NEWS

Northside 2018

Comments

NORTHSIDE, AARHUS
08.06.18
Af Anders Nygaard
Billeder: Mariann Libach Burup

Heavy rock er igen blevet et tilløbsstykke på de danske festivaler. Det er jo sådan set dejligt men også en lille smule frustrerende, at man hver sommer bliver nødt til at fare land og rige rundt for at nå bare en brøkdel af de store navne. Men det er selvfølgelig et luksusproblem.
Northside er en af de festivaler, som de senere år har eksperimenteret med heavy rocken. Sidste år var det Primus og Puscifer og året før det både Deftones og Refused. Meldingerne fra Northside har dog i høj grad været, at de tungere navne har haft svært ved for alvor at samle masserne foran scenen. Ikke overraskende for Northside har i sine første leveår ikke ligefrem markeret sig som det mest oplagte samlingssted for heavy hoveder. Men der er altså noget som tyder på, at Northside gerne vil være med til at vende den tendens. Ikke fordi Northside er begyndt at booke hverken death eller black metal men fordi, at de i år faktisk havde sammensat et fredagsprogram med så tilpas meget guitartyngde, at netop heavy hovederne burde kunne finde underholdning nok til hele dagen. Det er solidt bookningsarbejde af Northside, men det afspejledes desværre ikke altid foran scenerne, hvor der ofte var store huller. Flere bands havde desuden noget svært ved at engagere publikum, og det skæmmede især dagens første koncert med Body Count.

Body Count

Det var noget af en kanin, Northside trak op af hatten, da de annoncerede Body Count. Et legendarisk orkester som appellerer til både heavy fans, og til dem som bare godt kan lide at holde en fest og synge med på noget gangster rap. Det fungerede fremragende, da Body Count senest gæstede Copenhell, men som åbnings act på Northsides andendag skulle det vise sig, at de stod over for en noget større udfordring. For det første var det bragende varmt, for det andet var der ikke dukket ret mange mennesker op på pladsen, da klokken slog 13:20, og for det tredje så havde de fleste af dem som faktisk var mødt op tømmermænd.
Foran et simpelt bagtæppe indtog Body Count, med navnkundige Ice-T i front, scenen. Fuldstændig iskoldt bouncede Ice-T ind over scenen, kastede et blik på publikum, iførte sig langsomt sorte handsker og kastede sig så direkte ud i et Slayer cover.
Det var dog langt fra nok til at få gang i det sløve publikum, som passivt gyngede i solen. Og Ice-T var ikke tilfreds. Han var slet ikke tilfreds, og det lod han højlydt publikum vide: ”We have been all over Europe and I gotta say that you guys are the biggest bunch of pussies I have ever seen”, udbrød han frastødt og fortsatte med at tilsvine de bløde danske mænd: ”there is a problem here and it is called the pussification of men”. Det skabte en del latter blandt publikum, men øgede desværre ikke energiniveauet.
Langsomt løsnedes stemningen dog, og man må bare give Mr. Ice, at det ene og alene var hans fortjeneste. Aldrig gav han op, konstant var han ærlig, nærværende og ærgerrig. Det lykkedes ham endda at få arrangeret en wall of death, og inden ”Talk Shit, Get Shot” holdt han en mindre tale om familieværdier. Meget passende inviterede han sin toårige datter på scenen for at danse med, ligesom han udråbte sig selv som onkel for en otteårig dreng, der sad på skuldrene af sin far og rockede med. Uncle Ice. Ikke en dårlig relation at have.
Bortset fra det ofte akavede forhold band og publikum imellem så var det nu faktisk et yderst velspillende band, vi så på scenen denne tidlige eftermiddag på Northside, og Ice-T var præcis ligeså vred, satirisk og spydig, som vi kender ham. ”No Lives Matter”, ”Body Count” og ”There Goes the Neighborhood” var for mig højdepunkterne. Desværre fik de kun 40 minutter på scenen, og det sluttede således, da det først rigtig var ved at komme i gang.

Rival Sons

Til tonerne af klassisk westernmusik gik Rival Sons på Northsides grønne scene kl. 15:15. Der var væsentligt flere mennesker, end da Body Count spillede tidligere på dagen, og samtidig virkede Rival Sons til at matche Northsides profil noget bedre. Rival Sons er et band, som man kan tillade sig at stene til, og det var Northside helt klar på i sommervarmen.
Uden respekt for unødige kunstpauser bragede Rival Sons ud over scenekanten med den ene veleksekverede rockbasker efter den anden. I begyndelsen var der desværre knas med lyden, men da de først fik styr på det, var der ikke meget at udsætte på koncerten, som på den anden side nok heller ikke kommer til at stå særlig stærkt i årets huskebog.
Det var ufarligt og på mange måder meget lidt revolutionerende, men til gengæld var det velspillet og forsanger Jay Buchanan kom i sine slidte hvide klipklapper godt rundt på hele scenen og i nogen grad ud over dens kant. Særligt ”Jordan”, som blev dedikeret til netop afdøde Anthony Bourdain, gjorde indtryk.

A Perfect Circle

Sidste år løb Northside med Puscifer, og i år var det så A Perfect Circle, som stod på den store scene. Selvom de fleste nok trods alt hellere bare ville se Tool, så må det alligevel betragtes som lidt af et scoop fra bookernes side.
Efter 14 års albumpause vendte A Perfect Circle tidligere på året tilbage med albummet Eat the Elephant. Ikke til stående ovationer, ikke udelukkende i hvert fald, men pladen indeholdt trods alt et par stærke numre. 18 år var det til gengæld siden, de sidst havde spillet i Danmark, og derfor var der god grund til at glæde sig til både nyt og gammelt materiale.
Scenen var simpel men stilfuld. Sort i sort. Et blankt lærred med plads til at fylde alle de farver på, som man har lyst til. Og det gjorde A Perfect Circle så på forbilledlig vis over en time og femten minutter. Med stor og voldsom effekt åbnede de showet med ”Counting Bodies Like Sheep to the Rhythm of the War Drums”. Iklædt tredelt jakkesæt i primært knaldrøde farver, spraglet slips, tyk fingerring og blå/gule sko styrede Maynard James Keenan showet fra et hævet podie bagerst på scenen. De lange lokker mere gråsprængte end nogensinde, øjnene sortmalede.
Det blev efterfulgt af den rablende og skønt paralyserende ”Hourglass”. En sang med et stort sing-along potentiale som desværre ikke helt blev forløst. Det blev det til gengæld i stor stil under ”Weak and Powerless”, hvor Northside for første gang rigtig slog sig løs. Det er samtidig et nummer, der fint eksemplificerer hvor fremragende Keenan stadig synger. Også under ”Disillusioned”, ”The Contrarian” og særligt ”So Long, and Thanks For All the Fish” gav Keenan fine eksempler på sine evner. Særligt den fine lyse vokal står bare fuldstændig skarpt.
Som musikken var aftenens koncert med A Perfect Circle på mange måder en meget introvert oplevelse. På stort set intet tidspunkt forlod Keenan sit podie bagerst på scenen, og alligevel nåede både han og de resterende medlemmer langt ud over scenekanten. 14 numre blev det til i alt, og ud over førnævnte højdepunkter kan blandt andet nævnes ”The Doomed”, ”The Outsider”, ”TalkTalk” og et cover af AC/DC klassikeren ”Dog Eat Dog”, som blev dedikeret til både Malcolm Young, Chris Cornell og Anthony Bourdain.

Kellermensch

Kun med sin guitar som følgeskab gik forsanger Sebastian Wolff på scenen og spillede hele første nummer alene. Til stor begejstring for publikum som højlydt hujede ham igennem hele det første let afdæmpede nummer. Smukt og gribende og i kæmpe kontrast til det inferno af lyd og bevægelse som opstod, da bandets syv(!) resterende medlemmer kom på scenen efterfølgende.
Der sker så enormt mange ting på scenen, når Kellermensch spiller. Mennesker, instrumenter og lyde over alt. Det er ganske forvirrende, men heldigvis har Kellermensch fundet en musikalsk opskrift, som er så tilpas rytmisk, både tung og melodisk, at man nemt kan finde mening i galskaben. Også midt i det kaotiske live-billede.
Kellermensch havde denne aften fået Northsides lille scene. Den fyldte de fint ud, og det virkede i det hele taget som et godt match, selvom Kellermensch tungsindige tag på heavy rocken stod i spøjs kontrast til det lidt latterlige, nuttede og rødpyntede festivalområde. Det blev da heller aldrig helt så dystert, som man kunne have tænkt sig. Selvom sange som ”Mediocre Man”, Remainder” og ”The Pain of Salvation” fungerede godt, så er der bare noget ved Kellermensch, som fungerer bedre i et lukket, mørkt lokale og foran et publikum, som forstår og værdsætter deres tungsind. Helt igennem lydmuren kom de i hvert fald aldrig på Northside. Lyden blev desuden ofte mudret, og derfor forsvandt mange af detaljerne.

Queens of the Stone Age

”Singin’ in the Rain” spillede på anlægget, og lysshowet var usædvanlig flot, da Queens of the Stone Age gik på scenen som et af årets ubetingede hovednavne. Indledningsvist blev vi præsenteret for to nyere numre, ”Feet Don’t Fail Me” og ”The Way You Used To Do”. Northsides ualmindeligt dårlige koncentrationsevne in mente må det siges at have været en fejlvurdering fra bandets side. Ethvert afdæmpet øjeblik tolkes som et oplæg til højlydt samtale på den her festival, og det kan faktisk være frustrerende. Derfor blev åbningen på Queens of the Stone Age anden Northside koncert da heller ikke sindsoprivende, og der skulle en del hårdt arbejde til, før det virkelig begyndte at svinge.
Heldigvis har Queens of the Stone Age sange som ”No One Knows” i bagkataloget, og det var da også netop den sang som kort inde i sættet formåede at løfte stemningen og niveauet. En lidt for lang trommesolo lidt for tidligt i sættet trak dog tempoet ud af det ellers fine momentum, og publikum hengav sig igen hæmningsløst til samtalen med sidemanden.
Netop det kraftfulde og præcise trommespil viste sig ellers senere at være en af de helt store styrker. Blandt andet under dejligt friske ”I Sat By the Ocean” og ”Domesticated Animals”, hvor Josh Homme for første gang viste lidt tiltrængte tænder, da han i skarpe vendinger beordrede sikkerhedsvagterne til at lade publikum feste i fred. ”You work for me”, snerrede han vredt. Ud over at være en både karakteristisk og til tider bidsk frontmand så har Josh Homme stadig en fantastisk stemme. Knastør og monoton som en ørkestorm men klar og forfriskende som en ferskvandskilde. Han er en både stil – og præstationssikker frontmand, og derfor er Queens of the Stone Age som regel altid garant for solide koncertoplevelser. Desværre var der denne aften et alt for stort fokus på de to seneste plader, og det gjorde altså, at vi måtte igennem flere meget lange døde perioder, før vi kom til det som folk virkelig havde glædet sig til. Med ”Little Sister”, ”Go With the Flow” og ”A Song for the Dead” sluttede de dog af med lidt af et brag, og Queens of the Stone Age efterlader derfor trods alt et positivt indtryk.

Dizzy Mizz Lizzy

Efter Dizzy Mizz Lizzys endelige tilbagevenden til musikscenen i 2014 har det for alvor taget fart for den garvede trio. Der må være tale om et sjældent succesfuldt comeback, og Dizzy spiller i øjeblikket flere og større koncerter end nogensinde før. Dizzy Mizz Lizzy live in concert er nærmest blevet en hverdagsbegivenhed, og derfor heller ikke noget man for alvor ser frem til.
Man skal dog ikke tage fejl af Tim Christensen og co. for det er noget af et rock-maskineri, de efterhånden har stablet på benene. Det er 100% velsmurt fra start til slut, og der efterlades ikke noget til tilfældighederne. De tre musikere udgør ikke som sådan nogen fysisk magtfaktor på scenen, men til gengæld er de omgivet af et enormt flot lysshow og i dagens anledning også af fyrværkeri. På den måde lykkes det dem at fjerne fokus fra det faktum, at de ikke ligefrem selv er de store entertainere. Martin Nielsen og Søren Friis er der ligesom bare, og derfor er det op til Tim Christensen at underholde publikum. Det går fint så længe han synger, men imellem numrene bliver det tydeligt, i nærmest pinlig grad, hvor lidt Tim Christensen egentlig har på hjerte. Altså ud over at det rimer på smerte. Og at ”say my name” rimer på Silverflame.
Og her har vi så Dizzy Mizz Lizzys styrke. Det er ikke bandets performance, og det er da slet ikke de nye sange fra hverken det forrige eller det kommende fuldlængdealbum. Det er den overflod af letgenkendelige rockbaskere og rimende omkvæd (som kun Tim Christens kan rime), som de trods alt har på samvittigheden. ”Silverflame”, ”Waterline”, ”Love is a Loser’s Game”, ”I Would If I Could But I Can’t”. The list goes on, og det er praktisk talt umuligt ikke at synge med. Og det gjorde Northside så. I stor stil. Om man kan lide det eller ej, så var det endnu engang Dizzy Mizz Lizzy som sikrede folkefesten.