NEWS

SANKTHELL 2018

Comments

SANKTHELL 2018: MUSTASCH + DIRT FORGE + KONVENT + HYPNOS
LOPPEN, CHRISTIANIA
28.12.2018
Tekst: Hesselager
Fotos: Jimmi Brandt

Endnu et år stod datoen på den 28. december. Endnu en gang kommer mini-heavy/doom-festivalen SanktHell forbi Loppen på Christiania. I år har jeg selv set meget frem til SanktHell fordi en af mine personlige favoritter, svenske Hypnos, er på programmet

Hypnos var første navn på programmet. De spiller hvad Peter Béliath, som anmeldte for bladet her til og med 2017, kaldte for “class metal” : Den episke og stilfulde del af traditionel heavy. Tænk Judas Priest fra ’76-’78 eller Scorpions da Uli Jon Roth stadig var med. Hurtig hård guitarmusik med masser af indviklede sangstrukturer, temposkift, dynamik mellem elektrisk og akustisk samt guitardueller. Sidste gang jeg så Hypnos var på Lygtens Kro, dvs i baglokalet af en gammeldags Bierstube, tilbage i 2016. Det var noget af en anden oplevelse at se dem i et dedikeret koncertsted, omend et meget lille og intimt et af slagsen, tilmed med en ny sanger og en trommeslager siden sidst.

Ud af alle de fire bands var Hypnos vel dem, som havde deres image mest i orden: De lignede et rigtigt 70’er heavy band med moustacher, læderveste og trompetbukser. Deres ny sanger Linus Johansson lignede også til forveksling en ung Steven Tyler fra Aerosmith. Han var ikke så teknisk dygtig som Hypnos’ tidligere sanger Philip Lindgren, Linus havde også en dybere stemme så de gamle sange lød ret anderledes, men han havde mere personlighed og interagerede meget mere med publikum end Philip gjorde. Især i de længere mere indviklede sange, hvor han forlangte respons fra publikum før bandet fortsatte videre i sangen.

Hypnos’ lysshow bestod af blåt og rødt lys der skiftede til et nyt mønster, hver gang der skiftedes til et nyt riff eller en ny rytme, eller en længere instrumental passage. Jeg kunne godt lide, der var en slags vekselvirkning mellem de to farver under de (mange) guitardueller. Hvilket bringer mig til: Trommerne og bassen var ret højt i mixen. Det passer godt nok til Hypnos’ lyd som er kendetegnet ef en mere aktive rytmesektion end typisk for traditionel heavy i dag. Af og til i de første to sange kunne jeg bare ikke altid høre begge guitarer. Det trækker ned hos et band, der afhænger så meget af guitardueller, som Hypnos gør. I det mindste fik de styr på det efter et par sange.

De ældre sange i Hypnos’ sætliste (dvs fra de første 2 albums) kunne jeg forresten høre, de havde arrangeret anderledes end på studieoptagelserne. Det vil sige, guitarsoloerne var gjort længere og mere komplekse, og trommeslageren havde tilføjet mange flere fills. Hypnos levede altså stort set op til mine forventinger. Der var bare nogle tekniske problemer med lyden først og sætlisten kun var på en halv time, men det sidstnævnte havde de ikke så meget kontrol ver.

Næste navn var danske Konvent; 4 unge kvinder som spiller grum og primitiv dødsdoom. De har faktisk kun haft et demobånd ude, på trods af hvor mange koncerter de har spillet til og hvor mange fans der har vundet ud. I 2019 går Konvent i gang med at indspille deres 1. fuldlængde album, som de spillede en hel del sange i aftes. Konvent spillede i pink/lilla og tyrkisgrøn dæmpet belysning, med masser af røg så man tit dårligt nok kunne se medlemmerne. Men det skabte en virkelig god uhyggelig overnaturlig stemning, der stadig havde noget stereotypt feminint over sig.

Deres lyd synes jeg faktisk var bedre end både Hypnos og Dirt Forge: Tung, rå og bas-domineret med guitaren sat til lave frekvenser. Konvents trommeslager er virkelig god til at skabe variation og opbygge spænding igennem ret enkle sange ved at variere rytmerne. Helheds-indtrykketm mindede mig faktisk en smule of det finske black metal-band Beherits langsommere sange fx “Demon Advance”, “Gate of Nanna”, “Lord of Shadows and Golden Wood”. Dette kunne også høres af, hvordan guitarspillet varierede dødsdoom-riffse med mere melankolske og melodiske black metal-i-slowmotion passager. Stemningen var faktisk så primitiv og atavistisk, mine tanker mere ledte hen på en stenalder-stammes shamanistiske ritualer end et middelalderligt nonnekloster!

Nummer 3 på programmet var endnu et dansk band, sludge metal-gruppen Dirt Forge. Sidste gang, jeg så dem live, var til psykedelisk rock-festivalen Children of the Sun tilbage i 2016. Da Dirt Forge gik på til lydklip fra gamle film, fik de en regelmæssig heltevelkomst fra publikum. Deres sætliste koncentrerede mere på deres hurtigere rockede sange, der lyder som crustpunk-udgaver af sydstatsrock dog mere teknisk indviklede, end de lange progressive kosmiske doom-epos’er i stil med YOB uden Zenbuddhist-hippie-meditationscirkel-stemningen som de hovedsageligt spillede til CotS. Jeg foretrækker rent personligt sidstnævnte del af Dirt Forges repertoire. Dirt Forge gjorde det dog ret godt i aftes. De er noget mere varierede end de fleste sludge-bands, pga flere passager i sangene hvor bassen overtager guitarens plads som dominerende instrument for ikke at nævne dynamikken mellem growls og rene vokaler.

Til sidst fik Dirt Forge dog også rum til en af de lange tunge kosmiske doom-numre, hvilket jeg bar ret begejstret over. Jeg var også ret imponeret over Dirt Forges lysshow, hvor de havde nøje tilpasset et lysshow til hver sang, der fulgte et sæt mønstre som ændrede sig passende til hver enkelt sangs fortællestruktur. Til de virkelig tunge riffs var hele salen dækket i sygelig grøn, blodig rød eller uhyggelig dyb lilla lys. Deres lyd synes jeg dog var en smule for velpoleret og ren til sludge, foretrak det hvis Dirt Forge havde brugt en beskidt snavset og rå lyd ligesom Konvent. Sådan noget lægger deres navn vel op til, og det synes jeg selv doom metal er nødt til at have for virkelig at ramme hårdt. Måske er det nødvendigt for at man kan høre guitar/bas samspillet?

Hovednavnet var Mustasch. De kommer fra Sverige og har siden engang i 90’erne spillet en slags moderne udgave af hård 70’er rock opdateret til en mere enkel og tør tungere lyd i stil med den grunge som var populær da gruppen blev dannet i 90’erne. De tog virkelig lang tid for dem at få sat deres ting op og få teknikken ordentligt på plads, så de begyndte at spille en halv time længere end annonceret. De tre helt unge bands, der kom før, havde meget mindre erfaring men havde overhovedet ikke de problemer, så det blev jeg lidt irriteret over at Mustasch var så forsinkede. Men da de endelig gik i gang med at spille, var der fuld skrue over lysshowet som sendte store lyskaskader ud i salen og tit skiftede mønster i hver sang som den skiftede gear.

Deres enklere midt-tempo sange havde virkelig god groove og drive, deres virkelig tunge guitartone fik dem til at lyde meget større end deres 70’er forbilleder nok gjorde – samme effekt som Kyuss benyttede sig af. Jeg kunne bedre lide de langsomme doomede sange, hvor de virkelig fik fordel af deres mere moderne guitarudstyr til at skabe nogle enorme ørken-tørre lydlandskaber fyldt med trippede lydeffekter. Det er der nok ikke så mange muligheder for i de konventionelle rock-skabeloner, en stor del af Mustaschs sange holdt sig til. De af Mustaschs sange, jeg endnu bedre kunne lide, var de hurtigere som var fyldt med nærmest thrashede gallopperende riffs og guitar-dueller i stil med Iron Maiden og Thin Lizzy. En sådan kombination hører man nemlig ikke særlig tit i en 90’er-grunge opdatering af 70’er betonrock. Mustasch spillede også i meget længere tid end de andre bands, og havde meget mere interaktion med publikum end de andre tre – dér kunne man virkelig se og høre, de var et erfarent band.

For at være helt ærligt så synes jeg, de første 2 bands gjorde det langt bedst. Især Konvent som bliver bedre og bedre. Dirt Forge var overhovedet ikke dårlige, jeg foretrækker bare personligt nogle andre af deres sange end størstedelen af dem de spillede i aftes. Hvad angåer Mustasch så undrer jeg mig over, hvorfor de var så forsinkede. Deres sange fandt jeg lidt en blandet landhandel. Hvis der var mindre konventionel rock og mere af enten majestætisk ørken-doom eller stenet gallop-thrash i deres sætliste så ville jeg nok have nydt det mere. Jeg har også blandede følelser omkring det faktum, at koncerten startede så sent. (21.30) Det betød, kun det sidste band på programmet kunne spille i længere tid end en halv time. Især fordi sidste års Sankt Hell (med Demon Head, Karma to Burn, Helhorse og Greenleaf) afløb mere eller mindre gnidningsløst. Men ingen koncert hvor jeg fik oplevet et af de i min bog mest undervurderede bands aktive i dag, nemlig Hypnos, for første gang i lang tid og hvor de spillede for et udsolgt publikum, kan have været en fuldstændig skuffelse.