AEROSMITH + RIVAL SONS
ROYAL ARENA, KØBENHAVN
05.06.17
Af Thomas Dahlstrøm
Foto: john-son
Aerosmith I smukke Royal Arena. Det må nødvendigvis være en kombination, som kan sælge arenaen ud på få timer, men sådan var det ikke helt. 12.000 mennesker havde taget guldkortet op af lommen og f.eks. betalt 1050 kr. for en almindelig ståplads. Hm ja, for så almindelig var den ikke. Den var faktisk usædvanlig dårlig, for dem som havde købt den billet, kunne kun komme ca. halvvejs op til scenen, og foran sig kunne de se Golden Circle gæsterne holde fest, med ekstremt god plads. Det må nødvendigvis have været en stor irritation, ligesom folk som oppe på siddepladserne fik serveret en meget rungende og uklar lyd. Sådan var det ikke for undertegnede, som stod med helt fremme. Denne anmeldelse er skrevet ud fra min fantastiske plads, helt fremme, med god lyd og med sublimt udsyn til Steven Tyler, Joe Perry og co.
Rival Sons
Opvarmningen til Aerosmith var det amerikanske rockband Rival Sons. Jeg må indrømme, at jeg ikke var vild med musikken, da jeg tjekkede dem ud på diverse streaming tjenester. Jeg blev derfor positivt overrasket over bandet, hvor især forsanger Jay Buchanan imponerede. En dejlig fyldig og let hæs vokal bragede fra start ud over arenaen. Rival Sons spiller god gammeldags amerikansk blues rock, den slags musik som man elsker at hade, fordi det er så simpelt. Alligevel finder man, efter et par numre, sig selv i at stå og rocke lidt med. Lidt senere får de sgu da lige en hilsen med bajeren i hånden og til sidst får man, ved et uheld selvfølgelig, råbt hell yeah og sendt en knytnæve efter bandet. Således blev jeg, og mange andre, overbevist om at Rival Sons faktisk var et godt live bekendtskab. Ja jo, selvfølgelig var det ikke perfekt, især da Buchanan lige skulle bruge tre Bono minutter på at prædike for pøblen. Det må de forskellige forsangere altså snart stoppe med, eller I det mindste skære kraftigt ned til et minimum også selvom verden er af lave. Jeg kommer ihvertfald kun for musikken.
Det var ikke mange numre jeg kunne genkende ud fra mit lidet flatterende kendskab til bandet. “Electric Man” kickstartede setlisten og som nævnt var det med heftig god vokal. De fortsatte den hårde blueslyd indtil hans prædiken, som blev fuldt op af en helt sublim sjæler “Where I’ve Been”. Den lækre blues solo midt i nummeret var spillet med al den sjæl som man kunne ønske sig. Udover vokalen var det guitarsoloer der var i centrum og så skal det også lige fremhæves at vi fik en fed Hammond orgel solo. Jeg kan ikke huske hvilket nummer den kom i, men fuck mig hvor var det lækkert. Det var The Doors lækkert. Rival Sons sluttede af med hittet “Keep It Swinging” og fik efter nummeret et forholdsvist stort bifald.
Aerosmith
Som nævnt stod jeg helt sublimt. Ti meter til Steven Tyler og med rigtig god lyd, heldigvis. Bandet kom på scenen imens der på storskærmen blev vist fotos fra hele Aerosmith historikken. Det virkede, for jeg blev sgu lidt benovet, det var lige her, at jeg indså at et af verdens aller største rock bands om lidt skulle stå på scenen.
Steven Tyler kom ind i et meget farvestrålende outfit. Hans bukser havde ligesom hans gestiklueringer igennem koncerten, fokus på skridtet, som var dækket af et net, som om dillerjohn havde fået mundkurv på. Til trods for det lidt komiske gammelmandsagtige Johnny Depp look, skal jeg da ellers love for, at den 69 årige forsanger imponerede. Den mand kan sgu synge.
Da bandet gik igang med første nummer “Let The Music Do The Talking” var det til stor jubel fra publikum. Steven Tyler kan sgu synge og forøvrigt kan de gamle mænd i Aerosmith spille. Således var samspillet og lyden allerede fra starten i top. “Young Lust” fulgte trop og Steven Tyler havde her fokus på de specielt udvalgte smukke piger, der fik særlige pladser, som Steven Tylers øjenguf. Tørklæder og armbånd blev delt ud og charmetrolden gestikulerede mod hans indegitrede skridt. Den indledende sektion, som iøvrigt var den bedste af de tre sektioner, blev efterfulgt af storhits som “Cryin’”, “Livin’ on The Edge”, “Love in an Elevator” og “Janie’s Got a gun”. Hele denne første sektion var helt igennem fantastisk og havde den musikalske kvalitet, som jeg havde håbet på. Vokalen fra powerduoen Tyler og Perry sad i skabet. Det samme gjorde soloerne og samspillet. For fanden hvor ville jeg have ønsket, at resten af showet kunne have fortsat sådan.
Det gjorde den ikke, for Aerosmith valgte at følge op med en 70’er sektion, som startede ud med en velspilllet “Stop Messin’ Around”, men faldt herefter i niveau med “Oh Well”, “Mama Kin”, “Hangman Jury” “Seasons Of Wither” og en meget stille og smuk “Sweet Emotion”. Midtersektionen punkterede den gode stemning og publikum responderede mindre og mindre på sangene. Det blev for psykedelisk og introvert. Musikerne havde fokus på hinanden og ikke publikum, hvilket var en lille bet.
Den sidste sektion som også inkluderede ekstranumrene blev sat igang med Aerosmiths måske største hit “I Don’t Wanna Miss A Thing”. Selvom det er et noget simpelt nummer var det noget publikum kunne lide. Der blev sunget med på fuld skrald og heldigvis blev koncerten kickstartet så vi kunne få sluttet ordentligt af. Og ordentligt blev det for en helt igennem fantastisk version af “Rag Doll”, som var aftenens højdepunkt. Fed fed vokal og fed fed guitar. Beatles coveret “Come Together” blev indledt med en lille prædiken, men heldigvis blev det holdt til et minimum. Steven Tyler opfordrede os til at stå sammen og var derefter hurtigt videre i programmet, dejligt. Det sidste ordinære nummer var “Dude (Looks Like A Lady)”, som blev forlænget med ekstra Joe Perry solo lir.
Ekstra numrene var ikke overraskende “Dream On” og “Walk This Way”, som overbeviste mig om at Aerosmith er et af historiens bedste rock bands. Tak for kaffe en aften og hvor ville jeg gerne have haft en mindre psykedelisk midtersektion, for det klædte ikke bandet. Og for fanden, når nu det er AERO-vederci så kan man vel ikke udelade “Crazy” men det gjorde de. De er sgu frække.
