NEWS

DSC_0854

Nordic Noise Festival 2016

Comments

Nordic Noise Festival
Remisen
13-14.03.16
Af Dahlstrøm
Foto: Morten Lillie

Dag 1
To dage med hård rock. Ja tak, den er jeg på. Så fredag tog en kammerat og jeg ind mod Remisen med høje forventninger til Nordic Noise. Med et par kørepils og lækkert vejr tydede alt på en fantastisk dag og aften. Vel ankommet til Remisen fik vi vores armbånd og gik ind til en næsten tom hal. Antallet af mennesker passede så alle kunne spille single på de godt og vel 10 badmintonbaner vi stod på. Frygten for at det første band ville være disillusioneret var til stede men vi håbede på at de ville skide på antallet af mennesker og give den gas for os der var troppet op.

Stonebird
Første band var Stonebird der spillede oldschool rock ala Led Zeppelin og The Doors. Stonebird lod ikke til at være generet af de få mennesker. De holdt en fest for os og dem selv. Med en kort setlist på syv sange var de også tvunget til at give den gas. De spillede fantastisk og når der indgår hammond orgel og lange guitarsoloer så er jeg solgt. Alle syv sange blev spillet til perfektion og med en god vokal af forsangeren, Det var den perfekte start på en rock festival, stille og roligt, smukt og præcist. Sange som Blues On The Rise, Beast og Mama/Sister står klarest i min hukommelse.
8/10

Childrenn
Når bandmedlemmer fra bl.a.The Raveonettes og Psyched Up Janis slår sig sammen, kommer der automatisk store forventninger. Childrenn var et af de bands jeg havde set mest frem til at høre. Heldigvis skuffede de ikke og leverede en rigtig god koncert. Ikke fordi der var kommet særlig mange mennesker i mellemtiden men de ekstre 20 mennesker gjorde, at man fik bare en lille fornemmelse af en rockkoncert. Jacob Brixens vokal var igennem hele koncerten suveræn. Childrenn’s gør det simpelt men er til gengæld ultratight. De har modet til at lade musikken gentage sig selv og når de synes at et rif eller en sektion er god, så fortsætter de bare. Bedste eksempel på det er Submission, som med en to minutter lang instrumentel intro var fabelagtig. Animale og Its Time To Leave sidder ligeledes fast som rigtig gode oplevelser.
7/10

Freddy & The Phantoms
Undertegnede var en tur ude og spise imens bandet spillede. Jeg valgte tidspunktet da bandets Blues Rock lå længst væk fra Metalized og vores læsere. Andetsted har jeg læst at de gjorde det fantastisk så det lader jeg stå som troende.

Skullclub
Jyllands svar på Red Warszawa var kommet til hovedstaden for at give den gas. Remisen havde efterhånden fået flere gæster og de mange Jack Daniels shots som gratis blev udleveret havde fået publikum i humør. Således var Remisen klar til Skullclub. Med banjo og sing a long rock satte de en kæmpe fest i gang. Alle blandt publikum dansede og headbangede og drengene fra bandet skålede ivrigt med os alle. Ja ja det er jo bare en omgang jysk halbal rock ville nogen nok sige. Ja og hvad så siger jeg. Det var skide skægt og god rock leveret med humor og energi. Der var lidt lydproblemer fra start men det blev hurtigt ordnet så vi kuune skråle med på Sæt Flaget På Halv, Amager Halshug, Den Kolde Å og alle de andre sange. Tak for festen.
7/10

SEA
Jeg havde set frem til at høre SEA men for at være bare en lille smule ærlig var det ikke optimalt at et så roligt band kommer lige efter festaberne fra Skullclub. Festen var jo lige gået i gang. Ikke at SEA slukkede den men de kom slet ikke ud over scenekanten som de foregående bands. Lydbilledet var lidt rodet og det satte sit præg på koncerten. SEA leverede en udmærket omgang oldschool rock’n’roll men på mig virkede det rutinepræget. Ride On var klart aftenens bedste nummer.
6/10

Mike Tramp Feat Lucer
Så skete det endelig. Jeg stødte på en Mike Tramp koncert. Ikke at jeg har opsøgt det men jeg har altid været lidt nysgerrig efter at se den gamle White Lion sanger. Nu skete det og det var en god oplevelse. Mike lod i første omgang hans band Lucer spille et kvarters tid og det gjorde de rigtig godt. Mike stod ved siden af scenen og så meget stolt ud. Da Mike selv kom på scenen, gav han og Lucer ni bundsolide rocksange i den bløde ende. Der var mange rutinerede koncertgængere til sted ved koncerten og smilene var store hele koncerten igennem. Mike Tramp er bundsolid og var på scenen altomfavnende. Det var en rar oplevelse, næsten som at forestille sig at få læst en bog op af Morgan Freeman. Alle sange var gode men manglede lige lidt ooomph. Jeg er ikke sikker på, at de rutinerede gæster er enige, for de virkede rigtig glade for koncerten.
7/10

Kickin Valentina
Når klokken slår 23.45 når sidste band går på scenen, så skal de være gode. Et halvtræt publikum skal spilles op og begejstres. Det formåede sydstats rockbandet ikke at gøre. Det var på sit maksimale en god omgang hård rock med et ægte amerikansk look. Læder og nitter var der rigeligt af og deres karismatiske forsange havde kæder i bukserne og solbriller på. Jeg havde store forhåbninger til et band der bl.a. har varmet op for Queensryche, Sebastian Bach og Skid Row men jeg gik skuffet derfra. Den sidste sektion af koncerten med Super Atomic Poser Boy , Get Ready og Burning Love var bedst. Men overall imponerede de bestemt ikke.
4/10

Dag 2
Puha, de gamle ben skulle lige i gang og et par Ipren køres ned med en kølig inden vi tog fra Værløse mod Remisen til dag 2 af Nordic Noise. Dagen hvor Mustasch skulle spille og det glædede jeg mig vanvittig meget til.

Devils Gun
Svenskere med svensker hår stod på menuen fra start. Tydeligt inspireret af AC/DC satte de godt gang i de meget få fremmødte mennesker. De var ligesom Stonebird på førstedagen pisse ligeglade og satte gang i deres egen fest. Publikum var lidt svære at få i gang men det skal bandet ikke klandres for. De spillede fra start til slut med energi og forsøgte alt hvad de kunne at få gang i festen. Jeg nåede ikke at stjæle deres setlist efter koncerten, så jeg kan kun huske et fremragende nummer. Hardrock City var et fedt nummer og jeg erindrer at skråle med på det nemme omkvæd. Det svenske svar på Bon Scott fik kickstartet os til sidste efter en brav kamp.
7/10

Black Oak County
Dagens annoncør proklamerede at det næste band var stærkt inspireret af Black Stone Cherry. Fedt fedt fedt tænkte jeg, fordi de sorte kirsebær er en favorit når det kommer til rock. Og hold nu kæft de var gode, altså Black Oak County. Der er ingen tvivl om at de er stærlt influeret af stilen i BST. Forskellen er bare at Black Oak County denne aften i Remisen gav en bedre og mere inspireret koncert end de sidste tre koncerter jeg har set med kirsebærerne. De syv sange der blev spillet var alle fantastiske og jeg glæder mig vanvitiigt meget til deres skive udkommer. Mighty Music har fundet rent guld. Jeg vil ikke pinpointe bestemte sange så i får hele setlisten. De var alle sammen lige gode.
The Bogeyman
Never Cared
Mad Dog
Nothing To Say
Laughing With The Crows
Save Me
Someone Else
9/10

Dear Delusion
I pausen inden Dear Delusion, blev vi enige om at det ville være meget svært at overtage efter Black Oak County. Men det sked Dear Delusion da på. For er du da sindssyg en fed koncert. Og hvem står mon bag bandet, nåe jo Mighty Music. De ramte guld to gange, ikke ringe. Det er sjældent at undertegnede lægger mærke til bassisten, mest fordi instrumentet ikke træder frem og dels fordi jeg ikke er et musikalsk geni, Jeg lytter sgu bare til musikken og finder ud af om jeg kan lide den eller ej. Tilbage til bassisten for er du sunshine der var lækker bas hos Dear Delusion. Ja faktisk var guitar, sang og trommer også gode men bassen stod alligevel som fremragende. Jeg ved ikke, om så mange lagde mærke til bassisten for i slutningen af showet smed guitaristen trøjen og det endte med at publikum delte sig op. Pigerne i samme side som Hr. Flot skåret i granit guitarist og herrerne ved resten af bandet. Dear Delusion var i sandhed en fed overraskelse. Dejlig hård rock og så tight som man kunne ønske sig. Tjek lige Dear Delusion ud. I får også hele setlisten her.
Sinfonia
Unmade
Outrunning Panic Attacks
Everything Is Nothing
Facing Tensions
Intermezzo (Ja det er en sang)
Righteous Man
9/10

Powerplay
De var desværre offer for en overordentlig sulten mave. Jeg fik en 10/10 durumrulle med lammekød

St. Prostitute
Imens jeg spiste blev jeg enig med mig selv (kan være svært) om at det næste band umuligt kunne leve op til de fremragende koncerter jeg havde overværet. Det var faktisk tæt på. St. Prostitute spillede en rigtig god koncert, hvor især forsanger Fussy Korsholms sprøde stemme imponerede. De startede ud med Farewell And Goodbye og holdt fast i den gode stil med Here Comes The Prostitutes, Tre bands i træk, der bare giver den gas. Alle er fra lille Danmark, så måske er der håb for at vi ikke skal høre Silverflame i al evigheder. Hvis så bare radioerne vil begynde at spille det fremfor alt det hø der bliver spillet. Som Mike Tramp siger så har vi fået nok af Rasmus Seebach og Medina. Se så at få spillet lidt St. Prostitute i stedet for. I kan starte med Scream der var aftenens bedste nummer. Tak for en god koncert drenge.
8/10

The Treatment
Engelske The Treatment stod på programmet og det var faktisk ikke specielt imponerende. Måske var de vant til større scener og mere publikum for de fik ikke rigtig gang i den. De forsøgte alt hvad de kunne og efter min mening en del for meget så det virkede påtaget. Ja, de kunne da spille rock’n’roll men de levede langt fra op til de forrige bands. Det var rutinepræget og ligegyldigt eller rettere sådan virkede det. De konstaterede at hvis det ikke havde været for Mike Tramp ville de slet ikke have været her og det havde nok ikke gjort det store. Det mest mindeværdige nummer var Shake The Mountain som passende sluttede koncerten af.
5/10

Now Or Never
Hvad skal jeg skrive her? Det var ringe. Det var meget ringe. Det var dårlig lyd, dårlige sange og skuffende indsats. Når en koncert slutter af med 50% udvandring, så siger det mere end ord , så jeg slutter her.
1/10

Mustasch
Efter Now Or Never var jeg sgu træt. Jeg var lullet i søvn af ingenting og overvejede om energien var der til Mustasch. Jeg blev og det var et godt valg. Mustasch var denne aften intet mindre end fænomenale. Ralf Gyllenhammer er den ultimative entertainer og han synger fantastisk. David Johanneson på guitar spiller så guderne synger. Stam Johansson på bas er ligeså cool som Sam Elliott fra Roadhouse og trommeslager Robban Bäck kan få et elektrisk trommesæt til at lyde godt. Fra start til slut havde bandet os tryllebundet med sange som Thank You For The Demon, Yaras Song, Double Nature og Bring Me Everyone.
Mustasch fører sig frem, styrer publikum som få og så er Ralf Gyllanhammer fræk som en slagterhund. Han afbryder gerne en koncert for at vandre i baren og bunde en fadøl, hvorefter han tager shots med til resten af bandet. Han får visse mandlige gæster til at drikke Jack D imellem hans ben og han er fremfor alt fræk nok til at tørre sine svedige boller i en t-shirt og kaste den ud til publikum. Måske plat når det skrives men stemningen han fik sat var euforisk. Under Double Nature gik alle i publikum amok og sang med som aldrig før. Hvis jeg tvinges, vil jeg fremhæve Bring Me Everyone, for på denne aften var det smukt at se alle RÅBE ”Bring me everyone, I need to hurt someone. Mustasch kom, Mustasch så og Mustasch sejrede. Jeg havde svoret, at jeg ikke ville være en der bare deler ti taller ud men fuck nu det. 10 ud af 10. ingen tvivl. Det kan ikke gøres bedre.
10/10

Nordic Noise
Overall 7/10, vi ses næste år!

DSC_0395

DSC_0411

DSC_0432

DSC_0471

DSC_0490

DSC_0496

DSC_0510

DSC_0520

DSC_0537

DSC_0550

DSC_0561

DSC_0584

DSC_0710

DSC_0753

DSC_0768

DSC_0776

DSC_0781

DSC_0787

DSC_0791

DSC_0830

DSC_0847

DSC_0854

DSC_0862