NEWS

Tau Cross10

Med kors og sværd for doom og punk

Comments

TAU CROSS + SWORDWIELDER + KONVENT
BETA2300, AMAGER
Anmeldelse: Hesselager
Fotografi: Jimmi Brandt Pedersen

Amager Bio’s mere undergrunds-orienterede lillesøster-spillested, Beta 2300, har over de sidste få år været vært for Dirty Days of Summer-arrangementet hvor der hver sommer holdes udendørsfester på flere datoer hele eftermiddagen at kulminerende i koncerter fra nogle verdens ledende musikgrupper indenfor metal og punk.

I aftes var hovednavnet den internationale crust punk/thrash metal-supergruppe Tau Cross, hvis stamtræ inkluderer veteraner fra så legendariske bands som Amebix, Misery og Voivod. Rob Miller og hans eskadrille af crustpunk-ronkedorer havde to andre og nyere grupper i meget forskellige genrer på slæb.

Den første var Konvent, et helt nyt dansk dødsdoommetal-projekt. I den genre, og med et navn der erstatter C med K, inviterer Konvent straks sammenligninger med Katatonia – i det mindste fra dengang de stadig hørte mere Cathedral end Fields of the Nephilim. Det er et ret stort par sko at skulle udfylde. Konvents fire medlemmer gik på scenen badet i kold tyrkis og pink belysning til et film-lydklip om alting i naturens forbindelse med hinanden og hvordan dette universets organiske kredsløb i sidste ende ville føre til menneskehedens endeligt. Stemningen var lagt til et panteistisk spirituel rejse ind i en profetisk vision om verdens undergang ved almægtige kosmiske kræfters magt.

Musikken skuffede overhovedet ikke. Konvents lyd viste sig at være baseret på primitive dødsmetal-riffs bygget op omkring kølige grå abstrakte akkorder, spillet så langsomt at man kan tælle til næste guitarnode eller trommeslag – lagt udover et fundament af rumsterende trommer mere levende end de stive formelle rytmer, der er normen i denne slags metal, samt kravlende baslinjer slyngende sig under guitarspillet som som trærødder, svampe og slyngplanter langs et øde landskab renset for civilisationens spor. Guitarspillet vekslede også mellem kolde tørre slow-motion-dødsriffs, spinkle gotiske passager og mere bluesede traditionelle doom-riffs – med sangskrivning der langsomt opbyggede spænding ved at skifte mellem de forskellige slags guitarspil, afholde klimaks gennem de stille dele og til sidst kulminere i de sparsomt anvendte konsonante melodier. Lektier tydelig lært af Cathedrals første album, men Konvent har udviklet den lyd videre i mere dødsmetal-orienteret end psykedelisk retning *og* lånt fra Katatonias integration af gotisk post-punk heri, hvilket gør dem unikke i nutidig dødsdoom med A Sun Traverse og Hooded Menace blandt deres få åndsfæller. Konvent har vist sig her som et navn, der bør holdes øje med i den nære fremtid!

Næste navn på scenen var Swordwielder, en svensk gruppe der i punkmiljøet regnes som åndelige arvtagere til Axegrinder, et britisk kultband fra sen-80’erne/tidlig-90’erne. (sammenlign navnene!) For de uindviede betyder det mest beskidte og rå “3-4 akkorder og den forfærdelige sandhed”-ingenmandsland mellem punks Amebix/Discharge/GBH-lejr og Motörhead/Tank/Venom-agtig metal sat ned i fart til et episk march-tempo og alle spor fra rocks bluesrødder erstattet med iskolde kantede teutonske riffs, slangende bugtende melodier nærmest tættere på elektrificeret britisk folkemusik og rumsterende militant trommespil lydende som en bande oldtids-keltiske krigeres stammerytmer. Flere af sangene anvendte også en dramatisk fortællestruktur der langsomt optrappede til fuld hastighed. Med andre ord det perfekte punk-soundtrack til et jernalder-bondeoprør.

Hvad der virkelig fik Swordwielders karakteristiske “badass-gadekæmper-punk møder badass-oldtidskriger-metal” stemning til at virke var deres lead-guitarer som bestod af dissonante psykedeliske støjkaskader, der fik hver sangs fortællling til at føles som et fucked up peyote-trip tilbage til en fjern tidsalder, samt scenebelysning udelukkende af mat lyserødt lys som et lag tåge svøbende sig over en blodig slagmark. Helhedsindtrykket blev desværre skæmmet en smule af lydopstillingen, der af og til gjorde det svært at høre interaktionen mellem guitarerne.

Aftenens hovedattraktion Tau Cross overgik som forventet begge supportbands, hvilket i dette tilfælde ikke var nogen lille bedrift. De forskellige påvirkninger, der kommer fra en kollaboration mellem grupper alle kendt for et musikalsk ambitionsniveau og en mytologisk dimension i sangtekster og image udover punk og thrashs vanlige benhårde socialrealisme resulterede i en imponerende og unik oplevelse selvom der igen var imperfektioner i lyden.

Deres sange var bygget op omkring enkle hurtige 3-4 akkord-riffs, men med flere uventede skift til langsomme sektioner forankret af idiosynkratisk mekanisk groovy rytmer (ekkoer af Killing Joke og Public Image Limited?) og vekslet med mere indadvendte atmosfæriske passager midlertidigt båret af pulserende hypnotiske baslinjer samt effektpedal-indsvøbte lydflader af guitarstøj. Begge kendetegn for såkaldt gotisk rock. Konsekvensen var at Tau Cross fremstod mere som en (over)naturlig kraft end de fleste andre grupper i genren ville være i stand til. Dette lykkedes især, fordi live-præsentationen bragte nogle andre sider af deres musik til at stå frem end studie-optagelserne gjorde.

Det første som kom i front når Tau Cross spillede live var, hvordan de 2 guitaristers forskellige stilarter komplementerede hinanden: Den ene benyttende sig af storslåede episke vindsvøbte melodier og den anden lænende sig op ad abstrakt gotisk melankoli – noget som deres sange alle er komponeret op omkring men live for alvor skabte et mere nuanceret lydbillede i endnu højere grad end på plade. Det andet var trommeslager Michel “Away” Langevins opfindsomme rytmestil, bedre kendt fra det progressive thrash-band Voivod, hvor han konstant anvendte hele trommesættet så meget som muligt og skiftede mellem forskellige kombinationer af dele til hver sektion i de individuelle sange. Denne rytmiske variation skabte en veldefineret sans for fortællestruktur i Tau Cross’ musik som igen sjældent høres i punk. Både kontrasten mellem guitarister og den avancerede trommestil var blandt de ting, der kun fornemmes ubevidst på plade men som publikum er blevet klarere opmærksom over når de har set de individuelle musikere fysisk til værks.

Hvad der så fik de enkelte og tilsyneladende modstridende dele af Tau Cross’ stil til at hænge sammen var Rob Millers filosofiske verdensbillede som udtrykt i både hans sangtekster og fremtræden som frontmand på scenen – en vision strækkende ud i det rasende kaotiske kosmos og den voldelige verden mennesket siden tidernes morgen har forsøgt at skabe mening i gennem politiske og religiøse ideologier, der sender hele generationer til verdens ende ud i deres sikre død for at efterlade dybe ar på menneskehedens kollektive psyke, mens nye idealer konstant opstår for at inspirere messianiske visioner med hver deres håb om at erobre kontrol over verdens skæbne. Én af sangene i Tau Cross’ sætliste, “Prison” fra deres selvtitlede debut, havde som omkvæd “No wall, no guard, no wire, no yard” – et håb om flugt fra det uendelige hjul af illusioner, fanatisme og umenneskelighed som menneskehedens historie fra civilisationens daggry frem til i dag har udgjort. Lysshowet som Betas teknikere havde valgt bestod også at kølige blågrønne og unaturlige rødlige og orange nuancer, der passede perfekt til deres musiks dystopiske billede af civilisationens historie fra oldtidens teokratiske absolutte monarkier til nutidens højteknologiske overvågningssamfund.

Igen var der dog problemer med lyden. Denne gang havde bassen det med at være højere i mixen end de 2 guitarister, der desværre af og til blev overdøvet hvilket var svært at ignorere. Hvis Beta 2300 bare havde brugt så meget tid på at få lyden rigtig koordineret som at få lysshowene til at nøjagtigt passe til hver af de 3 gruppers unikke stil, ville det have været en perfekt præsentation af nogle af de mest interessante bands som i dag opholder sig i gråzonen mellem metal, punk og gotisk rock.