WACKEN OPEN AIR 2016
Af Trine Sebæk Madsen
Foto: Kaali Olsvig, kaaliphoto.dk
TORSDAG 4. JULI
SAXON, BLACK STAGE 16:00
Festivalens første store navn stod på scenen torsdageftermiddag foran et alt for lille publikum, der ikke rigtig klædte bandet, som de var kommet for at se. De gamle heavyhoveder fra 70ernes NWOBHM-bølge stod midlertidigt stadig urokkelige og rustfrie på Wackens Black stage, hvor de sikkert leverede hit efter hit. Biffs stemme beviste igen for sit publikum, at den ikke var falmet med alderen, og således leverede han og bandet selvsikkert slagkraftige klassikere som ”Princess of the Night”, ”Wheels Of Steel” og ”747 (Strangers of the Night)” blandt andre mindre kendte sange, som publikum gjorde sit for at tage til sig. Solen stod højt på himlen og bandets spilleglæde smittede da også til sidst af på det fåtal, der var mødt op. Dermed udviklede showet sig hurtigt til et sing-along-show, dog primært for de ældre blandt de deltagende publikummer. Således overlod Saxon scenen til dagens flok af bands i samme genre, nemlig selveste Foreigner efterfulgt af White snake. Således var Saxon blot en majestætisk begyndelse på, hvad der tegnede til at blive en torsdag i klassisk heavyrocks navn på Wacken Open Air 2016.
FOREIGNER, BLACK STAGE 17:45
Der var for alvor dømt balladerock, da engelsk-amerikanske Foreigner troppede op på en af Wackens største scener sent torsdag eftermiddag. Dog gjorde bandet en imponerende indsats for at ruske liv i den lettere stive menneskemængde, der dog efterhånden lod sig bløde lidt op. Bandet var relativt hårdtslående og oplagte med deres valg af setliste, men snød dog ikke publikum for den grådbetyngede og lettere patosindsvøbte pigehjerteopbløder ”I Want To Know What Love Is”, der gav rig lejlighed til fællessang og ligtherfremvising. Man kan ikke fornægte bandets enorme indflydelse på balladerocken og den generelle rockscene i sluthalvfjerdserne, men samtidig kan man have sin tvivl om, hvorvidt Foreigner kan synge en festival som Wacken op netop nu. Ikke fordi de ikke har deres plads i musikhistorien, men måske fordi de mangler en vis relevans for nutidens populær metalkultur, hvor bands som Bullet For My Valentine og Parkway Drive leverer det, masserne begærer. Således gav Foreigner den hele armen, men spørgsmålet er om det i det store hele var og er nok, og om det er det som publikum i efterspørger i dag. For undertegnede druknede indtrykket i hvert fald hurtigt, i det andre band præsenterede langt mere interessante sceneshows, blikfang og attituder svarende til noget man kunne forholde sig til ud fra den nuværende musikscene.
IRON MAIDEN, TRUE STAGE 21:30
Det vækker altid genlyd, når det legendariske gigantfænomen Iron Maiden indtager scenen på diverse festivaler og koncertsteder verden over. Det var dog kun tildels tilfældet natten til fredag på Wacken, hvor hele Wacken på vanlig vis var mødt op til nostalagi og skrålmed. Wackens største sceneområde var spækket med mennesker, der primært bestod af trofaste fans, der var kommet for at se deres helte for treogtredfte gang eller mere. Ligesom med så mange andre store bands ved man ikke, hvor længe man har Bruce og co. Alligevel ligger den slags bekymringer behageligt langt væk, når man ser bandet og det cancerovervindende supermenneske Bruce fucking Dickinson springe og hoppe rundt på scenen, mere rørig end nogensinde før. Men ligegyldigt hvor meget man lader sig imponere af dette faktum, er det svært ikke at stå tilbage med følelsen af, at man står og overværer et fortidslevn uden egentlig relevans for musikscenen i dag. Således lirede bandet diverse, rutineprægede klichéer af i løbet af deres show, der stort set var identisk med det, de havde givet i Horsens få uger forinden. Dog fangede legenderne alles ubestridte opmærksomhed med nummeret “Blood brothers”, som de dedikerede til flygtninge verden over, i det de huskede publikum på, at alle mennesker er lige. Dette gik lige i hjertet på de opmødte fans, der dog ligesom undertegnede sikkert også havde hørt samme nummer dedikeret til afdøde Lemmy Kilmister tidligere samme år. Resten af aftenen forløb som forventet, hvad angik fællessang og sceneoptræden. Dog virkede selve koncerten en smule søvnig og til tider påtaget energisk. Af og til var man i tvivl om hvor vidt bandet overhovedet kunne høre hinanden, da slag og guitar ofte lå forskudt. Ikke desto mindre var publikum glade, da koncerten sluttede. Spørgsmålet er bare, om der ikke i det store hele bare skal utroligt meget til, før folk ikke vil juble med, når selveste Iron Maiden giver et show. Ikke desto mindre gjorde de fremmødte det i selskab med Iron Maiden denne første musikalske aften på Wacken Open Air 2016.
FREDAG 5. JULI
ELUVEITIE, BLACK STAGE 18:00
Da Eluveitie helt tilbage i november besøgte Pumpehuset i København spillede bandet til publikums store ærgelse ikke deres monsterhit “A rose for Epona”, selvom Anna Murphy både fik spillet lirekasse og tilmed sunget den ekstremt poppede ørehænger “The Call Of The Mountain” til et stort fraseret 12-tal. Da bandet spillede deres koncert på Wacken var det ikke hovedhittet, der var udeladt, men tidligere medlemmer som Anna Murphy, Ivo Henzi og Merlin Sutter på trommer, der alle forlod bandet i maj. Således forløb koncerten bl.a. med Liv Kristine (x-Theatre of tragedy, x-Leaves eyes) på vokal i stedet og med Chrigel Glanzman på mandelig growl som sædvanlig. Om det var disse menneskers fravær der var skyld i den lidt ligegyldige fremførsel af numrene var ikke til at sige, men ligegyldigt virkede det. Det er svært at sætte en finger på bandets instrumentelle folkemetal, men det er tydeligt at høre, når spilleglæden mangler. Det gjorde den. Måske fordi det nuværende line-up ikke rigtig er blevet rystet sammen endnu, måske af andre grunde. Det ændrer dog ikke på at koncerten var decideret kedelig. Øv.
BULLET FOR MY VALENTINE, TRUE STAGE 19:30
Som vor kollegaer fra Devilution også har skrevet, kunne denne koncert på mange måder betragtes som symptomatisk for hele metalkulturen, og ikke kun i Wackens tilfælde. Energien og publikums fremmøde fejlede i midlertidig ikke noget, da walisiske Bullet For My Valentine trådte ind på True stage tidligt aften. Samtlige bandmedlemmer havde et stort smil på læben og havde sat det lange pandehår til dagens anledning. Som ventet var det det yngre publikum, der var mødt op til dette lettyggelige metalbrag, der bød på gamle, følelsesladede tårepressere, men også på nye numre som “Playing god” og “You Want a Battle (Here’s a War)”. Således var hele festivalgrunden farvet af mennesker i sort tøj og nittearmbånd, primært teenagere der følte sig situerede i bandets sangtekster. Bandet viste aldrig rigtigt tænder og der blev aldrig rigtigt gået amok på guitar og trommer eller rent vokalmæssigt, men det er nok bare heller ikke meningen med et band som Bullet for my Valentine. Genrens fokus ligger nu engang på hjertesorger og tekstmæssige afmagtsdilemmaer, ikke på det tekniske og makabre. Om man er til det eller ej, så virker det. Og om det er grunden til, at Wacken i fremtiden med stor sandsynlighed vil tilbyde flere bands af samme genre plads på “True stage”-scenen, tør undertegnede godt vædde på. Bullet for my Valentine sælger, så det batter.
TARJA, BLACK STAGE 21:00
En ven spurgte næsten med alvor i stemmen, om hvor vidt han stod og overværede Melodi Grand Prix. Dog var det ikke svært at forstå, hvad han mente, da Nightwishs x-sangerinde Tarja Turunen indledte sin koncert på Wacken i dur med nummeret “No Bitter End” fra sangerindens nyeste album. Tarja nød dog tydeligvis at være tilbage på Wacken og der var da også godt fyldt med mennesker foran Black stage hele koncerten igennem. Måske var det Tarjas smukke, melodramatiske stemme, der tryllebandt publikum og fik dem til at blive, for det var med garanti ikke hendes setliste. Fans af Tarjas første solo rockudgivelse My Winterstorm måtte tålmodigt vente længe efter det lettere kaotiske syrenummer “Ciarans well” for at høre hende tage ordentligt hul på skiven med den middelmådige anden single “Die Alive”, men så var der heller ikke mere. Dog overraskede hun glædeligt med sit potpourri-medley af gammelkendte Nightwish sange, men fusen tog hun først rigtigt på sit publikum, i det hun introducerede tilskuerne for gæstestjernen Alissa White-gluz fra melodødbandet Arch enemy. Hun var blevet inviteret med på vokal. Alissa fik således lov til demonstrere sin udmærkede clean vokal, som hun ellers i ærgerlig grad sparer på i Arch enemy. Hendes blå udstråling forlod dog hurtigt scenen igen, og scenen blev igen overladt alene til Tarja i hendes hvide pallietbesatte outfit. Koncerten måtte slutte på et tidspunkt og gjorde det såmen også, men uden at publikum helt fik den fællessang, de havde håbet på. Dette blev i stedet overladt til en anden artist tidligere på aftenen, og her blev opgaven fulgt helt til dørs.
CALIBAN, HEADBANGERS STAGE 00:40
Tysklands helt store metalcore-håb, det fem mand store band Caliban spillede fredag nat på den lille scene Headbanger stage i Bullhead city. Forsangeren Andreas Dörners lidelsesskrig gav genlyd og gåsehud flere gange i løbet af en udmærket koncert, der dog ikke gav scenelyden de bedste vilkår. Det er muligt, at det har skyldtes det tætpakkede, intime cirkustelt som Bullhead city i virkeligheden er. Samme uklarheder i lydbilledet gjorde dog sig ikke gældende dagen efter, hvor det danske metalbidrag indtog selv samme scene. Ligegyldigt hvilke ankepunkter man end måtte have mod bandet Caliban, så var publikum bestemt på deres side hele showet igennem. Om det var øllen, der talte, er ikke til at sige, men det er også lige meget, for festen var til stede. Caliban er dog stadig nok væsentligt større i sit hjemland end i udlandet, hvilket mindskede muligheden for fællessang en smule. Shakespeares Caliban fra historien The Tempest virkede dog en smule småtam til tider og levede ikke helt op til forfatterens karakter, det forhutlede, dæmoniske halvmenneske, der dræber og voldtager i afmagt, hvilket måske var meget ok, men heller ikke helt metal. Hmm.
LØRDAG 6. JULI
MYRKUR, HEADBANGER STAGE 13:45
Undertegnede har fulgt Myrkur fra starten. Både som anmelder og oprigtig fan. For man kan sige meget om Myrkurs excentriske selvdyrkelse og hendes mindre heldige koncerter i Pumpehuset og i Amager bio, men man kan ikke komme uden om, at Amalie Bruun, kvinden bag Myrkur, har en gudbenådet englestemme. Således måtte selv den mest hardcore headbangertype endnu engang lade sig stivne målløst og overgive sig til gåsehud og klokkeklare overtoner tidlig lørdag eftermiddag på Wacken. Aldrig har Bullhead city, fyldt med alle dets mange tilskuere, forholdt sig tavs så længe, dybt hypnotiseret af intet mindre end en lille nordisk, sart men stærk elverpige fra regnfulde Danmark. De hårde instrumentale passager lod hun dog (heldigvis) primært sine bandmedlemmer om, så koncerten forblev uden bemærkelsesværdig guitarforvirring. Rent sceneshowmæssigt gjorde Myrkur faktisk den tidligere kritik til skamme. Usikkerheden var forsvundet og sangerinden bød både på sindssyg og indlevende mimik i de hårde skrigesekvenser, men også på inderlighed og længsel i de stille, akustiske. Således sluttede Myrkur også koncerten af, da hun sang Bathory covernummeret “Song To Hall Up High” udelukkende i selskab med sit klaver. Dermed forlod hun scenen, men vel og mærke ikke uden at efterlade tydelige tårer i øjenkrogene på de forreste af sine tilskuere.
METAL CHURCH, TRUE STAGE 16:25
Sent lørdag eftermiddag spillede kultbandet Metalchurch op til løjer for et meget lille publikum på True stage. For folk, der ikke før har stiftet bekendtskab med Mike Howes skingre vokal, kan første møde med den umiddelbart gøre en smånervøs. Det samme var tilfældet for undertegnede i løbet af første halvdel af Metalchurchs koncert, hvor numrene virkede upassende høje for Howes stemme, der var noget krampagtig og anstrengt at høre på. Han kom dog efter det, og efter at have vænnet sig til stilen, må man tage hatten af for bandet, der har mere end 25 år på bagen. Bandet elskede tydeligvis at spille og tog sig til takke med det sparsomme publikum. Det var dog ikke noget, der fik energiniveauet til at dykke, det steg tværtimod i takt med koncertens udmunding. Folk søgte dog hurtigt andre græsgange, og det var svært ikke at føle en smule ærgelse på bandets vegne. En god koncert nåede således sin slutning for et alt for begrænset publikum.
TWISTED SISTER, TRUE STAGE 22:25
Tiden måtte jo komme, hvor fænomenet Twisted Sister måtte stoppe som band. Det bliver hårdt at sige farvel af flere forskellige årsager. Twisted Sister er nemlig ikke bare betydningsbærende ikoner i rockhistorisk sammenhæng, men også uanfægtelige entertainere i sig selv. Dee Snider demonstrerede dette fakta endnu engang lørdag nat på Wackens True stage, hvor det ikke kun var musikken, der underholdt publikum, men også Sniders evne til at tale til publikum i øjenhøjde og med det en god portion humor. “We’re not gonna take it” og “I wanna rock” fastslog engang for alle bandets ultimative evne til at række fuck til alverdens autoriteter og ligegyldigheder. Det blev der også på kærlig vis gjort til diverse bands. Både Scorpions, Judas Priest og Ozzy fik således en sympatisk sviner med på vejen for ikke at gøre alvor af deres såkaldte farvel tours. Twisted Sister understregede i hvert fald, at de ville gøre alvor af deres farveltour. Efter at have budt på flere vittigheder om Wackens ildkanon (“What the… Did fucking Rammstein just show up!?”) sluttede en vild aften i heavy rockens navn. Der vil utvivlsomt være et hul i hjertet på metalmiljøet, hvis Twisted Sister mener, hvad de siger og ellers holder sig væk fra flere liveshows i fremtiden. Hvem eller om nogen kan overtage bandets plads, står stadig hen i det uvise. Men en ting er sikkert. Det bliver mere end svært at nå Twisted Sister til sokkeholderne, hvad angår underholdning, liveshows og år i branchen.
PARKWAY DRIVE, PARTY STAGE 00:40
Sent lørdagnat fik Wacken besøg fra Australien. Karismatiske Parkway Drive med Winston McCall i front (nu igen uden gult Insync-hår) gav således en aggressiv omgang verbale tæsk til de fremmødte, der havde holdt sig vågne til festivalens sidste store brag. Bandets show var meget identisk det, de gav i Store vega, i det bandet åbnede med nummeret “Destroyer” og på den måde allerede havde lagt et højt festniveau fra starten. Ikke meget senere tog bandet hul på nummeret “Vice grip”, et nummer de udelukkende har lavet for at kunne spille live, har bandet selv udtalt. Nummeret virkede da også ganske glimrende og skabte med garanti den ønskede euforiske stemning bestående af rytmiske hop og hey-tilråb fra publikum. Det helt store nummer fra bandets nyeste album Ire lod vente på sig, men da munkekoret i introen til “Crushed” klingede udover Wacken, gik alle amok. Således formåede Parkway Drive at fastholde sine tilskuere i et massivt jerngreb og afholde dem fra at vælge Arch enemy-koncerten på True stage til. En ret imponerende præstation for australske Parkway Drive.