SLÆGT
(Live-show i forbindelse med udgivelsen af albummet “The Wheel”.)
Vega
05.10.2018
Tekst: Nargiz
Foto: Jimmy Brandt
At skrive en så objektiv som muligt anmeldelse af en koncert kan være lidt svært for en nybegynder som undertegnende. Ikke mindst, når jeg er informeret om stjerner der har kurs mod “The Wheel”-albummet. Objektiviteten bliver da også farvet af at møde en kammerat, der kalder sig selv for “en slags pladesamler”. Til min overraskelse har han ikke tænkt sig at tage til koncerten i aften. Selvom han skal noget andet vigtigt, vil han i al travlhed, sikre sig-selv og sin ven The Wheels særudgave. Det bliver da også en anelse for meget, når jeg hører ordene som: “en plade per person!”, når jeg står ved merch-buddet.
Som antydet ovenover, kan man finde solide anmeldelser af selve pladen “The Wheel”. Derfor vil jeg lægge vægt på hvilken stemning pladen blev modtaget med.
Slægt er ikke “bare” et metalband, men er musikkunstnere, der skaber æstetiske liveoplevelser. De vækker sanser som syn, duft, høresanser og den sjette sans, en slags åndelighed. Nogen vil nok også tilføje smagssansen.“Skål”! Synssanser, aktiveres ofte med forskellige for hver koncert dekorationsopstillinger. Der bruges ofte rekvisitter som – stearinlys, skellethoved og røgelse (til duftesansen). Høresanser aktiveres gennem skabelsen af unikke lyde, der forpligter en fan til at møde op til Slægts næste live-show. Hele konstellationen skaber en slags musikalsk åndelighed.
Under intromusikken mødes bandmedlemmer med klapsalver. Den hypnotiserende røgelse under stille musik indstiller os til fordybelse i musikkens univers. Vokalistens stemme og positur manifesterer en tung tilstedeværelse, som forpligter “selfie-generationen” til at lytte aktivt! Der formidles musikalsk mystik, raseri, manifest og alvor. Det sker når Anders “skærer” det usynlige væg mellem ham og os med sin guitar mens han kaster et mystikfyldt blik på publikum. Olle er holder sin bass, som var det et skjold til at forsvare musikken. Selvom det er svært at se Adam er hans trommespil, som altid, energisk og punket!
Publikum svarer igen med luftguitar og lufttrommer (allieret med en sidemand). De deler begejstringen med hinanden i form af anerkendende blikke, famøse “knuckles”. Da et kort forsøg på at starte en moshpit gik i vasken grublede jeg over “torsdags”publikummet”. Det er langt fra alle koncertgængere, der flasher med deres glædelige gensyn med bandet. Nogle lyttere minder mest om den kendte statue af “Tænkeren”, også kaldt “Le Penseur”. Lytter folk med “Tænkerens” sind, krydret med en god portion af mørktsindighed eller er der tale om “de støttende familiemedlemmer, der er der med deres uundværlige støtte”?
Enkelte samtaler under “ambientstykker” kunne tyde på nye sange, der kræver fordybelse. Især af de lyttere, der lider under nutidens såkaldte “swipe”-kultur. Det er som om, det er svært at følge med i den lyd-skabende process, der er i sin tilblivelsesproces. Dog vil jeg bemærke, at nogle sange var ikke nye for en garvet “slægt-fan”, da de blev spillet til nogle koncerter tidligere på året. Måske skyldes den blandede modtagelse af livekoncerten en slags musikalsk forvirring. En forvirring, der transformerer publikum. Det kunne dog også tyde på flere nye fans, da Slægt har som bekendt været på turné i udlandet og er det også nu i skrivende stund.
Den musikalske transformation er til at få øje på, når jeg ser på musikpåvirkede kropsbevægelser både blandt publikum og hos musikere. Det er som om guitaristen Anders og bassisten Olles særegne dans har en afsmittende effekt på nogle lyttere længere inde blandt publikum. Bandets veloplagthed frarøver ens tilstedeværelse i nuet, især under melodiske stykker. Men den åndelige oplevelse får ikke lov til at dvale, da den straks bringer en tilbage med virkelighedskonfronterende lyde. En slags katarsis-hjul, som kører med en skiftende hastighed.
Op mod slutningen takker frontmanden publikum både med ord og gestik. Udgivelseskoncerten afsluttes med en slags performance-rigt outro, hvor musikere forlader scenen en efter anden. Til sidst er det kun musikken, der har det sidste ord.
