NEWS

1000 Mods (17 of 1)

Stenerkaravane fra Sydeuropa

Comments

1000 MODS + FUZZ ORCHESTRA + HJORTENE
Spillestedet Stengade, Nørrebro
23.04.2018

Af Hesselager

Fotos: Jimmi Brandt

Græsk heavy metal er ikke noget, man umiddelbart forbinder med stenerdoom. Grækerne har nemlig hovedsageligt stået sig for unikt melodisk og sofistikeret black metal (Rotting Christ, Varathron, Zemial) eller episk heavy/power metal efter ”Manowar uden den ufrivillige humor”-modellen. (Battleroar, Wishdoom) Indtil det spøjst navngivne 1000mods pludselig eksploderede i 2010erne med deres nostalgiske tilbageblik på 90’ernes nostalgiske tilbageblik på 70’ernes hårde syrerock og tidlige heavy metal. (dvs i lyd mere Kyuss og Sleep end Hawkwind og Black Sabbath og ideologisk mere Terence McKenna end Timothy Leary for den sags skyld) Mandag den 23. april spillede de så for første gang på dansk jord, på Stengade i Nørrebro der var overraskende tæt proppet af en mandag aften at være.

Der var dog to opvarmningsbands, der begge havde hver deres unikke tag på samme genre. Første var danske Hjortene, der annoncerede at aftenens koncert var deres næstsidste overhovedet. Grækenland er i det mindste et solbeskinnet land med store majestætiske naturområder ligesom det sydvestlige USA, men det er noget sværere for danskere at komme på den rigtige mentale bølgelængde til at få den såkaldte ”ørkenrock”-stemning helt korrekt.

Hvad gjorde Hjortene så? De gik på scenen med C. V. McCalls country-hit ”Convoy” fra 1975 som underlægningsmusik, der lagde stemningen hen til både 70’erne og det Sydvestlige USA dvs den moderne stenerrock-scenes to største kulturelle referencepunkter. Belysningen var også gullig orange og kølig blå som sendte tankerne hen til både store udstrakte ørkener og skyfri sommerhimler.

Hjortenes musikstil var så enkel hovedsagelig midt-tempo riff-rock som af og til slog over i hurtigere punkede sektioner. Hvad der fik dem til at stå ud blandt andre er meget aktiv bas-spil, der slyngede sig omkring guitarspillet som ørkenlandskabet omkring en øde motorvej, samt en trommeslager som havde nok jazz-inspiration til hele tiden at benytte sig af meget mere opfindsomme kombinationer af sit trommesæts forskellige dele. (især bækkener) Guitarist/sangeren, der lignede hvad der ville ske hvis Fenriz og Nocturno Culto fra Darkthrone blev kombineret til samme person, havde forresten en fantastisk federe-end-hele-Mcdonalds’-menu-guitartone og benyttede sig af en masse fantastisk spacy og syrede lyd-effekter til at tilføje en masse ekstra variation til en musikstil, der ellers ikke var særlig indviklet. Jeg kunne også godt lide, at medlemmernes attitude og scene-opførsel var meget in-your-face og aktiv end typisk med guitaristen og bassisten begge gående op til kanten af scenen ret tit.

Til sidst annoncerede medlemmerne, at dette var deres næst-sidste koncert som Hjortene og nu ville spille to sange som deres næste inkarnation The Sledge. Deres nye sanger gik på scenen, og guitaristen skiftede sin Gibson SG til en Fender Telecaster. The Sledge har vist sig at være et helt anderledes band – langsom episk doom med meget mindre fuzz og spacy effekter men en obskønt crunchy guitar-lyd og veldefinerede ret involverede riffs. Guitaristen fik dog plads til nogel af sine signatur-tricks, der tilføjede en masse uventede twists til lyden i de hurtigere sektioner der benyttede sig af nogle usædvanlige østlige melodier og akkorder i deres riffs. Den nye sanger viste sig også at have en velegnet melodisk tenor-stemme og karisma – jeg glæder mig til at høre The Sledge mestre episk doom metal på samme måde som Hjortene gjorde med kosmisk ørken-rock.

Det andet supportnavn var italienske Fuzz Orchestra, der ligesom landsmændene i Ufomammut har en unikt 60’er/70’er-prog-rock-inspireret fortolkning af hele beton-stenerrock-genren dog i en endnu mere langt ude trippet retning. De bestod af en keyboardspiller/DJ (!), trommeslager og guitarist uden nogen bas – og spillede totalt instrumentalt musik hvor det eneste stemme kom fra de lydklip. Deres musik bestod af lange komplekse sange, der undgik konventionelle rock-strukturer og tit gik meget hurtigt – riffsene mindede mig alternativt om Black Sabbaths hurtigere numre såsom ”Paranoid” og ”Symptom of the Universe” men også

om Deep Purples på den tid… bare med en meget tungere guitarlyd end overhovedet var muligt i 70’erne. En stordel af dynamikken i deres musik kom netop fra skiften mellem mere blues-baserede riffs og de mere neoklassiske kantede akkorder. Organisten supplerede også alt det med et godt udvalgt sortiment af trippede spacy lydeffekter, uhyggelige neoklassiske el-orgen-melodier og optagelser af lydklip fra gamle gyserfilm. Trommeslageren gik også amok på sit sæt, og improviserede tit nogle ret aparte kombinationer på linje med de store prog-rock og jazzfusions-trommeslagere i 70’erne. På lærredet bag blev der netop også projiceret videoklip fra gamle sort/hvid science-fiction, horror og spaghetti-western film. Jeg ved ikke stadig, hvad jeg skal syntes om Fuzz Orchestras musik men de har i hvert faldt en alternativ og original indgangsvinkel til hele syre-betonrock-stilen. Måske ville jeg have nemmere ved at værdsætte deres musik hvis anvendt som soundtrack til en film? De har en ret perfekt ”soundtrack til nattevandring gennem gamle romerske ruiner”-stemning, det kan man ikke bebredje Fuzz Orchestra for.

Jeg vil også give nogle bonuspoints til deres image, organisten og trommeslageren havde ret tjekkede sorte jakkesæt på men lige så store skæg som rabbinere eller græsk-ortodokse præster – passede perfekt til deres stenerdoom-genfortolkning af italiensk progressiv rock. Mens guitaristen lignede en reinkarnation af 70er-actionfilm-stjernen Charles Bronson…

Aftenens hovednavn 1000mods tog meget lang tid at få deres lydudstyr helt rigtigt tunet og sat helt op, så de gik på scenen omkring et kvarter senere end annonceret, men da det at få et helt nøje opbygget detaljeret lydlandskab med den rigtige dynamik mellem alle de forskellige teksturer er et vigtigt element af atmosfærisk og psykedelisk musik er det forståeligt. Måske havde medlemmerne hørt om, hvordan da den amerikanske black metal-gruppe Alda spillede på Stengade den 7. april kom til at sætte deres bassist så højt i mixen at man ikke altid kunne høre begge guitarister så 1000mods ville undgå at lide samme skæbne?

Af alle de mange grupper der har brugt Kyuss’ lyd på Blues for the Red Sun, Welcome to Sky Valley og And the Circus Leaves Town som forbillede er 1000mods nok et af dem som er ramt tættest på, men hvis man hørte godt efter kunne man høre at de havde deres egne unikke nyskabelser på Palm Springs-rumkadetternes lyd – der afslørede dem som et karakterisk europæisk band. For eksempel havde bassisten og trommeslageren en mindre blueset og mere motorisk drivende hypnotisk rytme-sans, der mindede om tyske ”kosmisk rock”-grupper som Amon Düül, Can og Faust hvilket især kunne høre i de hurtigere garagerockede passager. Udover det har 1000mods to guitarister i modsætning til Kyuss som kun havde én, hvilket de fik en ret god dynamik ud af mellem mere farverige psykedeliske guitar-leads og grunge/sludge-agtig kreativ brug af hvid støj fra feedbacken i de længere instrumentale sektioner. Sangstrukturerne slog også oftere over i direkte tung doom med ikke særlig rockede igen riffs, der tårnede op omkring rytmerne som underlige vindblæste klippestrukturer og bjergkæder, i kontrast til mere gængse bluesede riffs. Vokalen havde også noget mere følelse og konventionel melodi end Kyuss’ John Garcia. Kombiner med at 1000mods’ sangtekster af og til hentød til magi, okkultisme og de guddommelige mønstre i universets cyklusser – samt at de havde noget mere af en traditionel heavy/doom metal-sensibilitet til den måde, deres musik var sat sammen på, kunne man måske høre at de kom fra en kultur med en større faktisk historisk kontinuitet med panteistisk spiritualitet og mytologisk fortælling end amerikanske stenerdoom-bands?

Det var også tydeligt at de havde gjort meget ud af lysshowet, der skiftede mellem mange forskellige farver efter de forskellige dynamikker i sangene og i de mere dystre passager brugte lav dæmpet hvid belysning. Forresten spillede 1000mods et virkelig langt sæt, meget længere end regnet i betragtning af at der var 3 bands på navnet, så publikum virkelig fik en chance for at fordybe sig i deres glorværdige lydlandskaber af bagende ørkenrock og klippeformations-doom. Det, at de havde et noget mere indviklet og varieret repertoire af riffs og melodier betød også at det aldrig blev helt monotont. Jeg er selv lidt træt af hele retro-syre-doom bølgen, så det siger noget når alle tre bands på plakaten alligevel imponerede.