NEWS

DSC_5987

THRASH METAL OPTUR MED DET GAMLE TESTAMENTE

Comments

TESTAMENT
Amager Bio, søndag d. 6. august 2017
Af Nolder
Foto: john-son

Kun fire dage efter at Megadeth lagde Vega øde, var der atter thrash på højt internationalt niveau i hovedstaden. Denne gang i Amager Bio, som en del af Dirty Days of Summer festivalen og med navnkundige Testament som hovedattraktionen. Ballet blev åbnet af de gamle Dio-folk i Last in Line, og de fik pæne ord med på vejen blandt de venner, jeg talte med, da jeg ankom til koncerten tyve minutter, før Testament gik på. Jeg lever dog fint med at have misset Last in Line, når blot jeg kunne være First in Line til Testament, hvor vi fandt en fin plads, før de gamle Bay Area gutter entrede scenen til tonerne af åbningsnummeret Brotherhood of the Snake fra 2016’s bedste album i min bog. Fuld knald på fra start og efter lidt drejning på knapperne i sættets første par numre fandt lyden også et fint leje og en ok skarphed. Og god lyd er et must, når nogle af metallens dygtigste musikere fyrer den af, og det var som altid med kæben helt nede på gulvet, at jeg stod og beundrede verdens bedste og mest kreative rytmesektion i skikkelse af Gene Hoglan og Steve Digiorgio. Især Gene gav den gas, og jeg elsker hans fills i nye numre som ”The Pale King” og ”Stronghold”, som begge fremførtes fnugfrit, ligesom det i øvrigt var tilfældet hele vejen igennem amerikanernes sæt. Chuck Billy er naturligvis også et studie værd i sin egenskab af fortsat at være blandt thrash metallens absolut bedste sangere, og det er også svært at udsætte meget på de legendariske guitarister Eric Peterson og Alex Skolnick. Dog kunne jeg snildt have undværet sidstnævntes guitarsolo, som stjal tid, som kunne være brugt meget bedre på en af de mange classics, som ikke blev spillet på aftenen. Og uden på nogen måde at være en ringe solo, så blegnede den sgu i forhold til, hvad jeg havde hørt fra Megadeth fire dage før. Vi skulle nogle numre ind i sættet, før der blev tid til gamle klassikere, men det gjorde faktisk ikke så meget, når de nye sange er så stærke, som tilfældet er, og der blev headbanget kraftigt til både ”Rise Up” og ”Centuries of Suffering”, før Testament inviterede os ”Into the Pit” og samtidig skabte en kæmpe moshpit midt på gulvet. Overraskelserne kom i form af ”Electric Crown” og ”Low”, som ikke har været med i Testaments sæt i mange år, men det var klassikere som ”Over the Wall”, ”The New Order”, ”Practice What You Preach” og ”Disciples of the Watch”, der som så ofte før var aftenens highlights for mig. Der sluttedes af med ”The Formation of Damnation”, inkl. den snart obligatoriske wall of death, men før man nåede at gøre sig klar til ekstranumre, så var det hele sgu pludselig slut! En meget mærkelig og brat afslutning, som jeg tænker må skyldes nogle tekniske problemer eller et ildebefindende blandt et eller flere medlemmer. Man kunne godt have brugt et par ekstranumre, gerne fra den ultrastærke The Gathering plade, som helt blev negligeret denne aften. Ikke desto mindre var koncerten som helhed en fed oplevelse, ganske som tilfældet har været de øvrige 11 gange, jeg har haft fornøjelsen af at nyde Testaments optræden på de skrå brædder.