NEWS

King gizzard and the Lizzard Wizard (6 of 1)

Tro på reptilherrens tegn!

Comments

KING GIZZARD & THE LIZARD WIZARD + AMYL AND THE SNIFFERS
Vega, København Vest
07.08.2018

Anmeldelse: Hesselager
Fotos: Jimmi Brandt

Jeg er selv noget træt af hele retro-60er/70er-syrerock bølgen, der er svømmet over den hårde rocks verden over de sidste 4-5 år, her på det sidste. Jeg opfatter mig ellers som en fan af genren, men der bare så mange nye grupper og plader i den stil at jeg kun har brug for de kunstnere der har et eller andet unikt som skiller dem ud fra stort set alle andre på scenen.

Ét af dem er det australske syvmands-orkester King Gizzard and the Lizard Wizard, der i gåraftes spillede i en ikke helt udsolgt men ret proppet Store Vega. Deres signaturstil er en overraskende gnidningsløs blanding af 60’er-garagerock, 80’er-støjpunk og improviseret jazz-inspireret avantgarderock i stil med Captain Beefheart eller Frank Zappa. Med andre ord kan de bygge bro mellem flere forskellige musik-subkulturer, gennemsnitsborgeren ellers ikke forbinder med hinanden. Den røde tråd er universet for KG&TLWs sangtekster, image og musikvideoer, der trækker på lige dele science-fiction kitsch og stereotyp australsk nonsens-humor. Ligesom japanske The Boredoms, der anvender lignende opkog af inspirationer bare fra den asiatiske i stedet for angelsaksiske kulturkreds, er de også nærmest latterligt produktive – i 2017 udgav de 5 albums på ét år.

Opvarmningen kom fra et ret usandsynligt valg, nemlig Amyl and the Sniffers – et australsk punkband i midt-70’er-stil tydeligvis modelleret efter Blondie komplet med en Debbie Harry-lookalike-sangerinde. Jeg regnede ellers ikke med, at deres fanbase ville overlappe med KG&TLWs overhovedet – måske en delt værdsættelse for 60’er-garagerock? Det viste der dog senere hen at være en god grund.

Amyl and the Sniffers gjorde det såmænd ret godt. De viste sig at have en original lyd, som varierede det hurtige lige-ud tre-akkord-rock med nogle tungere langsomme riffs og flere guitarsoloer end typisk for genren. Guitartonen var også hårdere, varmere og mere crunchy end sædvanligt. Den virkelige attraktion var Amyl, som var en af de mest underholdende rocksangere jeg længe har set. Hendes bevægelser på scenen virkede lige så tit foruroligende som sexede, og så havde vi hendes sans for humor: Det var lang tid siden, jeg havde set nogen musiker komme med så underholdende fornærmelser til publikum under koncert. Men det passede fint sammen med hendes sangtekster, der tog pis på de mest fucked up sider af moderne australsk kultur. Det, som virkelig fik Amyl and the Sniffers til at hænge sammen var deres virkelig gode kemi som band, noget som i min erfaring er endnu vigtigere i musik som ikke er særlig teknisk indviklet. Hvis der var nogle minus-punkter, var det at jeg faktisk synes at Vega havde gjort for meget i at tilpasse lysshowet til hver sangs unikke stemning – hvilket jeg syntes ikke passede til et så uprætentiøst og street level band som A&TS.

King Gizzard and the Lizard Wizard spillede så i næsten 2 timer. De havde jo brug for at inkludere noget fra ikke kun alle de fem albums, de udgav i 2017, men også deres gennembrudsalbums I’m In Your Mind Fuzz fra 2014 og Nonagon Infinity fra 2016 på sætlisten. Derfor var det virkelig heldigt, koncerten var arrangeret så tidligt på dagen som den var nu når den foregik på en hverdag. (dørene åbnede kl. 19, Amyl gik på 20 og King Gizzard kl 21)

Denne gang benyttede KG&TLW alle de muligheder, Store Vegas udstyr gav dem for at skabe så helstøbt en multimedie-oplevelse som overhovedet. Lærredet bagved blev der projekteret optagelser af computer-animerede rumlandskaber og abstrakte geometriske mønstre på. Det var bevidst lavet i primitiv 80’er-stil med masser af VHS-glitches for at få den rigtige retro-science-fiction stemning. Lydsystemet blev også flittigt udnyttet, man meget bedre kunne høre nuancerne i det instrumentale sammenspil hvilket er ret vigtigt for et band der har 3 guitarister og 2 trommeslagere.

Resultatet var, det stod endnu mere frem end på deres studio-optagelser, hvor mange af KG&TLWs guitar/synthesizer-melodier er modelleret på dem fra gamle science-fiction/horror-film-soundtracks. Eller for den sags skyld, hvordan man på de mere afslappede og tilbagelænede jazzede numre såsom “Nuclear Fusion” eller “Rattlesnake” bedre kunne høre de indviklede rytmer, der bærer de sange og driver dem fremad. Mens de tunge sektioner i fx “Lord of Lightning” nu slidt kunne konkurrere med Deep Purples hårdeste.

Det var dog i de hurtige sange såsom “Gamma Knife” og “People-Vultures”, hvor det gik op for mig hvorfor KG&TLW havde endt med et punkband som opvarmning. Live føltes de sange nærmest som Motörhead-inspireret punk med 2 x dobbelt-bastromme-D-beats samt lag af spacy teksturer fra synthesizer, mundharmonika og to ekstra guitarer. Dette forklarede også, hvorfor jeg til de sange så større moshpits end til de fleste crust/grind-koncerter! Da indså jeg pludseligt: KG&TLW er mere eller mindre Generation Ys svar på Hawkwind, specifikt deres mid-70’er-lineup cirka Warrior on the Edge of Time hvor de havde 2 trommeslagere, ie et af de meget få bands som hippier, metalhoveder og punkere kan enes om. (MC5 er et andet) Et kig på publikum afslørede nemlig medlemmer af subkulturer, der ellers undgår eller hader hinanden side om side…

Koncerten endte på mere mindeværdig vis, end jeg husker at have set i meget lang tid: Det sidste jam, løst baseret på “Rattlesnake”, blev trukket ud til en stille falsk slutning som guitarist/sanger Stu Mackenzie først endte da hele publikum havde sat sig ned og begyndte klappe med trommerytmerne – og så gik alle instrumenterne løs i et eksplosivt klimaks til aftenen, da han havde fået hele publikum med til at deltage. Føltes som et virkelig WTF-øjeblik, men ét af dem som man sjældent oplever i dag.