PSYKEDELISK FARVETRIP I PINK FLOYDS STØVEDE ARKIVER

NICK MASON’S SAUCERFUL OF SECRETS
FORUM BLACK BOX, KØBENHAVN
03.09.2018
Tekst og fotos: Stephen Rocky Skriver

Billederne er psykedeliske i fremkaldelsen, for sådan var oplevelsen!

Nick Mason, trommeslageren fra Pink Floyd, er 74 år gammel. Han kan stadig slå hårdt og ’skævt’ på sine trommer, som det kræver i Pink Floyds psykedeliske rock galakse. Det beviste han mandag aften i København, hvor det var tydeligt at se, at han nød at spille de gamle syrede Pink Floyd sange med sine ’nye’ medspillere. Vi blev stenet tilbage til 1968. Dengang rockmusikkens progressive og eksperimenterende periode blev født af lyset fra flower power kulturens periode. Ja, det lyder flippet. Det var det også. I en grydefuld af lydeffekter ligeligt fordelt med rock tilsat prismer af lysshow i alverdens 3D farver mixet med boblende old-school dias projektorer og røgmaskiner, kom jeg på forunderlig vis sammen med den godt fyldte sal ud i et fællestrip – tilbage til de psykedeliske tåger fra ungdommens sen 60’er dage. Det var egentligt meget cool og anderledes og Forum Black Box beton blev blødgjort for en aften i røg og lyd og lys.

INTERSTELLAR OVERDRIVE…
Det var med en vis spænding og en smule skepsis over, om de helt gamle Pink Floyd sange vil blive for syrede trods alt. De første albums har jeg stort set kun hørt gennem væggen til min storebrors værelse i 1968. Jeg var 10 år gammel, dengang de første Pink Floyd plader afprøvede eksperimentel rock musik i farver, om man så må sige.

Scenen i Forum Black Box var indhyllet godt i røgmaskinens tåger, så lysshowet kunne spille med alle farverne ned over musikerne, der stort set hele tiden enten var kulørte eller sorte skygger, imens gik musikken i gang for fuld flip i de skæve toner til ”Interstellar Overdrive” og “Astronomy Domine” fra 1967 albummet The Piper at the Gates of Dawn. Jeg vidste det godt. Det vil blive flippet fra starten, men jeg var med på syretrippet hele vejen i de lidt over halvanden time Nick Mason spillede numre fra ”de gamle plader” live på scenen. Til tider weird, mærkeligt, skørt og til tider flot, fedt og fængende. Nick Mason var i godt humør og sagde undervejs, at han aldrig har haft det så sjovt som nu. Godt at vide, at man som 74 årig stadig kan blive høj af rockmusik. Som trommeslager har Nick Mason altid haft en kæmpe gong-gong bag sit trommesæt, men han måtte i Pink Floyd dagene helst ikke bruge den for meget, havde Roger Waters sagt. Nu kunne han endelig banke på den med sine store køller af trommestikker og sætte melodien i gang til den syrede “Set the Controls for the Heart of the Sun”. Guitaristerne spillede og sang godt og fik sammen med hovedpersonen Mason genskabt stemningen fra dengang på farverig vis. Heldigvis fik vi også en af de mere kendte og nyere sange fra 1971 med ”One of These Days” fra Meddle pladen. Ja, det nummer var så kun 47 år gammelt.

Det blev en aften med en stak gamle syrede rock plader fra en svunden tid. Dengang Pink Floyd var med til at sætte et psykedelisk trip i gang i slut 60’erne. Det kørte for fuld damp denne aften og jeg kunne forlade den sorte boks ”Fearless” og “Obscured by Clouds” – sange som var med på sætlisten til Nick Mason’s Saucerful Of Secrets tour.

MERE OM NICK MASON?

Nick Mason er den originale trommeslager i det legendariske britiske prog. rock band Pink Floyd. Han har spillet med på alle Pink Floyds albums og koncerter gennem tiden. Nick har samlet et band af dedikerede gamle musikere for at genopføre nogle af de ældste numre fra Pink Floyds eksperimenterende start på prog. rocken i 1967 – 1972. Særligt sange fra de to første nørdede og stærk psykedeliske lp’er The Piper At The Gates of Dawn (1967) og A Saucerful Of Secrets (1968) er for ægte Pink Floyd kendere, hvor især Pink Floyd guitaristen Syd Barret var med til at skrive flere af de nærmest LSD-prægede syretrip af rocksange. Syd Barrett forlod Pink Floyd efter de to albums (blev erstattet af David Gilmour). Syd var en af de personligheder, der lå på grænsen mellem genial og sindssyg.

De fleste af nutidens Pink Floyd lyttere kom først rigtig med på trippet efter 1973, hvor milepælen Dark Side of The Moon udkom. Herefter er resten et kapitel i den historiske rock encyklopædi, hvor de store 70’er nedslag Wish You Were Here, Animals og The Wall står som mejslet i hall of rockens fame. Pink Floyd har over årene rundet over 250 millioner solgte albums, bum!

Nick Mason’s Saucerful Of Secrets band
Trommeslager Nick Mason, guitarist/sanger Gary Kemp, bassist Guy Pratt (har spillet med Pink Floyd), guitarist/sanger Lee Harris og keyboardspiller Dom Beken.


Syreliste (sætliste)

Interstellar Overdrive
Astronomy Domine
Lucifer Sam
Fearless
Obscured by Clouds
When You’re In
Arnold Layne
Vegetable Man
If
Atom Heart Mother
The Nile Song
Green Is the Colour
Let There Be More Light
Set the Controls for the Heart of the Sun
See Emily Play
Bike
One of These Days
***************
A Saucerful of Secrets
Point Me at the Sky

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *