Joe Satriani leverede mandag aften i Amager Bio tæt på to en halv times guddommelig guitarlir i en seance, der var tæt på ikke at blive for meget
Af Lars Schmidt
27. juni 2016, Joe Satriani, Amager Bio:
Steve Vai fik noget så voldsomt på puklen for sin koncert 14. juni i Amager Bio. Det var halvhjertet lir for lirens skyld, trukket unødigt i langdrag. Små 14 dage senere kom hans læremester så til bio’en. Og det blev – gudskelov – en helt anden og levende affære.
2016 markerer 30-året for snart 60-årige Joe Satrianis debut ’Not Of This Earth’. 14 album senere stod han atter på den scene, hvor han tidligere har fejret fine triumfer.
Og uden egentlig at gøre noget jubilæumsstads ud af koncerten mandag aften hev Satch, som han kaldes, det ene eventyrlige stik hjem efter det andet. Fantastisk guitarlyd, sprudlende humør og spilleglæde, superband. Alt spillede på en aften, hvor mesteren viste sine disciple – og dem var der mange af i den nærmest kvindetomme Amager Bio – at guitar-onani langt hen ad vejen faktisk kan være noget så skønt.
Men ikke hele vejen. To en halv time næsten, så er man altså færdig som publikummer bagefter. To sæt – og et andet sæt, der startede med en for lang og for jævn trommesolo var mere end i overkanten.
Vi kom igennem hele kataloget, og der var ganske fine højdepunkter undervejs. Taget lettet pænt på bioen allerede i andet nummer, som var den melodiske og medrivende ’Flying In A Blue Dream’. Og denne anmelders favorit, ’Crystal Planet’, fik vi også, tætspillet, groovy og melodisk.
Det er jo lige det, Satriani kan: Skrive og spille fandens gode og fine melodier, som gør al den guitarlir så meget nemmere at kapere.
Og så elsker han bare det, han laver. Det er så tydeligt. Ekstremisten leverede ekstrem guitarlir med hjerte og sjæl og spilleglæde. Og det gjorde, at man næsten klarede sig igennem de to timers tour de Ibanez-spade.
Men, indrømmet. Det var altså fedt at komme hjem og lige sætte en sang på. Med vokal og guitarsolo i afmålt mængde.