ARROGANCE ELLER OVERLEGEN MAGTDEMONSTRATION

METALLICA + APHYXION
ROYAL ARENA, ØRESTAD, KØBENHAVN
02.09.17
Af Matilde Schmidt
Foto: Mark Stoumann – Metal A Day

METALLICA
Klooong… Klooong… Lyden af den karakteristiske klokke der slår, huden der rejser sig på mine arme og nakkehårene der stritter, der lugter af øl og sved, min sidemand er så klam og fugtig, og det samme er jeg, at vi klistrer til hinanden. På gulvet vader vi rundt i ølkrus, shots-rør og papbakker, gulvet er skøjtende glat af ølsjatter, og efter otte numre, otte!!! er vi endelig til Metallicakoncert. De forudgående numre, har med undtagelse af en lidt malplaceret ”Seek And Destroy” været nye numre uden den store genkendelseskraft hos de største dele af publikum. Men med den ørefængende guitarintro, som vi vel alle har spillet luftguitar til, så letter taget en smule i arenaen, for nu kan vi synge med på ”For Whom The Bell Tolls” Jeg kigger mig omkring, jeg er bevæget, for selv oppe under taget er nogle af sædevarmerne sprunget op og kaster med horn. Ved siden af mig, står en omslynget klump og småsynger, det er Hr. og Fru. Kakkelbord, som min redaktør så fint døbte alle de ikke true-metalheads, der var i overtal i arenaen denne aften. Men de hygger sig, og de kan lidt af omkvædet: ”For who the bells told, time after time”, jo jo, de syger med. I aften har alle den samme Metallica t-shirt på, næsten, for de rare gutter fra ’Over There’, har valgt at forære alle folk en t-shirt fra koncerten, som plaster på såret for udsættelsen, god stil. Jeg fik endda en ekstra til min datter, som egentlig skulle have været med til den udsatte koncert, men i aften havde valgt pop i tivoli. Aldersgennemsnittet i arenaen matchede nok næsten Metallicas eget, og de tidligere stenhårde lædervests-knallertkørende-tyndarms-langhårs-trashere, der var unge i start-80’erne da Metallica første gang chokerede verden med hård og hurtig metal, de er altså blevet Hr. Kakkelbord eller onkel morfar om man vil, og med sig i arenaen har han medbragt Fru Kakkelbord, og hun har ofte ikke hørt Metallica som ung, og er derfor ikke rigtig begejstret for at være i Arenaen, for der er folk i lædervest, der er overtatoverede mænd.. OG kvinder, de er piercede og der lugter af bajere og endda af hash nogen steder, og så er der ingen der synger uh uh uh, hjerte rimer på smerte uh uh, og derfor er Fru Kakkelbord sur eller endnu værre bitter, så hun lukker ingen ind foran i mængden, hun sender dræberblikke og hun giver albuer, alt sammen til den nette sum af 750 kr. plus 40 kr. i gebyr, alt sammen for hvad? Hvorfor kommer de? Er det for at kigge på aberne aka mig og dig, med-metalhoved? For det er sgu ikke for at lave fællessang til Metallica, for det formåede de kun få gange, takket være Lars Ulrichs sære sætliste. Men hvorfor overhovedet forklare om Hr. og Fru Kakkelbord, for er de ikke ligegyldige i en Metallicakoncertanmeldelse? Både og, for pointen er, at med Hr. og Fru Kakkelbord til at fylde en god del af arenaen, med folk der efterfølgende fortalte om hvordan de blev bedt om at sætte sig ned oppe på de øvre rækker (folk der burde have haft en af Hr. og Fru Kakkelbords ståpladser nede hvor der var fest), så er det et mirakel eller en magtdemonstration, at Metallica fik skubbet så meget liv i arenaen, og afholdt den fest de gjorde. Jeg må i øvrigt allerede nu starte med, at takke Hr. og Fru Kakkelbord for at gå til Metallica, Volbaet, AC/DC og Rammstein, for uden jer til at betale en formue for en koncertbillet, og uden tusindvis af jer, så fik vi andre tosser måske ikke set så store koncerter, og det er måske hele problemet. Vi, Metalized-segmentet, vi har jo været der, da de her kæmpebands, var små ubetydelige klatter på det musikalske, ikke engang verdens, men Danmarkskort, og der er bare forskel på at se en koncert i Lille Vega, i en arena eller Parken. Vi kan sagtens være kække og stolte af, at når vi er samlet så er der kærlighed, mosh pitts og stage diving, og ingen kommer til skade, men når vi ’bliver nødt til’ at dele venue med Hr. og Fru Kakkelbord, så skal vi måske selv være mere rummelige og mere opdragende. Jeg lærer ofte Fru Kakkelbord at lave horn, og de kan lide det. Bare fordi deres Metallica t-shirt er ny og fra dagens show, så kan de jo være den næste nye store Metallicafan?

Metallica startede, som i februar, til tonerne af temaet fra Den Gode, Den Onde og Den Grusomme, og herefter vækkede de folk med titelsangen fra deres seneste album ”Hardwired”, hvor også andet nummer ”Atlas, Rise”, er hentet fra. Derefter skulle det blive godt, hvis man ellers som jeg, venter på alle de gode gamle klassikere, Metallica kan hive op af deres enorme bagkatalog. ”Seek And Destroy” kommer fra debutalbummet Kill ’Em All, som udkom 1983, og er en af de klassikere Metallica børe bør spille. Efter en lidt kikset start, og en tromme der ikke blev ramt lige hvor den skulle, så fik Metallica gang i skuden, og ”Seek And Destroy” fik næsten den power den havde fortjent, men det var som om at salen ikke helt var klar, ovenpå de to nye numre, trods deres kvalitet. På dette tidspunkt af koncerten var gulvet i arenaen stadig pænt og rent, ingen affald og ingen lugt af sved eller tobak, det var som om vi var i børnehave frem for til metalkoncert. Under de næste lidt uinteressante numre, som dog stadig var uinteressant Metallica, så gik folk i baren, for pludselig brød varmen og svineriet på gulvet frem. Efterhånden som folket for alvor begyndte at vågne i arenaen, så skete aftenens store overraskelse, Metallica legede Safri Duo. Det startede under ”Now That We’re Dead”, hvor Ulrich og Hetfield forsøgte at starte en synkron-tromme-tingelater, og det kostede dem et par takter, at få trommet sig i sync. Herefter ryger Hammet og Trujillo også på hver sit paukesæt, eller hvad helvede perkussions, de havde fået fingre i. Herefter gik de alle komplet Safri Duo, og hvis der er noget Fru Kakkelbord husker, så er det Safri Duo, og dermed var lykken gjort rundt om i arenaen, næste gang kan vi måske få en gæsteoptræden af Rasmus Seebach eller Michael Poulsen? Her var flere af dem, der bar forvaskede metal t-shirts med rigtig krøllet, ulæselig og farlig skrift, ved at forlade arenaen i protest. Selv stod jeg lidt måbende og headbangende tilbage, og jeg ved stadig ikke. Hjemme i hulen foran computeren, og med Metallica og alle de numre jeg manglede, brølende i mine store højttalere, ved jeg stadig ikke hvad jeg skal mene om det trommecirkus, for hvem er det Metallica skal tilgodese? Er det Hr. og Fru Kakkelbord eller mig, der har været med Metallica siden jeg købte min første Metallicaplade tilbage i 1987, da jeg otte år gammel havde forelsket mig i ”Welcome Home (Sanitarium)” og derfor måtte spare sammen til at købe Master Of Puppets, som var blevet udgivet året før? Jeg kan faktisk rigtig godt lide den nyeste Metallicaplade, og jeg har stor respekt for bandet for, at lave metal der følger med tiden, samtidig med at jeg igen kan høre det er et Metallicaalbum, men gider jeg høre så meget af det nye under en livekoncert? Når jeg går til koncert, så vil jeg meget gerne høre et par numre fra bandets nyeste album, det er jo ofte derfor de tager på turne, men med dinosaurer som Metallica, så forventer jeg altså også, at jeg bliver forkælet med bandets største numre gennem tiden, også selvom Lars Ulrich som bestemmer sætlisten før hvert show, mener at vi skal have så meget nyt og godt og fint. Tak for omtanken Lars, men ellers tak, vi vil faktisk hellere høre noget andet. Det ved du, det ved I, for jeres sidste turne tilbage i 2014 hed: By Request, og det var efter min mening genialt. I gav os alle en kode til den koncertsætliste vi skulle til, og en mulighed for at stemme på hvilke numre I skulle spille, og verden havde talt. Hamburg og Horsens havde efter min mening nogle af de bedste Metallicakoncertsætlister nogensinde. Men i aftes i Royal Arena, der måtte vi igennem en stor bunke nye numre, og ovenpå Safritallica, skulle vi med de to nævnte undtagelser 13 numre ind i sætlisten før der var hit på hit på hit. Men har var alle med, Hr. og Fru Kakkelbord, ham med de krøllede bostaver på den forvaskede dødsmetal t-shirt, Metalizeds blonde anmelder, børnene og alle de andre. Arenaen kogte, vi svedte, vi headbangede, vi skreg vores lunger ud, for nu fik vi alt det vi kom efter, vi blev ramt af ’Tallica, og Ulrichs trommer fik endelig løsnet mellemgulvet med de intense hårdtpumpende rytmer, og ”Sad But True” har aldrig lydt så forløsende i mine ører, og selvom jeg for hvert nummer efterhånden som det sidste af koncerten skred frem, kunne se alle de numre jeg håbede at opleve, forsvinde, lige så hurtigt som den lumre fadøl i krusene, så var Metallica en kæmpe, omend lidt halvkedelig oplevelse, på grund af sangvalget. ”Fight Fire With Fire” kan man også undre sig over, som valg af ekstra nummer, til en koncert jeg egentlig tænker skulle komme Hr. og Fru Kakkelbord mest til gode, for det er et godt gammelt, men også meget hemmeligt, Metallicanummer. Sceneshowet var ændret i forhold til sidste omgang i arenaen, og der var sat mange små skærme op, som fungerede fremragende som som kulisse og bagtæppe. Jeg stod dog tilbage som en skuffet lille pige, jeg manglede alle favoritterne i bland-selv-butikken.. Jeg fik mit lørdagsslik, men det var bare ikke helt de smage jeg havde håbet på, men måske de er tilbage i sortimentet til foråret på den Jyske Hede? Når alt dette så er sagt, så var det Metallica der leverede varen musikalsk. Der var enkelte kiks, og nogle soli på både guitar og bas, der allerede i februar var set og hørt bedre, men alt i alt, Metallica på en god dag. Dog med en sætliste, de ikke engang på deres bedste dag, kunne imponere mit lille metalhjerte ordentligt med. Men Metallica imponerede med deres storhed, med at dele gratis t-shirts ud som kompensation for at udskyde og ved stadig at rocke igennem. Metallica bankede Hr. og Fru Kakkelbord igennem, og de var lykkelige, uanset sætlisten, for Hr. og Fru Kakkelbord kunne ikke forvente andet end det de fik, thi de aner intet om hvilke store sangskatte de blev snydt for, denne ellers svedige aften, i arenaen.

SÆTLISTE:
1. Hardwired
2. Atlas, Rise!
3. Seek & Destroy
4. Through The Never
5. The Day That Never Comes
6. Now That We’re Dead
7. Dream No More
8. For Whom The Bell Tolls
9. Halo On Fire
10. Breadfan
11. Fuel
12. Moth Into Flame
13. Sad But True
14. One
15. Master Of Puppets
Ekstra:
16. Fight Fire With Fire
17. Nothing Else Matters
18. Enter Sandman

HVAD MANGLEDE MATILDE TIL METALLICA:
The Unforgiven
Harvester Of Sorrow
Wherever I May Roam
Fade To Black
Battery
Welcome Home (Sanitarium)
My Friend OF Misery
Creeping Death
… And Justice For All
Ride The Lightning

APHYXION

De hårdtslående dødsmetaldrenge fra Ribe, havde fået æren af at varme op, som eneste navn, forud for Metallica. Arenean var allerede godt pakket, men temmelig død, da de fem gutter entrerede scenen, men hurtigt blev de nærmeste metalhoveder rundt om scenen vakt til live, og så var der fest. Forsanger og growler, den af statur lidt klejne Michael Vahl, formåede at opstille et ego på størrelse med Michelinmanden, og han kom i den grad ud over den runde scenekant. Med tunge guitarriffs og en bas som ramte den brune tone, så fik Royal Arene lidt af et kulturchok, men de overvandt det, takket være den massive support Aphyxion meget fortjent modtog, fra de tiljublende sortklædte hornede fans. Alle seks numre blev leveret med kraft og overskud, og det er forståeligt at Metallica havde udset sig netop Aphyxion til jobbet. Drengene er bestemt heller ikke uvante med at spille livejobs, men uanset hvad man ellers har stået ansigt til ansigt med, så er et Metallicapublikum en lørdag aften i Royal Arena altså lidt af en muldfuld. Aphyxion åd arenaen råt, inklusive de før omtalte Hr. og Fru Kakkelbord.

SÆTLISTE:
1. Dark Stains On Ivory
2. Same Kind Of Different
3. When The Lights Begin To Fade
4. As We Blacken The Sky
5. Cant Be Beat
6. Destined To Fail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *