NEWS

SIG RESPEKT, SIG SLÆGT

Comments

SLÆGT STARTEDE SOM ET KULT-NAVN INDENFOR RÅ PRIMITIV BLACK METAL. I DAG ER DERES SIGNATUR-LYD AMBITIØS MELODISK BLACK/DEATH MERE I STIL MED SVENSKE BANDS SOM DISSECTION OG SACRAMENTUM. DET APPELLERER BÅDE TIL DEN EKSTREME UNDERGRUND OG FANS AF MERE TRADITIONEL HEAVY. METALIZED HAR BESØGT BALLADE STUDIO I NØRREBRO FOR AT SMUGHØRE DERES KOMMENDE TREDJE LP “THE WHEEL” SAMMEN MED SLÆGTS MEDLEMMER OG PRODUCER LASSE BALLADE.

Artikel: Hesselager
Fotos: Jimmi Brandt
28-08-2018

Jeg var ikke helt sikker på, hvor Ballade Studie lå nøjagtigt. Jeg havde før nemlig kun set det på Facebook-sider for musikgrupper som optog dér ikke kun Slægt men også fx Demon Head, mao aldrig selv været der. Derfor dukkede jeg op i god tid hvis nu, jeg ikke kunne finde lokalerne. Flere af de udsendte fra andre danske metal-tidsskrifter var forsinkede på grund af regnvejret, så lyttesessionen gik i gang noget senere end det kl. 19 sharp som var annonceret.

Det gjorde dog ikke nogen større forskel. Slægt havde nemlig sørget for at lave The Wheel et relativt kort album på kun 42 minutter, så det passer på én lp. Årsagen? Deres sanger/guitarist Oskar J. Frederiksen blev ret frustreret, da han så vinyl-udgaven af Slægts sidste album Domus Mysterium som blev 2 lper men kun 3 sider. Derfor blev lyttesessionen opdelt i 2 halvdele på cirka 20 minutter, én for hver side af lp’en, med pause midt i mellem og spørgsmål-og-svar til sidst. Med andre ord er The Wheel opbygget som et klassisk rock-album, hvor der er taget højde for at hver side kan høres for sig som samlet helhed og som to yin-yang halvdele af samme lytte-oplevelse. Pladen blev indspillet i marts på 12-13 dage. Ifølge medlemmerne var der én dag, hvor de var 21 t. I studiet frem til kl. 07 om morgenen. Lasse Ballade, der også producerede Domus Mysterium, har mixet og masteret. Albummet udkommer officielt den 5. oktober, men allerede den 4. oktober hvor Slægt giver koncert på Lille Vega (med support fra svenske Maggot Heart) ville det være muligt at købe pladen til koncerten. Til samme koncert har de forresten tænkt sig at opføre The Wheel i sin helhed.

Desværre havde vi ikke mulighed for at læse sangteksterne ej heller for at se hverken albumcoveret eller illustrationerne til booklet’en til den færdige plade, noget jeg blev noget skuffet over da jeg havde glædet mig til at diskutere teksternes indhold og den visuelle side med medlemmerne. Det er nemlig noget, som Slægt fra start af har gjort en dyd ud af at have et unikt image: Deres første LP Ildssvanger har et minimalistisk hvidt abstrakt design, ep’en Beautiful and Damned som krystalliserede har grå ikke sort baggrund og tekst i Times New Roman i stedet for gotisk skrift… over et mode-fotografi fra 1920erne? Så har vi deres live-beklædning: Tøj fra 1700/1800-tallet i stedet for corpsepaint, læder og nitter. Alt sammen gør Slægt til et band, man lægger mærke til og husker frem for andre lignende grupper. Jeg undrer mig fx om titlen The Wheel hentyder til bandets emblem, der minder mig om et slags sol-symbol. Ifølge bandet er det dog “Djævlens Øje”. Men de gamle ægyptere afbildede jo solen som guden Horus’ øje. Sådan en diskussion kan jeg nok få med Slægts medlemmer senere hen, men jeg ville gerne have haft muligheden for at diskutere det i større dybde.

Den første side på The Wheel starter med lydoptagelser af havet, der rammer en kyst. Så bliver lytterne ramt af en storm af episk, aggressiv black metal som hurtigt går gennem mange forskellige tempoer, rytmer og riff-stilarter på kort tid for at omhyggeligt opbygger spænding som udløses i lange instrumentale passager. Den næste sang bliver en afslappet rock-ballade i black metal-gevandter med igen masser af indviklede guitarmelodier og gallopperende riffs i Iron Maiden-stil. Et helhedsindtryk begynder at forme sig: Sangene på The Wheel er kortere end dem på både Beautiful & Damned og Domus Mysterium, men bevæger sig endnu fjernere fra traditionel rock-sangstruktur i at de tit tager uventede drejninger i lange instrumentale passager med indviklede guitardueller. En slags black/death metal-udgave af det hårde 70’er-prog-band Wishbone Ash, der netop gjorde den slags sangskrivning til deres signatur? Hver af sangene følger også en nøje gennemtænkt fortællestruktur i samarbejde med OJFs sangtekster, ofte afbrudt med elegante akustiske interluder i stil med dem på Dissections The Somberlain. Udover det er guitarlyden meget varmere og organisk – og benytter sig af mange flere nærmest psykedeliske effekter. I de mere stille øjeblikke mindes man næsten om en mere metallisk udgave af garage-syrerock-gruppen The Black Angels. Både producer Lasse Ballade og deres anden guitarist Anders M. Jørgensen indrømmer også i pausen, at de har lavet det nye album til at skulle høres med ørebøffer. Derfor har de inkluderet masser af detaljer, som først dukker op efter gentagne lytninger. Dvs vokalerne og trommerne optaget i ekko-kamre, samt sektioner hvor trommerne er blevet spillet baglæns. For ikke at nævne at begge guitarister har købt nye forstærkere og instrumenter, plus flere effekt-pedaler såsom wah-wah og phasers. Disse kan især høres på det 4. nummer “Citrinitas”.

Dét, som jeg mest af alt imponeres af ved Slægts musik er hvor perfekt balance de har opnået mellem de mere abstrakte og ekstreme metal-inspirationer på den ene side, og inspirationerne fra traditionel heavy metal og hård rock på den anden side. Med andre ord har de totalt undgået de akavede overgange eller instrumentaler, der ikke passer sammen overhovedet, som skæmmer virkelig meget melodisk black/død som ellers forsøgte stort set samme balancegang. Den eneste anden metalgruppe af sin generation, der opnår samme gnidningsløse kombination af ekstreme og traditionelle undergenrer, må nok være den tyske black/doom-duo Mantar som netop også gør en dyd af at aldrig lave det samme album to gange eller anvende traditionel metalsymbolik uden at have en original større sammenhæng at placere det i. Så det her spørger jeg strakts AMJ om: Hvad er Slægts hemmelighed bag, hvordan de får meget forskellige inspirationskilder til at passe sammen uden nogle større problemer? Hans svar er ret prosaisk: Ikke alt, som Slægt indspiller, er baseret på første intuitioner selvom noget af det selvfølgelig er. Hvis de ikke er sikre på, om noget vil helt virke perfekt i resten af sangen så smider de det simpelthen ud i stedet for at forsøge at få det til at fungere.

Så starter lytningen af side B. Første sang på siden starter blidt akustisk – og så går det over i barsk, hurtig black metal. Jimmi Brandt udbryder “dét her bliver fedt live!”. Sangen går videre til at skifte mellem en hurtig storm af sylespidse riffs og mere traditionelle metal-melodier. Så kommer der militære trommerytmer med akustiske guitarer og spacy lyd-effekter henover.

Den næste sang på 2. side starter med et guitar-riff, der minder virkelig meget om AC/DCs “Thunderstruck”. Den slår derefter over i et indviklet epos der er lige dele melankolsk black metal, interluder med ren sang og violiner plus 70’er-rock-hyldest med masser af guitar-dueller på højde med Thin Lizzy og Wishbone Ashs fineste øjeblikke. Titelnummeret, der afslutter The Wheel, viser sig så som det hurtigste og skarpeste – mest konventionelle black metal-nummer på pladen med masser af indviklede melodier og teksturer. Der bliver dog igen plads til nogle mere rockede melodier – en af de tilstedeværende joker, at det her nummer ryger lige ind på Level 5 i Guitar Hero.

Til sidst under spørgsmål-og-svar delen, kommer OJF ind på hvorfor The Wheel er blevet Slægts mest varierede album indtil videre. Den røde tråd for ham var at komprimere alle de forskellige idéer og inspirationer, de lagde ud på Domus Mysterium, ned i mere kompakt og kortfattet form. Sidste nummer på side A bekræfter han, også blev spillet i Slægts sætlister på Roskilde Festival 2018. Sang no 2 på 2. side bliver der også spurgt om, er så en bevidst hyldest til AC/DCs “Thunderstruck”? I stedet svarer han, det snarere er en hyldest til “Oppression” af NwoBHM-gruppen Satan. Én blandt de tilstedeværende spørger, om det var Satan hvor ét af medlemmerne vandrede ud i ørkenen for at ofre sit blod til Djævelen – det korrigerer Oskar til, i stedet var nogen fra Necrovore. (et af USAs tidligste black metal-bands) En anden hører noget 80’er-postpunk/goth i de mere stille sektioner og OJF afslører også at han har hørt The Sisters of Mercys debut-lp First and Last and Always fra ’85 ret meget på det seneste – alt hvad de hører påvirker på en eller anden måde det endelige resultat.

Medlemmerne i Slægt afslører flere af hemmelighederne i deres kreative proces. I AMJs ord skriver sangene sig selv intuitivt. Tit kommer ét medlem med en samling af idéer eller riffs, og så kommer nogen med et oplæg til at få en fortællling ud af det. OJF skriver så teksterne til sidst – med et digt eller en fortælling ud fra hver sang. Dvs det modsatte af en typisk sangskriver, der starter med teksterne og skriver musikken ud fra det. Han indrømmer også, han ser sig selv som “musiker” snarere end “sangskriver”. (måske forbinder han det sidste mere med Leonard Cohen eller Bob Dylan?) Han starter dog med en sangtitel, han samler de forskellige idéer under som udgangspunkt for hver sang – en slags overordnet koncept, før han skriver resten af teksten. Ét eksempel er sang nr 3 “Perfume & Steel”, en titel han fik idéen til som metafor for bandet som helhed og deres samlede oplevelser. Parfumen hentyder til deres røgelse på scenen, stålet hentyder både til deres instrumenters strenge men også heavy metal som genre. Til sidst fik han så en fabel om fire riddere ud af det, som en slags metafor for Slægts medlemmer.

Diskussionen går videre til udgivelses-koncerten d. 4. oktober, hvor de skal spille hele The Wheel fra start til slut. Hvad gør de så med strygerne på ét af numrene? De hyrede en sessions-musiker til det, som sandsynligvis ikke ville have tid. For ikke at nævne at flere numre bruger en masse studie-tricks, der vil være svære at genskabe live. Måske vil de kunne hyre en violinist hvis de skulle spille i DR Koncerthus, men sådan som tingene går nu vil det mest sandsynlige være at de afspiller nogle båndoptagelser af samme sektioner over Vegas lydanlæg. Men Slægts medlemmer gør det også klart, at studie-optagelser og live-optræden er 2 meget forskellige ting. Live-udgaverne af deres sange er tit radikalt anderledes, fordi det ville være kedeligt at gå til koncert og få nøjagtig samme oplevelse som hvis man blev hjemme og hørte studie-optagelserne. For eksempel har de tænkt sig at erstatte de længere outroer til enkelte sange med instrumentale noise-freakouts.

Så kommer Slægts medlemmer med nogle underholdende anekdoter fra optagelsen af The Wheel. For eksempel har de sørget for at få hver sang rigtigt i fem takes max, optaget “live in studio” med alle medlemmerne på én gang (dvs i stedet for at optage hvert medlems dele for sig) for at få mere dynamik mellem instrumenterne end før. Så nævner ét af medlemmerne, “på 3 af sangene har ingen af os noget tøj på overhovedet”.

Jeg får forresten ét af mine spørgsmål til bandet, jeg gerne har ville stille dem i lang tid, svaret: Nemlig hvorvidt det er et problem for deres karriere, at deres navn er svært at søge efter eller udtale for folk udenfor Skandinavien. Oskar svarer så, han har et mantra til ikke-skandinaver for at udtale bandnavnet: “Say respect, say Slægt”.

Man forestiller sig en alternativ tidslinje, hvor Oskar er en populær selvhjælps-pop-psykolog mens Svend Brinkmann er black metal-musiker…

Introtekst: Mandag aften d. 27 august havde Slægt inviteret flere danske metal-anmeldere til en gang smug-lytning på deres kommende tredje album “The Wheel” i Ballade Studie. To af dem var Metalizeds Simon Hesselager og Jimmi Brandt, der har fået denne reportage ud af oplevelsen.