NEWS

Slægt (5 of 1)

De malede byen sort på Stengade

Comments

ALDA + SLÆGT + VAABNET
07.04.2018
Spillestedet Stengade, Nørrebro

Af Hesselager

Foto: Jimmi Brandt

Lørdag d. 7. april kom black metal-gruppen Alda fra den amerikanske delstat Washington forbi Spillestedet Stengade, under deres første Europa-tourné nogensinde. Som opvarmning havde de to andre bands, der sammen demonstrerede tre meget forskellige retninger som black metal kunne tage her i det 2018. Vaabnets sortnede punk, Slægts fornyelse af traditionel heavy med moderne black/deaths opsamlede visdom samt Aldas storslåede lydlandskaber.

Første navn på scenen var det danske trekløver Vaabnet. Deres musikstil er ifølge medlemmerne dog ikke metal af nogen art så meget som noget, de kalder “War music from the north-eastern territories of Denmark”. De gik på scenen under dæmpet mørkerød belysning, som tågen over en blodig slagmark. Medlemmerne lignede snarere de mere velklædte italienske fodboldhooligans end black metal–musikere, med undtagelse af guitaristen der også havde et klistermærke med et grindcore-pladeselskabs logo på sit instrument. Dette afslørede allerede,

Vaabnets såkaldte krigsmusik fra Danmarks nordøst-territorier viste sig at være en blanding af rockede langsomt-til-midttempo sektioner, sat i kontrast med hurtige tremolo-og-blastbeat-drevne sektioner. Vokalerne var ligeligt fordelt mellem rene vokaler og growls. Hvad der fik de 2 modsatrettede dele af deres lyd til at passe sammen var et rytmisk og melodisk formsprog der havde mere tilfælles med folkemusik end noget fra rockmusikkens stamtræ – hvilket gav den rigtige stemning af fjerne historiske slagmarker. Det var en ret interessant blanding af forskellige påvirkninger Vaabnet havde kørende, nærmest som hvordan Primordial ville lyde i en alternativ tidslinje hvor de spillede punk og ikke metal. Desværre var der et par tekniske problemer, det tog gruppen noget tid at få ordnet, midt i sætlisten. Selvom blev deres musik også af og til lidt monoton, på trods af deres unikke lyd fulgte mange af deres sange samme skabelon. Måske forbedrer Vaabnet sig engang i fremtiden?

Nummer to på programmet, Slægt, var nok det mest traditionelle band i deres musikstil ud af de 3. Med det mener jeg, at de havde mest indflydelse fra både traditionel heavy metal – deres guitarist/sanger Oskar Frederiksens Angel Witch t-shirt (for de uindviede: et NwoBHM-band med seriøse sangtekster om magi og okkultisme, der ikke var Venom) – og fra musik der i dag opfattes som klassisk 90’er black metal: I Slægts tilfælde svensk melodisk black/death i stil med Dawn, Dissection, Necrophobic og Sacramentum. Deres scene-show havde ikke nær så meget teatrik med røgelsespinde og hedenske altre på scenen som da de spillede i Pumpehuset, i stedet brugte de dæmpet mørkeblå belysning samt røgmaskiner og minimal interaktion med publikum til at skabe en perfekt atmosfære. Slægt viste som altid, at få behersker både “ekstrem udgave af traditionel heavy metal” og “ambient/folke/klassisk musik med metal-instrumentation”-siderne af black metal ved at behandle dem som ét og samme: Selv de mest konventionelt rockede riffs blev spillet med en skarp kant og en grandiøs abstrakt melodisk sans, der mindede lige så meget om Deep Purple og Rainbow som Sacramentum, mens de episke folkede sektioner kanaliserede Thin Lizzy og Wishbone Ash lige så meget som Dawn. Alle deres sange på sætlisten skiftede også gnidningsløst gear mellem elegante stille sektioner, forskellige tempoer og stemninger indenfor samme komposition så hvert nummer føltes som en selvstændig fortællestruktur bygget op som et dramatisk eventyr gennem dystre fantasiverdener med masser af svingende dale, bjerge og enorme temple dækket af tågebanker af syleskarpe riffs.

Slægt bliver simpelthen bedre og bedre, og jeg kan ikke finde ét eneste problem med deres optræden her i gåraftes. Giv dem nogle tournéer udenfor Europa og et par lp’er mere under bæltestedet, og jeg forudser at de om nogle år vil være et lige så stort navn som fx Necrophobic eller Watain.

Aftenens hovednavn var Alda fra Tahoma i Washington State. Som mange black metal-grupper

fra det nordvestlige USA (se også Ash Borer, Fell Voices og Wolves in the Throne Room) befinder deres lyd sig i en gråzone mellem black metals mest ambient-orienterede hjørner og post-rocks tungere ende: Menuen stod på tremolo-baserede guitar-melodier abstrakteret langt væk fra konventionelle metalriffs til pulserende lag af atmosfæriske teksturer, og sangstrukturer der langsomt omhyggeligt opbygger spænding fra blødere sektioner over mere meditative passager til eksplosive dramatiske klimakser.

USAs nordvest-stater består af store åbne vidder med enorme skove og bjergkæder samt et koldt vejr med masser af regn. Hvilke forklarer, de stater ikke kun producerer masser af kunstnere i black metal og post-rock men også mange de mest ambitiøse og ekstreme doom metal-grupper. Et godt eksempel er Bell Witch fra Seattle, der spillede på Pumpehuset tidligere på ugen. Det var netop også samme stemning, Alda påkaldte i deres musik som Bell Witch, og viste lignende musikfilosofi i at der var meget lidt af deres musik som var nem at huske eller holde styr på men til gengæld mestrede en dynamik mellem de forskellige sektioner der resulterede i en storslået musikalsk rejse. Et andet fællestegn med Bell Witch var, at trommeslageren stod for en stor del af vokalerne og gøre deres ret minimalistiske lyd mere interessant ved at variere rytmerne så indtrykket ikke blev for monotont. Deres belysning var også hovedsageligt dæmpet grøn og blå der ledte tankerne hen til de enorme skove, bjerge og Stillehavets uendelige dyb som har formet medlemmernes verdensforståelse.

Desværre var der en del ting med Aldas lydteknik, der slet ikke var helt på top. Det største problem var, at bassen var meget højt i mixen og det derfor ikke altid var muligt at høre de 2 guitaristers sammenspil som ellers er en integral del af deres lyd. Dette forhindrede dog ikke i at klimakserne til Aldas sange, hvor guitarerne låste sig sammen i synkronisering for at sende en haglstorm af skarpe hurtige tremolo-melodier ned over publikum, føltes absolut sublime og en perfekt manifestation af de skabende og udryddende naturkræfter deres tekster og cover art beskriver – men jeg forestiller mig hvad Alda ville have været i stand til at opnå live, hvis deres lyd var lige så god som Slægts.

Resultatet var, at Slægt blæste aftenens hovednavn væk i sammenligning med sidste gang jeg så dem, hvor Execration sagtens kunne holde deres egen standard.