NEWS

DSC_3153

Pigeband lyste op i 80’er mørket, da den femte Nordic Noise festival blev afholdt i weekenden!

Comments

NORDIC NOICE FESTIVAL
REMISEN, KØBENHAVN Ø
12-13.05.2017
Af Matilde Schmidt
Foto: John-son og Jimmi Brandt Pedersen

Der blev for femte gang budt indenfor i varmen til Nordic Noise Festival i Store Bededagsferien. Rammerne var igen i år, ligesom sidste år, Remisen på Østerbro, et stenkast fra Trianglen.
Programmet bød på mange forskellige navne fra norden, hvis man da kan inkludere England, Italien og Skotland i norden? Det er Mighty Music der står bag festivallen, og det bliver hurtigt er udstillingsvindue for pladeselskabet, fremfor en egentlig nordisk festival, som måske burde gøre et større nummer ud af de mange små danske metalbands vi har. Overordnet var programmet lidt for ensformigt, der kunne godt være flirtet med nogle af de lidt mindre og måske hårdere sub-genrer indenfor metallen. Det er netop arrangementer som Nordic Noise, hvor man skal turde prikke lidt til de gamle metal-elefanter blandt publikum, og så prøve at udsætte dem for noget, der ikke lyder som om det også kunne være spillet i start 80’erne. Der var få undtagelser, og de lyste op på Østerbro denne weekend. Mere af det næste år, vær modige, vi skal nok tilgive jer.
Da dette års festivalprogram, over to dage, bød på 16 forskellige bands, så siger det næsten sig selv, at Metalized eneste kvinde i marken ikke kan anmelde alle koncerter, og derfor har jeg udvalgt nogle af de koncerter jeg anser for højdepunkterne, og vil gå lidt mere i dybden med dem. Stedet, maden, menneskerne og stemningen, vil jeg dog forsøge at formidle i detaljer, for det eneste vigtige spørgsmål, reportager som denne skal besvare er vel egentlig: Skal du tage ofre de ca. 500 kroner billetten koster, når der igen er Nordic Noise til næste år? Billetsalget er i allerede startet, og de første to navne er offentliggjort, nemlig: Blitzkrieg og Vampire.

Fredag
Fredagens program startede med danske bands, Junkyard Drive og Meridian, som begge leverede gode gedigne præstationer, selvom det kan være en hård tjans at starte en minifestival op fra bunden. På den måde var der serveret et forholdsvist varmt publikum for Statement, som ellers er kendt for at kunne levere et brag af en rockkoncert selv. Statement er sgu lidt en parodi, men på den fede måde. Hver gang jeg ser dem overvejer jeg om de aldrig skal være voksne, men fra første akkord, vælter de mig alligevel altid omkuld. Statements drengede og tossede vælten-omkring, spreder godt humør, og de minder alle os over 35 år om, at der stadig er en teenager indeni, og den teenager skal altså have lov til, at komme ud engang imellem. Deres hårde rock fungerer, og de er et udmærket bud på et band, til en fest i den lokale fodbold- eller motorcykelklub. Nogen som også har en klub, det er svenske Bullet, og de har en bandbus-fan-klub. De ankom i stor stil til festivallen i deres gamle Volvo-veteranbus, som eftersigende har stået model til lidt af hvert, af det som foregår når man lever rock ’n’ roller livet.

Mad og Napalm-Barney-klon
Efter at have hilst på Bullet, fået taget billeder af bus og band til denne reportage, så var fotograf og anmelder blevet sultne. Efter at have fået lidt mad i maven fra den udmærkede pitabod, (se seperat Pita-bods-anmeldelse længere nede), så stod den musikalsk, på noget så usædvanligt som et italiensk progressivt metal band, med en svensk forsanger ved navn Göran, og en bassist med navnet The Doom! Jeg skal love for at jeg blev udfordret på forforståelser, for Göran min nye svenske ven, han passer skide dårligt ind i et metalband, altså lige til han åbner munden. Den lange ranglede, lidt gymnasielæreragtige forsanger havde den mest vidunderlige bluesstemme, som bare forkælede publikum med sin varme og indlevende vokal. Göran var forrygende, det samme var resten af Headless, og når jeg siger Göran ikke passede ind, så er det på samme måde som Barney fra Napalm Death ikke passer ind, det er jo kun fordi de hverken har langt garn, tatoveringer eller på anden måde ligner forsangere i metalbands. Efter showet havde jeg en snak med bandet og Göran, og de fortalte at deres samarbejde mellem Italien og Sverige fungerer takket være for eksempel Facebook og Skype, og at de på grund af det, endte med den perfekte konstellation for deres band. Headless havde en fed attitude og energi, og skulle du se dem på plakaten nær dig, så er de altså et nærmere kig værd. Hvad der også var et nærmere kig værd, var de kunstnere hvis værker der var udstillet i den ene del af Remisen. Metalfotos, og nogle af dem endda trykt på metal, var udstillet så publikum havde noget at se på mellem de forskellige bands. Inspirerende, og altid en fornøjelse når der bliver tænkt i at tilfredsstille flere sanser på en gang. Sådan en dag på en festival som Nordic Noise kan godt blive lidt lang, en madbod, en pladebod og så ellers samme lille udvalg i baren. Efter slukøret at have konstateret at rom ikke var at opdrive i baren, så opgav jeg branderten fredag, og overgav mig i stedet til engelske Vega, der også gav en fin men ikke bemærkelsesværdig koncert. På dette tidspunkt var jeg ved at være en smule træt af det lidt ensformige program, og da jeg havde set at det var et skotsk pigeband, var jeg egentlig mest klar til at gå hjem. Remisen er et efter min mening lortested at holde en festival som Nordic Noise. Det er for stort, der må lukkes alt for få personen ind i lokalerne, som ellers er kæmpestore og højloftede. På intet tidspunkt var der tætpakket, og pladsen foran scenen var tom, fordi man ikke behøvede at rykke tæt sammen. Netop den intense og intime stemning ved at stå i et tætpakket lokale, med andre ligesindede metalhoveder gør, at selv lidt småkedelige momenter blive ligegyldige, og stemningen overtager festen. Men når man føler sig til en ungdomsskolefest, hvor alle de seje er taget til Mern*. Jeg ved ikke om arrangørerne kunne opfordres til at finde et mindre sted der kan fyldes helt op, eller om Remisen bare skal re-tænkes inden næste år?
Ovenpå den opsang, så må vi hellere tilbage til musikken, og der kom endelig lidt forandring, men mest i form af køn, som i, der kom et pigeband!

The Amorettes – pigerne der sparkede røv
Der blev en total optur, efter tre ukendte skotske piger gik på scenen fredag aften. Det er altid med en ængstelig spænding, at jeg afventer kvindelig indblanding ind i min metal, men spændingen viste sig, at være overflødig. Forventningerne til en koncert, der bliver startet med en trommesolo vil altid være store, og trommeslageren Hannah Mckay og resten af bandet levede igennem hele koncerten op til mine, nu pludseligt, høje forventninger. The Amorettes er en skøn og powerfuld hardrock-trio, og er du da gal, de tøser kunne komme ud over scenekanten..
Trioen fik lynhurtigt skabt en god stemning, og for mig reddede de faktisk hele fredagen, både på grund af deres bad-ass attitude, deres gode håndtering af instrumenterne samt deres stemmer. Pigerne havde valgt at få besøg på scenen, og danske Lasse fra Lucer, kom med som gæstestjerne, og det var en fed gestus af pigerne, at invitere en ’af vores egne’ med på scenen. Om det var nødvendigt, ved jeg ikke helt, for pigerne klarede det helt fint selv.
. De unge, skotske piger er ikke blot smukke, men de gav at brag af en koncert. Et af mine favoritøjeblikke var helt klart, da de spillede en af deres største Spotify-hits: Let the Neighbours Call the Cops. hele gulvet bevægede sig, og det var lidt af et særsyn denne aften. Fabelagtigt, pigerne sparkede samtlige andre bands hårdt i løgene, og de var i aftenens højdepunkt. Folk havde en fest, og alle sang med. Jeg er fan!

Trist at være den slatne ’toer’
Efter power-puff-pigerne, var vi nået til deres engelske ’brødre’ fra Vega. Som i min tidligere kritik af programmet, var Vega pænt og i orden fremført, men stilmæssigt et kedeligt valg. Med en nydelig lyshåret hottie i forgrunden (mandlig hottie), som mere lignede Chesney Hawkes (husker I ham), og det fik da en del af det kvindelige publikum lidt længere ud på stolekanterne. Jeg var ikke imponeret, men jeg blev da stående. Vega var alt for poppede til min smag, men jeg vil også gerne smadres igennem, og det kunne jeg godt se, at jeg skulle vente til aftenens allersidste navn med at blive. Det var synd for Vega, at de ovenpå publikums darlings fra The Amorettes, skulle udstilles som de popdrenge de var, i aftenens lidt hårdere selskab. De skulle måske være blevet i en pub i det Londonske finansdistrikt, for der både så og lød de mere til at høre hjemme.

Gamle rockere gør hvad de skal!
Ovenpå aftenens bløde forskrækkelse, så glædede jeg mig til at se Bullet. De falder musikalsk igen ned i 80’er hullet, men de gør det gennemført, se bare bandbussen de ankom i. Bullet leverede en fest, mange var kommet for at se netop dem, og de gav deres fans hvad de sukkede efter. Riffs og skrål, fællessang og headbanging. På den måde var der varmet op til aftenens sidste band, nemlig heltene i gode gamle Artillery. De gode gutter, der ifølge legenderne har været inspiration for Metallica, og som har stået for trash-metal i Danmark siden jeg blev født (næsten), kunne ikke andet end at levere et brag af en koncert. Artillery leverede, faktisk kan man sige: De kom, de så og de sejrede. De af os der var blevet hængende, fik hvad vi var kommet efter, smadder, tung guitar, indlevende vokal, og en rytmesektion der sikkert bankede os igennem af, hvad der måske burde have været, Danmarks største bidrag til den internationale metalscene.

Lørdag
Min lørdag starter først ved Franklin Zoo, så det er ikke fair at skrive et ord om de første bands.

Franklin Zoo serverede følelser
Tidligere i reportagen har jeg været lidt ude med riven efter årets program, og i forhold til det, er Franklin Zoo er skønt valg. Med deres vidunderlige grunge-inspirerede melodiske hard rock metal, er de noget genkendeligt fra min ungdom, men med et frisk pust af 2017. Franklin Zoo lagde ud med Walk Alone, og publikum var i forsanger Rasmus Revsbeks hule hånd, fra start til slut. Der er ingen tvivl om at Rasmus får luft for alle sine indestængte følelser. Den høje skaldede fyr på scenen leverer så meget af sig selv, at der umuligt kan være noget tilbage når han er færdig. Jeg har sjældent set en menneske få så meget ud af at stå på en scene selv, og det som slår mig er: ’Hold nu kæft mand, hvis ikke han får det ud på den scene, så spærrer de ham sgu inde på hans arbejde’. Det man ikke kan se på den store rockstjerne er, at han udover at være begavet med en sexet, sprød og hæs stemme, også er så heldig at være intelligent. Derfor har Rasmus til dagligt et arbejde på ’den lukkede afdeling’ som psykolog, og der tænker jeg at Rasmus måske burde lære patienterne at få følelser ud gennem musikken, for shit det ser effektivt ud. Hele det sammenspillede orkester ligner nu alle nogle der nyder det i fulde drag, og mon det er her hemmeligheden bag den altid velsmurte koncertmaskine Franklin Zoo? En frontmand der kalder folk hen så han kan stagedive, det er god stil, og næste gang tror jeg at jeg vil hoppe med Rasmus ud i det, for i hænderne på ham og Franklin Zoo, der føler man sig tryg og inde i varmen. At mikrofonstativer, tamburin og mikrofon alle må en tur i gulvet betyder ikke en skid, tværtimod, manden var i zen og han delte så meget ud, at selv ikke de tunge melodiske rytmer kunne tage fokus fra ham. Et klart bud på din næste koncertoplevelse må være Franklin Zoo, om ikke andet, så for at se katarsis i den virkelige verden.

Mere af det samme
Efter Franklin Zoo havde Syron Vanes den sparsomme fornøjelse at overtage scenen. Det var halvhjertet, der var toner i vokalen der glippede, og selvom de gjorde hvad de kunne, så var det ikke godt nok. På den måde havde danske SEA det lettere, og de havde med deres pladerelease også lidt at skulle fremvise. SEA klarede opgaven fint, og deres nye numre blev vel modtaget af publikum. Herefter var det engelske Tygers Of Pan Tang, og jeg skal love for at de gerne ville bevise det var en fejl, de aldrig havde givet koncert i Danmark tidligere. Igen var vi præsenteret for et band dannet i 80’erne, og hvis stil stadig er true. Desværre havde vi for mange af den type bands, og derfor fik Tygers måske ikke helt den opmærksomhed de fortjener, for de gav gas. Men de som virkelig gav gas denne aften, var Denner/Shermann. De to klasseguitarister skal være foran resten af dagens program, og det var de også fra start til slut. Der er hyret mega dygtige folk ind til at spille og synge, og det skinner igennem. Sean Peck ligner en fra filmen Blade, og han gør sig godt i fronten mellem guitaristerne. Man må sige at lørdag aften kulminerede i Nordic Noise, og hvis arrangørerne kunne få lidt mere diversitet ind i programmet, således at vi koncertgængere udfordres lidt på vores musiksmag, så ville det klæde et ellers godt arrangement.

*Mern: Når man er fra Sydsjælland så ved man, at de seje tog til soda’ i Mern i stedet for at komme i ungdomsklubben. Det medførte overdrevent kedelige fester, og det kan ikke anbefales at holde party, hvis der er sodavandsdiskotek i Mern samme aften.

PROGRAM:
FREDAG D. 12 MAJ 2017

ARTILLERY (DK)
BULLET (SE)
THE AMORETTES (SCO)
VEGA (UK)
HEADLESS FEAT. GÖRAN EDMAN (IT/SE)
STATEMENT (DK)
MERIDIAN (DK)
JUNKYARD DRIVE (DK)

LØRDAG D. 13 MAJ 2017
DENNER/SHERMANN (DK/US)
TYGERS OF PAN TANG (UK)
SEA (DK)
SYRON VANES (SE)
FRANKLIN ZOO (DK)
BLACK OAK COUNTY (DK)
KILLER BEE (SE)
BLACK INCOME (DK)
BLACK SWAMP WATER (DK)