danmark hvor stort et navn gruppen er – så det var en lettelse at opleve dem spille en fuldtids kvalitetkoncert alligevel.
