FOR EVIGT ROCK:
D-A-D
SORT SOL
MAGTENS KORRIDORER
GO GO BERLIN
SUPERCHARGER
BLENDED BREW
MUTTS
RÅDHUSPLÆNEN, RØDOVRE
25.08.17
Af Matilde Schmidt
Foto: Jimmi Brandt Pedersen
Der var lagt op til et brag af en luksusfestival fra arrangørernes side, da Metalized interviewede arrangørerne bag For Evigt forud for festivalen. Slut skulle det være med toiletkøer og dårlig udskænkning. Ind med den gode veltilberedte mad, og ud med den dårlige fastfood. VIP-område med god udsigt, bedre toiletter, fri bar og sushi, alt sammen for til et par tusind kr pr. billet. GULD-område med såkaldt blød bar, altså øl, vand og vin og bedre plads foran scenen også. Resten af pøblen havde sluppet 499,- kr, plus gebyr, for hele herligheden. Men fik vi hvad vi var blevet lovet? Var det luksus og god plads? Var der bedre barservice eller hvordan fungerede toiletterne? Nu er Metalized jo et metalmedie, så skal vi ikke starte med en rundtur i den musikalske del af rockmanegen i Rødovre?
MUSIKKEN
Festivalpladsen havde fået plads til to scener, den store hovedscene, og så en lille lastbilscene, hvor der skulle spilles fra i pauserne på den store scenen, mens der blev rigget om fra det ene orkester til det andet. Musikken startede klokken fire fredag eftermiddag med de unge gutter i Go Go Berlin på den store scene. Bandet er et rockorkester, og der er ikke meget Metalized materiale over dem. Nogle vil måske vove pelsen og sige de kan minde om Aerosmith, men ikke desto mindre, om de er hårde, bløde eller midtimellem, så leverede de en fremragende koncert, og fik
efterhånden som koncerten skred frem fyldt godt op foran scenen. Der var ingen tvivl om, at det var det energiske band der trak de nyankomne festivalgængere til fadet. Navnligt deres
store hit “Castles Made of Sand” blev leveret med overbevisning, og refrainet ‘We all die young’ fik gang i publikum, der lod deres endnu uopvarmede røster gjalde ud overRådhusplænen.
Efter Go Go Berlins magtdemonstration af jysk ungdoms rockabillity, var det Mutts tur, på den lille intime scene nede i den modsatte ende af festivalpladsen. Med deres urbane
indierock, falder de måske lidt ved siden af Rødovre, og passer bedre ind i Vesterbrosagmentet, men sikke en koncert de gav. Mutts forsangeren var en skøn oplevelse, hans vokal bar musikken så meget, at jeg helt glemte at være opmærksom på selve udførelsen af musikken, så tryllebundet var jeg. Mutts er et lille ukendt orkester, som står overfor at kunne blive til noget stort. Velspillet, og ja så meget hørte jeg trods alt efter musikken, og leveret med overbevisning og stolthed, præcis som jeg foretrækker upcoming bands. Hårdt arbejde betaler sig, og med det og en smule held i bagagen, så kan Mutts godt drive det til den store scene en dag. Og meget apropos hårdt arbejde, så fortsatte Magtens Korridorer på
den store scene, dog efter lidt forsinkelser i programmet. Magtens Korridorer er i min bog altid hårdtarbejdende, og heller ikke fredag aften svigtede de. Med den nye sang “Alkohol” åbnede de ballet, og Johan Olsen var på fra første sekund. Jeg havde til lejligheden medbragt to teenagetøser på 14 år, for de er tossede med Magtens Korridorer, og jeg tænkte at aflæse i deres ansigter, hvor positiv en anmeldelse Olsen & Co. skulle have med hjem fra Rødovre. Allerede ved tredje nummer var pigerne i ekstase, “Nordhavn Station” gav genlyd over hele Rødovre, og jeg skal love for at forstadsfruerne, metallerne og teenagerne alle stemte i, så højt de kunne. En synligt bevæget Johan Olsen, gav også tydeligt tilkende undervejs i koncerten, at det varmede hjertet med den store fællessang, der var i gang til de fleste af numrene. Med numre i bagkataloget som “Jeg vil hellere dø”, “Lorteparforhold” og “Milan Allé” var der lagt op til skrål-med-fest, og den udeblev på intet tidspunkt. Moderen til teenagepigerne, aka anmelderdamen fra Metalized var mest vil med Magtens Korridorers udgave af det gamle Kliché-nummer “Militzkvinder”, som bare er vidunderlig i Korridor-versionen. Skal jeg være ude med riven, og det er jeg i alt fald, så må det være vi alle savnede “Hestevisen”, igen fristes jeg til at sige. Jeg havde ellers håbet at sommeren andet gensyn med Magtens Korridorer ville give muligheden for at brøle ‘AnneGrete, du er en luder’, men det må jeg have til gode til de giver koncert senere på året, i
forbindelse med deres Danmarks turné. Jeg dukker op i Vega, hvis I læser med drenge.
Efter powerudladningen fra Magtens Korridorer blev den lille scene igen indtaget, af Blended Brew, som spiller stonerrock og hurra så blev det hårdere på Vestegnen. Med en Axl Rose look-a-like-forsanger, med en attitude som selvsamme Axl, var der lagt op til noget detvarmer en metalanmelders hjerte, og jeg blev ikke skuffet. Blended Brew gav en god tung stenerrock, der trak røvballerne helt ned i skosålerne. Det blev pludselig headbanget og heglet med horn, og sikke en fest de gav os.
Ovenpå de tunge drenge i Blended Brew, så blev det tid til aftenens mørkeste indslag, nemlig Sort Sol, som i min bog er legenderne af sort, mørk og dyster. Med introen til “The Weightless” fra det nye album, Stor Langsom Stjerne, startede Sort Sol blidt og melodisk ud. ‘Tell me do you like what you see’ sang Steen Jørgensen dragende på nummeret, og jo Steen, jeg kan love dig jeg kunne lide hvad jeg så. Senere fik vi “Who’s afraid of Virginia Wolf” der i den grad blev leveret med følelse og kækhed, og fik lokket de ‘Suburbans housewifes with steakknifes’ lidt ud af busken, som også var mødt frem i Rødovre. Med melodiske guitarriffs, Steen Jørgensens mørke klare vokal og en følelse af at holde mørkemanden selv i hånden, tog Sort Sol forstaden med ud på mørkets overdrev. Numrene “…Like A Trance Like… “, “Nocturnal Creatur”, “Shaheeba Bay” og “Let Your Fingers Do the Walking” var alle klokkeklare beviser på Sort Sols storhed, og sikke en performance. Dog manglede der lydmæssigt noget fylde, måske endda lidt i volumen, i hvert fald kunne mørkets mestre ikke mærkes helt så langt ind i sjælen, som de ellers kan, og så syntes jeg at jeg manglede “Holler high”.. dog mæt af Sort Sol, og godt fyldt af indtryk, bevægede vi os for sidste gang ned mod den lille scene for at se Supercharger.
Livefantasterne fra Supercharger, der er kendt for deres gedigne turbo-punk-rock, havde jeg også set frem til. Med den karismatiske tyske forsanger Linc Van Johnson i front, flankeret af altid veloplagte K.D. Johansen på bas samt velspillende Thomas Buchwald på leadguitar, så satte Supercharger gang i festen en sidste gang nede på den lille scenen denne smukke augustaften på Vestegnen. Supercharger er altid sprudlende live, og multimusiker Ronni Carlsen som betjener blandt andet keyboard og guitar, er altid værd at holde øje med, der tilføres flere elementer ovre fra hans hjørne, og det er skønt med for eksempel harpe på udvalgte steder. Generelt er Supercharger en fornøjelse, om det så er trommeslager Benjamin Funk, så bidrager han til festen og vellyden omme fra sit skjul bag hi-hatte og gryder. Jeg vil især fremhæve den nye single “Rottenburg” som er så fuld af ballade og power, at det halve Rødovre gik amok over de hårdtpumpende og hårdtslående drenge, som i den grad leverede varen. Måske endda mere end leverede varen, de fik mormor og morfar ud at rocke på plænen i Rødovre.
Fremme ved mørkets indtog over Rødovre, gik D-A-D på scenen, og med den karakteristiske hæse Jesper Binzer-hilsen “Godaften Rødovre”, gik de gæve gutter med de lange hår (ja ja,de er ik langhårede allesammen mere.. men ) på scenen til den gamle MTV-basker “Riskin´ It All”, fra samme album tilbage fra 1991 og så gik Rødovre da helt amok. Aldersmæssigt, så
var de fleste denne aften muligvis i stand til, at huske da D-A-D både hed Disneyland After Dark, og at de engang var store stjerne i en musikvideo med modellervoks. Derefter fik vi blandt andet “Written in Water” hvorefter næste store publikumssucces, på brøl-med-kontoen forstås, var “Girl Nation”. Herefter flere af de nyere og lidt mindre kendte numre, inden vi til slut fik “Jihad” inden ekstranumrene, gav publikum det, som de egentlig var kommet efter, nemlig: “Bad Craziness”, “Sleeping My Day Away” og naturligvis den oplagte afslutning på den perfekte dag “It´s After Dark” hvorefter vi alle kunne gå glade og musikmættede hjem i seng.
OMGIVELSER OG FORPLEJNING
Der var lagt op til gode forhold, og det levede festivallen egentlig ikke udpræget op til. Der var monsterkøer mellem koncerterne, men det kan vel aldrig undgås til arrangementer som festivaller og koncerter, så det lever jeg med. Bar-køer og udvalget var fint, der var udvalgte steder hvor man kunne købe monster store drinks, og gode drinks som for eksempel en White Russian eller en Filur. Der var på madsiden hentet en lokal slagter ind, og så var der de sædvanlige madboder. Der var god plads til publikum, men uden det blev så spredt, at det gik ud over selve stemningen under koncerterne. For mig som metalhoved, var det skønt at være ude blandt hovedsageligt forstads-segmentet, midaldrende folk, hvoraf mange havde forsøgt at klæde sig på til at ligne nogle, der kommer meget ud til rock. Det var fantastisk, tænk at gide gøre en indsats for at passe ind, og passe ind blandt “os”, den gode, rare og kærlige metalfamilie. Jeg håber For Evigt prøver igen næste år, for det var en succes.. Jo en enkelt lille kritik, man kunne ikke købe ørepropper, hvad netop forstadsfamilierne efterspurgte, både til børnene og mormor.
