Guns N’ Roses skød sig selv i foden

Guns N’ Roses, Parken, København, tirsdag den 27. juni 2017

Af Thomas Thomsen
Foto: john-son

Jeg husker det – næsten – som var det i går.

Det var tilbage i slutningen af firserne, hvor mine forældres party i provinsen, var ensbetydende med Giro 413 om søndagen. Indsamling i mormors aflagte strømpebukser, så der kunne spilles noget om hendes kolonihavehus på middelmådig volumenstyrke.

Oprøret var under opsejling, og der kom den – Appetite For Destruction. Det var nyt, det var farligt, og bestemt ikke noget mine forældre brød sig om.

Det var begyndelsen på mit ungdomsoprør. Det skulle spilles højt og gerne for åbne vinduer midt i parcelhuskvarteret, så selv naboens plæneklipper blev overdøvet.

Her sad jeg så knap 30 år senere – blandt små 50.000 tilskuere – med stor appetit efter den ægte vare. Ja, det var min første koncert med lige netop det band, der blandt flere, havde været en åbenbaring for mig, og fået mig til rejse mod det forjættede land dengang tilbage i slutningen af 80’erne.

Hvis nogen var i tvivl gæstede Guns N’ Roses nationalstadionet Parken i København tirsdag aften.

Længe ventet vil nogen sige, eftersom det var 24 år siden de sidst havde givet en stadionkoncert i vort dejlige fædreland.

3/5 af den originale besætning havde fundet sammen igen på deres “Not In This Lifetime” verdensturne, der begyndte tilbage i 2016.

Som alle andre bands der gæster helvedes lyduniverselle førerbunker, var det interessante spørgsmål – ville det blive en aften, hvor du hellere ville være i selskab med en flok skrigende råger eller glædeligt kunne konstatere, at Axl Rose og følge, havde præsteret en lyd i stil med solsortens morgenkvidren i solopgangens skær.

Da klokken slog 21.22, brød de amerikanske mastodonter stilheden efter at adskillige pistolskud, havde banet vejen for at nedlægge den sidste ventetid og med ”It’s So Easy” sparkede de aftenens 3 timers maratonkoncert i gang.

Men helt let blev starten ikke, for lyden var forfærdelig. En rungende stortromme overdøvede alt andet og især vokalen fra Axl Rose var nærmest ikke eksisterende i lydbilledet. Men det blev heldigvis bedre som koncerten skred frem.

Guns N’ Roses skulle dog have kendt deres besøgelsestid. Sætlisten skulle være strammet betydeligt op og have siddet mere tight, som et par nymodens bukser på curlinggenerations tyndbenede stilke.

Flere ligegyldige numre havde fundet plads på en ellers udmærket sætliste, som var det makeup i lange baner for, at fjerne de aldrende rynkers synlighed. Eller for den sags skyld unødvendigt lange guitarsoli, som var det resultatet af en overdosis af Viagra-piller.

Men det virkede som om publikum åd det hele råt, og fik stillet appetitten på tilfredsstillende vis.

Hvad helvede var mit problem så med det, som Guns N’ Roses præsenterede vil I måske med god ret spørge?

For det første skulle de have undladt numre fra Chinese Democrasi. Jeg har ikke spildt sekunder af min tid på det album, og kommer nok heller ikke til det fremover.

For det andet tog det overhånd med strengelegen fra Slash’s side. Bevares, han er da en guddommelig guitarist, men begrænsningens kunst havde været på sin plads.

For det tredje var slikposen toppet med covernumre som fjernede magien og hvor man stillede sig selv spørgsmålet – hvorfor? Hvorfor – jo fordi det kom til, at minde om et polsk karaokeband uden kvalitet i eget materiale.

Men kvalificeret materiale havde bandet fra Hollywood trods alt medbragt.

Tag bare førnævnte debutalbum Appetite For Destruction. Det emmer af så meget kvalitet, at det i sig selv burde have været spillet i sin helhed. Og med tilsætning af et udpluk af numre fra Use Your Illusion I og II samt G N’ R Lies, burde det have været det der skulle til.

Men det blev desværre lidt noget miskmask.

Nerver the less. Guns N’ Roses kan hvis de vil. Et fantastisk band. Og det beviste de da også momentvis – trods svingende lyd – med numre som eksempelvis “Welcome to the Jungle”, “Estranged”, “Rocket Queen”, “Civil War”, “Sweet Child O’ Mine”, “My Michelle”, “Nightrain”, “Patience” og “Paradise City”.

Det der kunne være endt som en historisk lækkerbisken af en koncert, endte desværre med at stå tilbage som en lang og kedelig omgang, i stil med en svensk folkevise.

Hvis tre timers spilletid, var blevet reduceret til to og det overskydende fedt i form af ligegyldige numre og guitarsoli, var blevet skåret fra, tilsat en lyd der havde siddet i skabet fra start, var resultatet meget vel være endt som en historisk lækkerbisken.

Det spillede de:

Looney Tunes (intro)
The Equalizere (intro)

It’s So Easy
Mr. Brownstone
Chinese Democracy
Welcome to the Jungle
Double Talkin’ Jive
Better
Estranged
Live and Let Die
Rocket Queen
Whole Lotta Rosie
You Could Be Mine
New Rose
This I Love
Civil War
Yesterdays
Coma
Slash Guitar Solo
Speak Softly Love
Sweet Child O’ Mine
My Michelle.
Wish You Were Here
November Rain
Black Hole Sun
Knockin’ on Heaven’s Door
Nightrain

Ekstra:
Patience
The Seeker
Paradise City

You Know My Name (outro)

DSC_0410

DSC_0387

DSC_0370

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *