SWANS + LITTLE ANNIE
VOXHAL, AARHUS
12.03.17
Af Anders Nygaard
Foto: Kim Song Sternkopf HeartMatter Artworks
Little Annie
Multikunstneren Little Annie har i godt og vel 40 år været aktiv inden for musik, skuespil, poesi og malerkunst og alt sammen i et utal af genrekombinationer og konstellationer. For så vidt er det meste af hendes bagkatalog irrelevant for de mange læsere, der har et eksklusivt tilhørsforhold til tung rock og metal, men som opvarmning for Swans skal hun alligevel have et par ord med på vejen.
Little Annie er, kort fortalt, vidunderlig. Skrøbelig og formørket men med stor charme, patina, intensitet, og en vokal, der på en og samme tid er hvæsende rå og glat som silke. Hendes sparsomme set-up og instrumentering havde muligvis fungeret bedre på en mindre scene, men alligevel var der udbredt begejstring blandt publikum. Little Annie sang og grinede og svingede både hofterne og de spinkle mormorarme, så det var en sand fornøjelse, og selvom det var i en helt anden og langt mindre støjende afdeling end aftenens hovednavn, så fungerede det overraskende godt som opvarmning.
Swans
Front og bagmand Michael Gira fortsætter så vidt vides med at skrive og udgive musik under Swans banneret, men efter indeværende tourné ophører den nuværende konstellation, hvoraf flere medlemmer, med afbrydelser, har været involveret siden begyndelsen af 80’erne.
En slags farvel må det derfor siges at være, da Swans søndag aften spiller på Voxhall, deres anden danske koncert på to dage, og den sidste i denne omgang.
Swans har haft enorm indflydelse på den eksperimentale rock, og for det skylder mange af nutidens rock og metal orkestre (og fans) dem stor tak. Salen var, af samme grund, også godt fyldt, da de seks musikere gik på scenen. De er kendt som et stærkt liveband, og det omdømme levede de heldigvis op til denne aften.
Det er en forholdsvist stillestående affære, men den musikalske intensitet er høj, og sangene bygges langsomt op imod den eksplosion af støj og gentagelser som kendetegner Swans. I takt med intensiteten vokser også lydstyrken til nærmest umenneskelige højder, og folk famler febrilsk efter ørepropper i lommerne, inden de igen retter deres uforbeholdne opmærksomhed imod scenen. Efter et langt instrumentalt forspil vender Michael Gira sig endelig imod publikum, og lidt efter bryder hans monotone vokal den instrumentale støjflade med stor effekt. Gira nærmest gaber eller råber lavt, når han åbner munden imod mikrofonen. Et sært men effektfuldt værktøj.
Langt inde i sættet ophører lyden endelig for en stund, og publikum benytter den korte pause på at tiljuble de stilfærdige helte på scenen. En, aftenen taget i betragtning, karakteristisk respons, for selvom det måske blev en anelse for langstrakt, så leverede Swans endnu en succes på dansk grund.
