MEGADETH + METAL CHURCH
Store Vega, Kbh, 2/8-17
Tekst: Nolder
Foto: john-son
Når det nu ikke bliver til Wacken i år for undertegnede, så er det godt, at Live Nation kunne hoste op med et plaster på såret i form af Megadeth og Metal Church i Store Vega. Metal Church så jeg sidst på netop Wacken sidste år, hvor de kedede mig en smule, og det samme var tilfældet i Vega. Meget har selvfølgelig med sætlisten at gøre (jeg er kun til den første skive, hvorfra der kun blev tid til et enkelt nummer), men man kan sgu heller ikke beskylde bandet for at være de store showmen. Trommeslageren var der gang i, men de fire i front virkede ikke specielt tændte, og forsanger Dow Howe ligner og lyder fortsat som en fyr, der er gået forkert og i stedet burde befinde sig i et poprock band. Det var ikke helt til rotterne, men når jeg tænker tilbage på første gang, jeg så metalkirken som support for Metallica i 1987, så er det godt nok gået ned ad bakke for gutterne i de forgangne 30 år. Dengang var både sangene og scenepersonlighederne på et helt andet plan, og den tanke havde jeg svært ved at slippe, mens Metal Church gumpede sig igennem et ret så forglemmeligt sæt.
Hovednavnet Megadeth var som forventet markant stærkere. Dave Mustaine har virkelig fået samlet et stærkt crew i diehard-bassist Dave Ellefson, skindbanker Dirk Verbeuren og ikke mindst guitar maestro Kiki Loureiro, som aftenen igennem overstrålede Megadave på solosiden og fyrede den ene vanvittigt fede lead af efter den anden. Mustaine var sit sædvanlige indadvendte selv, og mange af teksterne blev mere mumlet end skreget ud, men det er til at leve med, når bandet omkring ham er væsentlig mere ekstroverte end tidligere set, og ligesom på Copenhell sidste år kom Megadeth som samlet enhed markant bedre ud over scenekanten, end de har gjort i halvfemserne og op igennem 00’erne. Det hjælper også, at bandets seneste opus Dystopia i min bog er det stærkeste album, gutterne har begået siden almægtige Rust in Peace fra 1990, og der blev spillet rigtig mange numre her fra – næsten for mange. Tracks som ”The Threat is Real”, ”Dystopia” og især den superfede ”Fatal Illusion” skal selvfølgelig være der, men jeg havde gerne vekslet ”Post American World” og ikke mindst ”Poisonous Shadows” for ældre sager som ”Wake Up Dead” og ”In My Darkest Hour”, som begge plejer at være fast inventar i et Megadeth-sæt, men som havde fået kniven denne aften. Jeg var også lidt bummed over at skulle trækkes igennem numre som ”Trust”, ”She-Wolf” og ”A Tout Le Monde” fra bandets lidt ligegyldige midthalvfemserperiode, men som en kammerat sagde, så skal der jo være lidt for både garderne og husarerne. Og meh-sangene blev så rigeligt opvejet af de mange klassikere så som åbneren ”Hangar 18”, ”Skin o’ My Teeth”, ”Tornado of Souls”, ”Peace Sells”, ”Symphony of Destruction” og afsluttende ”Holy Wars”. Alle sammen fremført til punkt og prikke i den varme Vegasal, hvor man var gennemblødt af sved allerede efter at have headbanget hovedet af led til det første nummer. Og så var det vild optur for mig atter at høre gode gamle ”Mechanix” live, for den sang tror jeg sgu ikke, jeg har hørt Megadeth fremføre, siden jeg første gang så Dave og kumpanerne i Hamborg i 1987. Og endelig må jeg igen fremhæve Kikis soli, som hele vejen igennem sad lige i Megaskabet og gav mange af sangene en ekstra, fuldfed dimension. Da lyden samtidig var ganske god (kunne måske have været en smule mere skarp), så var det svært ikke at være både mæt og tilfreds, da man forlod Vega og gik ud i den milde sommeraften. Jo, Megadeth er stadig stærke og skal være meget velkomne tilbage snarest muligt.
