OBITUARY + EXMORTUS + DEADFLESH
PUMPEHUSET, KØBENHAVN
27.03.18
Af Søren Willatzen
Foto: Jimmi Brandt
Det var tid igen til at gense Obituary og Exmortus i København til en aften gennemsyret i dødsmetallisk glans. Pumpehuset anvendte deres store scene til hele showet og det blev ret godt fyldt op i løbet af aftenen, specielt da dødsmetalpionererne i Obituary trådte på scenen. Helt generelt var lyset ikke det værste af kvalitet eller alt for genererne til koncerten. Som så ofte sker, så var der heller ikke en overflod af røg, hvilket fotograferne uden tvivl nød godt af. Lyden, derimod, var ikke helt så imponerene, men blev bedre, da Obituary kom på.
Omtrent 30 minutter efter dørene åbnede kom Deadflesh fra Roskilde på. Deadflesh er på mange måder et old school svar på Obituarys old school midtempo død og alt i alt bare old school. Hvis du ikke vidste, at det var old school, så skulle forsanger og frontmand Alan Hartvigsøn nok fortælle det, så man ikke helt var fortabt! Spøg til side, så spillede Deadflesh et fint set, der kunne få salen til at headbange kraftigt i takt til musikken og netop bandets sammenlignelige lyd til Obituary klikkede såmænd rigtig godt med publikum. Der kunne ikke rigtig sættes en finger på deres præstation rent teknisk, da de hele vejen rundt virkede til at beherske deres sange til perfektion. Medlemmerne virkede oprigtig glade for at være til koncerten og vise, hvad de kunne selv 24 år siden deres første demo. Deadflesh kan anbefales til fans, der ikke kan få nok af den old school midtempo dødsmetal-stil a la Bolt Thrower/Obituary. Personlig kunne sangene ved det 4.-5. nummer gå hen og blive lige en tand for meget i samme stil og tempo, men da langt fra i samme kaliber af Exmortus’ problem af samme skuffe. En stærk præstation, som helt sikkert ikke bliver det sidste, vi ser til dem. Netop lyden skal roses til Deadflesh, da bas og lead guitar kunne tydelig høres igennem væggen af ekstremt forvrænget rytme guitar og trommernes tordnen, hvilket senere på aftenen skulle give problemer.
Dårligt nok 15-20 minutter efter Deadflesh havde færdiggjort deres koncert kunne folk glæde sig til aftenens thrashende indslag i Exmortus. Kendt for deres hyper-tekniske solispil, der aldrig stopper for hverken riff eller sang gik bandet på scenen. Jeg havde høje forventninger, da de spillede noget af en fed koncert til Aarhus Metal Fest sidste år, hvor de imponerede. Dog skulle det ikke helt være tilfældet. De leverede deres thrash med perfekt teknisk-kunnen showmanship, men dog ved at fuldstændig ofre ethvert andet musikalsk element. Hver sang flød ind i det næste og de konstante guitarsoloer, fik det koncerten til at virke som en ekstra-lang episode af Guitar World’s ’Betcha Can’t Play This!’. Udover nogle få nyere sange, så mindede koncerten meget om den i Aarhus i 2017 – helt ned til valget af Beethoven shredfesten. Men det var ikke det konstante guitarlir, som var det største problem. Den ekstremt diskante guitarlyd skar igennem og gav uden tvivl alle uden høreværn noget vedvarende tinnitus. Balancen mellem guitaristerne var også fokuseret så meget på frontmanden Conan, at man ude til den højre fløj dårligt nok kunne ane Warbringer guitaristen, Chase Becker. Om Chase Becker så var fuldkommen dominerende til venstre fløj kunne så også være ligegyldigt, da det tydeligvis ikke var tiltænkt at begge guitarister skulle høres sammentidigt fra andre steder end lydingeniørens mixerpult. Men på trods af disse problemer udbrød den obligatoriske moshpit, så nogle må have nydt det.
Sidst men ikke mindst kom aftenens højdepunkt, Obituary. På dette tidspunkt troppede alle de nu kortklippede hævi-fædrer op og var klar til noget dåseøl og atomkrig udfolde sig foran dem på scenen. ’Redneck Stomp’ spillede bandet ind til aftenen, hvilket var helt på bølgelængde med selv den laveste fællesnævner. Det var nu klart, at lyden var i hvert fald noget bedre end før. Den over-diskante guitarlyd var skiftet ud med en lav-til-mid frekvens guitar, der knuser lige som man husker Obituary for. Denne gang kunne alle bandmedlemmer også høres tidligt, selv ude på den venste fløj, hvor jeg hørte til. Efter dette nummer sprang ikoniske John Tardy frem og ’Sentence Day’ kom på fra den nye selvbetitlet plade. Aftenens sæt blev naturligvis domineret af denne plade, som egentlig er en ret så stærk udgivelse. Dog kom klassikere som ’Chopped In Half’, ’Slowly We Rot’ og ’Don’t Care’ på banen, så dem, der ikke havde fulgt bandets udvikling, kunne være med. Ikke fordi bandet har udviklet sig voldsomt meget siden ’Slowly We Rot’-pladen alligevel. Bandets ikoniske brødre-par var i højsædet i løbet af aftenen, hvor begge leverede rimelig gode præstationer, hvor kun John Tardys vokaler har ændret sig mærkbart med tiden. Donald Tardy spiller stadig ligeså godt og kraftfuldt, som på optagelserne fra 90’erne. Hvor midten af sættet måske kunne trække lidt ud og blive direkte kedelig til tider, så blev det genvundet senere på aftenen med ’Don’t Care’ og det helt sublime nummer, ’Slowly We Rot’, der var fremført til absolut præstation. Obituary er stadig ret så fede live og lider slet ikke af samme problemer, som f.eks. Cannibal Corpse, der kan virke alt andet end veloplagt og direkte trætte. Derimod så har Obituary energi og overskud til at optræde og fremføre et rigtig godt show. Så på trods af lyden til koncerten, som var ret så ’hit-and-miss’ og Exmortus’ skuffende optræden var det en okay aften i Pumpehuset.
