VENOM INC + SUFFOCATION + NERVOSA + AETERNAM + SURVIVE
VOXHALL, AARHUS
18.03.18
Af Anders Nygaard
Foto: Kim Song Sternkopf // Heartmatter Artworks
Survive
Til min store overraskelse var der denne aften fem bands på plakaten, modsat de fire som ellers var annonceret på Voxhalls hjemmeside. Det betød, at japanske Survive skulle åbne ballet, og jeg har, måske af samme grund, sjældent oplevet Voxhall så tom. I bedste fald nåede tilskuertallet lige op over ti, da japanerne gik på scenen til en storladen symfonisk intro. Forsanger Masuru Nemoto, iført vest og nitter, strakte ikke desto mindre sin knyttede næve i vejret og brølede aftenens første koncert i gang med forbilledlig viljestyrke. Sætlistens første nummer efterlod dog et temmelig kaotisk indtryk, og sådan fortsatte det, med få groovy undtagelser, koncerten igennem. Guitarlyden var massiv og mudret, og de ofte store melodier druknede som følge deraf. Trommerne stod langt fremme i lydbilledet men virkede af og til lidt ude af takt. Nemotos dybe vokal fungerede fint, hvorimod den rene var noget mere tvivlsom.
Survive prøvede hårdt, og med en ganske hæderlig tilstedeværelse på scenen lykkedes det dem da også i nogen grad at få aktiveret de få forreste headbangers. Helt godt blev det aldrig.
Aeternam
Så var der en anelse mere format over canadiske Aeternam, som i stil med Melechesh og Orphaned Land blander mellemøstlig folkemusik med elementer af blandt andet thrash og death metal. Selvom de på plade ikke for alvor nærmer sig de to førnævnte, så fungerede det live overraskende godt. Trods de mange musikalske inspirationskilder var det harmonisk og velsammensat, og balancen imellem brutalitet og melodi var god. Lyden var dertil mærkbart bedre end under den forgangne koncert, så både guitardetaljerne og Achraf Loudiys ganske imponerende vokal stod klart i lydbilledet. Loudiy trak i det hele taget en stor del af læsset som publikumsmagnet. Ud over at være en både energisk og inkluderende forsanger fremstod han bare helt igennem sympatisk i hans interaktion med publikum, og det giver jo altid pluspoint i bogen. Resten af bandet fremstod derimod noget anonyme.
I længden indtraf ensformigheden desværre en smule, men alt taget i betragtning leverede Aeternam en solid opvarmning.
Nervosa
Selvom vi endnu ikke var nået igennem opvarmningen, så var det tydeligt, at Nervosa trak en del flere mennesker til scenen end både Aeternam og Survive. De tre råseje brasilianske kvinder har fået en del opmærksomhed for deres forholdsvist konservative tag på thrash metallen. Det er på mange måder klassisk brasiliansk og oven i købet medrivende og veludført. Den slags tager som regel kegler.
Efter en halvlang lydprøve dæmpedes lyset, og Nervosa gik direkte til sagen. Ingen tøven, ingen sløsen. Bare hæsblæsende thrash og medrivende omkvæd, og selvom det umiskendeligt stadig var søndag, så faldt det helt tydeligt i god jord hos publikum.
Frontbrøler og bassist Fernanda Lira både skrålede og så ud som var hun besat af en demon. Guitarist Prika Amaral bakkede løbende op med en mere hæs underliggende vokal men så ellers ud, som en der primært skulle koncentrere sig om gribebrættet for at følge med i det konstant høje tempo. Lira derimod havde virkelig overskud til at underholde, og hendes konstant varierende ansigtsudtryk og gestikulationer var et sandt stilstudie i kropssprog. Selvom de to andre bandmedlemmer forholdt sig noget passivt (Luana Dametto slog eddemanme til på de trommer, skal det dog siges), så havde Lira karakter nok for dem alle tre.
Musikalsk bevægede Nervosa sig ikke langt uden for den givne ramme, og tight kan man heller ikke just påstå, at det var. Men det lykkedes nu alligevel meget godt for Nervosa, for publikum elskede øjensynligt hvad de så, og der var næppe heller nogen tvivl om, at Nervosa nød at stå på scenen søndag aften i Aarhus.
Suffocation
Så blev det endelig tid til at få gang i aftenens to helt store navne. Dødsmetalheltene i Suffocation skulle naturligt nok lægge ud, og det var vi mange, som havde set frem til.
Som vi efterhånden er vandt til, var Frank Mullen ikke med i front, da han åbenbart har vigtigere ting at tage sig til på hjemmefronten. Som vi også tidligere har oplevet det på dansk jord, stod Ricky Myers i stedet bag mikrofonen, og selvom han ikke er Frank Mullen, så gør han det faktisk godt. Med fedtede tjavser af hår i forskellig længde, tank top og bukserne trukket så langt ned under røven at kuglerne næsten skvulper ud over kanten, giver han uanfægteligt et noget dorsk og indolent førstehåndsindtryk. Man skal dog ikke tage fejl af Ricky Myers, for han kan både performe og i den grad brøle. Frank Mullen har for nylig annonceret, at det senere på året vil være helt og aldeles slut med ham som forsanger i Suffocation, så vi kan nok lige så godt vende os til at se Myers i front.
Denne aften kørte både Myers og resten af Suffocation den dog ind på rutinen. De virkede trætte og en anelse fraværende, og den fysiske og verbale interaktion med publikum var mere klichepræget, end det ellers plejer at være tilfældet. Det var med andre ord endnu en dag på kontoret, men selv på sådan en dag overgår Suffocation langt de fleste andre dødsmetalbands. De gik på scenen, gjorde deres ting og gik af igen, og det er faktisk svært at forestille sig andre end de allermest kræsne, som ikke kan lade sig underholde af det.
Det var rasende tight, og særligt Terrance Hobbs med den ikoniske høje pande og de tynde og efterhånden gråsprængte dreadlocks spiller stadig som en drøm. Med sveden haglende ud over den glatte isse fyrede han den ene ikoniske guitarpassage af efter den anden, og han suppleredes ligeledes fint af Derek Boyer, som med bassen hængende imellem benene lagde den tunge bund.
Selvom det for Suffocation måske bare var en standard aften på jobbet, så formåede de at underholde, og både klassikere som ”Effigy of the Forgotten”, ”Pierced From Within” og ”Infecting the Crypts” og nyere skæringer som ”As Grace Descends” og ”Clarity Through Deprivation” gik rent hjem hos publikum.
Venom Inc.
Siden 2015 har vi haft to udgaver af det stilskabende orkester Venom. Den ”originale” udgave med Cronos i front og så denne her dejlige bastard kaldet Venom Inc, som genforener en række af musikkerne fra især Prime Evil æraen. For nogen er det en provokerende tanke, men sandheden er bare, at de tre musikere til sammen har mere end 35 års erfaring fra forskellige konstellationer af netop det originale Venom, og så har man vel i sagens natur også lov til at spille sangene live. Søndag aften beviste Venom Inc. i hvert fald med al mulig tydelighed, hvorfor lige de netop har ret og lov til at bære det ikoniske bandnavn.
Tre mand stod de på scenen foran et stort bagtæppe prydet af artworket fra deres seneste (og eneste) plade. Forrest Mantas på guitar og Demolition Man på bas og vokal. Begge grimme som arvesynden men med så rigelige mængder højt humør og rå britisk charme, at de nemt kunne underholde flere timer i træk. Så længe blev de desværre ikke ved, men så længe det varede, var der i hvert fald højt humør hos den eksklusive skare, som var mødt op på Voxhall.
Mantas brillerede på guitaren. Iført lædervest og med hanekammen bundet op i en stram hestehale storsmilede han sig igennem hele koncerten. Selvom det ikke var ham som førte ordet, så sørgede han for konstant at holde øjenkontakt med publikum, og efter koncerten gav han taknemmeligt high fives og håndtryk til alle de forreste. Demolition Man underholdte salen med røverhistorier, små anekdoter og opildnende fortællinger om heavy metal og den store familie, som vi alle sammen er en del af. Med hæs røst vrissede han sig igennem den ene klassiker efter den anden, så spyt og savl sprøjtede ud imellem hans skæve tænder og langsomt drev ned over hagen og lædervesten. Med små vrid og bevægelser snoede han sig omkring og angreb hidsigt mikrofonen, som var placeret så tilpas højt, at han hver gang måtte læne hovedet langt tilbage, for at kunne udgyde sine djævelske gloser.
Indledningsvist blev vi præsenteret for ”Ave Satanas”, åbningsnummeret fra bandets fuldlængdedebut, Avé. Et stærkt nummer med et medrivende omkvæd men ligesom flere andre sange fra samme plade også et nummer som har tendens til at være lidt for langt. Det blev heldigvis fuldt op af ”Welcome to Hell” og senere også klassikere som ”Die Hard”, ”Parasite”, ”Don’t Burn the Witch”, ”Leave Me In Hell”, ”Countless Bathory”, ”Sons of Satan” og naturligvis heavy-hymnen over dem alle, ”Black Metal”. En på alle måder godkendt sætlist som sandsynligvis har tilfredsstillet de fleste.