NEWS

GENERAL DIRKSCHNEIDER’S ACCEPT MARCH

Comments

UDO DIRKSCHNEIDER + ANVIL + RAMPART
KB, MALMØ
25. FEBRUAR 2016
Af: Stephen “Rocky” Skriver
Foto: john-son

’Hold da kæft, det er metal det her’ var udgangsreplikken mellem en flok af os danske fans, der havde taget turen over til en stopfyldt KB, Malmøs rock klub #1. Efter mere end to timers intens metal march i Udo Dirkschneiders Accept sange, bevidste generalen, at han er manden med den originale hæse stemme fra Accepts største metal træffere op gennem 70’erne og 80’erne. Hold da ’fast-as-a-shark’, hvor blev den sætning lang. Vi blev så gennemrocket, som noget jeg ikke vil beskrive her uden at blive hængt op for seksuel krænkelse, for Udo tæskede os igennem de nogle af de største Accept træffere sammen med sit stærke U.D.O. band, der gav den hele armen eller snarere hele metal hjertet med respekt, indlevelse og spilleglæde ud over scenekanten i de gamle Accept klassikere. Som en bidsk bulldog vadede Udo frem på scenen og hvæsede sine Accept sange af, som han er ejermand af og publikum åd det som frådende hvalpe. Det var en ’metal heart jukebox’ der kørte med volumen i bund og allerede fra første riffs i sange som “Living for Tonite”, “London Leatherboys”, ”Midnight Mover”, “Breaker”, ”Princess of the Dawn”, ja, jeg kunne blive ved med metal hits som ”Restless and Wild”, ”Son of a Bitch”, “Up to the Limit”, ja, du ville ønske du havde stået ved siden af os fra Metalized, mens fugten drev ned af KB’s vægge og salen kogte til ”Wrong Is Right”, ”Screaming for a Love-Bite”, ”Metal Heart”, “Fast as a Shark” og ja, bare rolig vi fik også “Balls to the Wall” for til sidst at vise, hvad det hele drejer sig om med sangen “Burning” (fra lp’en Breaker 1981). Et lige-ud-af-landevejen rock’n’roll nummer med teksten ’Burning just like fire, burning, burning, a rock ‘n’ roll desire’. De to leadguitarister Andrey Smirnov (ikke Smirnoff) fra Rusland og Kasperi Heikkinen fra Finland er både teknisk dygtige, charmerende og kan deres metal riffs og lir. Nuvel jeg savnede til tider guitarlyden og stilen fra Wolf Hoffmann (Accept guitaristen), men de to gjorde det suverænt, hårdt og heavy i fornyede friske Udo’ficerede versioner. De resterende to tyske medlemmer Fitty Weinhold, bassist med det længste hår og så kampvognspitpull trommeslageren, sønnike Sven Dirkschneider, der da i den grad fik slået takten fast for sin far. Dette show havde titlen ’Tilbage til rødderne’ og bestod endegyldigt kun af Accept sange – for sidste gang nogensinde, har Udo proklameret. Du kan nå at se og høre det igen på Sweden Rock i juni, hvor General Dirkschneider fyrer Accept listen af for sidste gang. Se hvad du gik glip af nederst. Udo har 15 studiealbums at plukke fra, siden han gik solo i 1987. Nu ønsker han at Udo, skal være Udo. Og tro mig, Udo har så meget at byde på, at en sætliste med kun Udo sange, sagtens kan bære en koncert med det her stærke band. Vi drog ud i Malmøs gader og jeg lader min Metalized fotograf (navnet er redaktionen bekendt) sidste udtalelse stå for egen regning her: ’jeg vil giftes med Udo, ha ha. Så kom det ud af skabet, for jeg elsker den tyske skovtrold’, citat slut.

RAMPART / ANVIL
Inden Dirkschneider slog til, var der to support bands, vi skulle varmes op med. Heldigvis havde KB sørget for at det hele startede kl. 19.00 i mod tidligere først kl. 20.00.
Første support band var Rampart fra Bulgarien. De fik en halv times tid. Det var mere end rigeligt med den lidt tamme og charmeforladte metal opvisning de afleverede, så det kunne da kun blive bedre med næste band. Opfordring til de unge mennesker i Rampart er, at gå i rockskole et par år og lære de grundlæggende sceneregler, så der kommer spilleglæde, nerve og udstråling ud over scenen.
Næste band var den skæve speed/thrash metal trio Anvil fra Canada. De må betegnes som pionerer i thrash metal siden 1978 og med 16 studiealbums bag sig, har de en vis erfaring, skønt de ikke har udviklet sig meget. Deres nye album hedder Anvil Is Anvil og Anvil er sgu bare Anvil. Muligvis det metal band, der vinder på de skæveste og grimmeste ansigtsudtryk. For kønne er de ikke, når frontmand Steve ’Lips’ laver grimasser, mens han masserer sin røde Flying-V guitar med en metal dildo i en guitarsolo og Robb Reiner banker sin tønder, som han har gjort siden de to startede dette band. Nu med ny bassist Chris Robertson, der må være kommet med af to grunde. 1) for sit superfede basspil og 2) fordi han har et ligeså skørt udseende som Lips, med det sjoveste tandsæt og skøre ansigter undervejs. Anvil er skam både underholdende og festligt, men også skævt og bøvet. Bedste nummer var det sidste ”Metal On Metal” fra 1982 albummet af sammen navn. Der hersker ingen tvivl om, hvad vi var kommet for at se og høre. General Udo og hans Flash Rockin’ mænd i en Accept rus.

ANVIL
1. March of the Crabs
2. 666
3. Hope in Hell
4. Badass Rock ‘n’ Roll
5. Winged Assassins
6. Free as the Wind
7. Zombie Apocalypse
8. Mothra
9. Swing Thing
10. Daggers and Rum
11. Metal on Metal

DIRKSCHNEIDER’s ACCEPT LISTE
1. Starlight
2. Living for Tonite
3. Flash Rockin’ Man
4. London Leatherboys
5. Midnight Mover
6. Breaker
7. Head Over Heels
8. Neon Nights
9. Princess of the Dawn
10. Winterdreams
11. Restless and Wild
12. Son of a Bitch
13. Up to the Limit
14. Wrong Is Right
15. Midnight Highway
16. Screaming for a Love-Bite
17. Monsterman
18. Losers and Winners
19. TV War
– – – – – – – – – – – –
20. Metal Heart
21. I’m a Rebel
22. Fast as a Shark
23. Balls to the Wall
24. Burning

DSC_0125

DSC_0126

DSC_0129

DSC_0139