NEWS

10 års jubilæum på fuld smadder

Comments

MONO GOES METAL
MONORAMA, AABYHØJ
26. – 27.01.18

Af Anders Nygaard
Foto: Nikolaj Bransholm, Bransholm Photography

DAG 1

Først og fremmest et sort tillykke, og ikke mindst et stort tak, til Mono Goes Metal som i denne weekend kan fejre jubilæum. Det er ikke mindre end ti år siden, at Mono Goes Metal for første gang slog dørene op til Danmarks angiveligt koldeste festival, og på sin egen beskedne og uimponerede måde har festivallen og dens forgreninger siden udviklet sig til lidt af en institution i det aarhusianske metalmiljø. For mig står eksempelvis debutkoncerten med Orm fra 2016 og Wedergangers koncert i Mølleparken som et par af de seneste års helt store musikalske oplevelser, og med programmet for 2018 in mente skulle der i hvert fald være potentiale for at udvide listen af højdepunkter.

ARCHIVES OF ALASKA

Første band der skulle gøre forsøget, var Archives of Alaska. De gør sig i moderne metalcore, og genremæssigt faldt de derfor nok en smule udenfor publikums generelle præferenceramme. Efter en lidt forvirrende intro blev de dog budt pænt velkommen af en allerede godt fyldt sal, og jeg tror at langt de fleste, ligesom jeg selv, nyder at komme på Monorama, fordi man netop bliver præsenteret for så bred en vifte af stilarter.

Archives of Alaska spillede denne aften deres sidste koncert under netop det navn. På opfordring fra udenlandske pladeselskaber ændres navnet herefter til Daze of June. Om det gør den store forskel, skal jeg lade være usagt, men i hvert fald kan jeg kun opfordre til at bide mærke i det navn, for det kommer vi til at høre mere til i fremtiden. Der er tale om en ganske kompleks og alsidig afart af metalcore, og det fungerer overraskende godt live. De mange musikalske elementer fungerer fint sammen, og selvom der kan arbejdes lidt med variation og publikumstække, så var fremførslen også forholdsvis sikker. Særligt vokalen må her fremhæves. Som det er tilfældet på plade, så er der live fuldstændig styr på både skønsang og skrig.

SAXTORPH

Fra Metalcore til suicidal black metal. Forskellen kan næsten ikke blive større. Der var stuvende fuldt i den lille sal, men selvom mange var kommet for at se Saxtorph, så mistede en del åbenbart hurtigt interessen, og musikkens smukke og mere afdæmpede passager blev derfor brugt på højlydt samtale. Der var ved at komme liv i festen på Monorama, men desværre gik det altså også lidt ud over den musikalske oplevelse.

Man skulle ellers mene, at der var nok at fokusere på. Iklædt sorte kutter, galger og corpse paint gik Saxtorph på scenen til en stemningsfuld intro. Stående bag et interimistisk alter leverede Saxtorph godt en halv times klassisk, simpel og stemningsfuld black metal. Det var klichefuldt men yderst effektivt, og det var tydeligt, at det faldt i god jord hos mange blandt publikum. Fremførslen var introvert, og der blev ikke vekslet mange hverken ord eller blikke med publikum i løbet af koncerten, men sådan skal det være. Løbende tyndede det lidt ud blandt publikum, og af samme grund opstod også en tiltrængt ro i salen. Blandt de tilbageværende var der vist bred enighed om, at vi lige havde været vidner til en meget flot koncert med den københavnske selvmordskult.

TAPHOS

Mørket sænkede sig endnu engang over Monorama og fire magre, langhårede unge mennesker gik på scenen til en dyster intro. Klædt i læderjakke og støvler med høj hæl bøjede forsanger Hampus Wahlgren hovedet bagover, skød kæben frem og brølede de første strofer (af ”Impending Peril” hvis ikke jeg tager helt fejl?) ud over salen. Selvom Taphos endnu ikke har udgivet deres første fuldlængdealbum, så har de allerede skabt pæn opmærksomhed omkring dem selv i undergrunden. Ikke uden grund for de leverer death metal af sjældent høj kvalitet.

Desværre havde Taphos denne aften en række tekniske problemer, som gjorde, at de flere gange mistede momentum. Allerede efter første nummer var der problemer med trommesættet. Hvad der præcis foregik, skal jeg lade være usagt, men i hvert fald gik det ud over publikums koncentration, og da det senere skete igen, virkede også resten af bandet til at have opbrugt deres tålmodighed. ”Kom nu for helvede”, sagde den ene guitarist frustreret, imens de andre utålmodigt gik rundt på scenen og jammede. Trods tekniske problemer lykkedes det dog Taphos hver gang igen at løfte niveauet. Når de spillede, var de et både fremragende og betagende bekendtskab.

SMERTEGRÆNSENS TOLDERE

De gamle drenge i Smertegrænsens Toldere er på ganske kort tid blevet lidt af et husorkester på de aarhusianske scener. Opskriften er den samme hver gang: 20 minutters intens hardcore punk smadder uden pauser eller skelen til ligegyldige temposkift. Og det var præcis, hvad vi fik fredag aften på Monorama, da Smertegrænsens Toldere leverede aftenens mest energiske forestilling og uden tvivl den bedste koncert, jeg endnu har set med de fire garvede musikere.

Smertegrænsens Toldere var perfekt placeret imellem en række både tungere og mere alvorlige bands, og for første gang kom der virkelig gang i publikum. Der var et sjældent set liv i salen, og det påvirkede naturligvis bandet på scenen positivt. Mads Stobberup stormede manisk rundt med mikrofonen i hånden, og guitarist Jacob Bredahl (som stadig rocker landets bedste bredstående) var ét stort smil fra start til slut. Selvom virkemidlerne var simple, så var spilleglæden tydeligvis enorm og fremførslen knivskarp, og for det kvitterede publikum med en sand fest på dansegulvet.

DIRT FORGE

”God aften Aarhus, vi hedder Dirt Forge”, sagde forsanger Alexander Kolby i sekundet inden vi blev ramt af en mur af støj. Selvom en del var gået inden Dirt Forge, så fortsatte festen ufortrødent med moshpits og fællessang. Dirt Forge består kun af tre mand, men lyden de frembringer er både massiv og med stor sans for detaljer og effektive temposkift.

Jeg kan ikke påstå at have lyttet så meget til bandets fuldlængdedebut, men alligevel kunne jeg genkende stort set hver eneste sang på sætlisten. Det vidner altså om solidt riff-håndværk. Måske Dirt Forge er et af de bands, man skal se live, for virkelig at forstå hvad det er de kan. Samspillet var imponerende, og særligt under de mere afdæmpede og langsomme passager fornemmede man, hvor meget føling de tre musikere har med hinanden og med musikken. Selv når tempoet blev sat op, som det var tilfældet med aftenens enlige ekstranummer, var det satans groovy, og Dirt Forge sluttede således en noget nær perfekt aften af på fornem vis.

DAG 2

På andendagen bød Mono Goes Metal på ikke mindre end syv navne, og som altid var niveauet højt. Det skyldes naturligvis at bookerne hos Mono Goes Metal har et ualmindeligt fint indblik i, hvad der rører sig i undergrunden, og så fordrer den lille intime scene og de uformelle forhold bare god kontakt band og publikum imellem. Der er altid god stemning, når der er metal på Monorama, og udover de altid velvalgte bands på scenen så er det da utvivlsomt også en del af grunden til, at man for tredje år i træk kan melde udsolgt til en undergrundsfestivalfestival i et industrikvarter uden for Aarhus. Imponerende.

GOLDEN CORE

Lidt nervøst gik to helt unge knægte på scenen. Ingen af dem er så vidt vides fyldt 15 endnu, og sådan så de bestemt heller ikke ud. Hvad de to langhårede norske purke ikke har i størrelse, besidder de til gengæld så rigeligt i talent og rå energi. De spiller stoner metal, og det gør de så godt, at selv de fleste garvede musikere ikke kan være med. Udover lidt indledende nervøsitet var de umiddelbart fuldstændigt upåvirkede. Simon Harstad lagde bunden med tung, nedstemt, blues-funderet guitar og flere fede soloer. Johannes Sandal rykkede trommerne rundt med enorm kraft og præcision. Der er virkelig meget power gemt i de små arme, og hvert eneste slag rungede igennem salen. Samtidig havde han overskud til med jævne mellemrum at bøje hovedet bagover og skråle i mikrofonen. Han er ikke den første trommeslager i historien, der sidder bag tønderne, men det gør nu ikke bedriften mindre.

Der blev spillet dejligt højt, og publikum var med Golden Core fra start. Både fordi det var imponerende at se så unge mennesker udfolde deres talent på den måde, men i sandhed også fordi Golden Core bare kan deres lort. De magter både det groovy, det nærmest psykedeliske og den totale larm, og efter koncerten modtog de store bifald. Selv smilede de bare ydmygt og lidt forlegent, imens de pakkede deres ting sammen.

STALKER

Der er noget befriende og genkendeligt ved Stalker. Befriende og genkendeligt som i langt fladt hår, cargo pants, nøglekæde og dåsebajer på scenen. Man ved bare, at der er larm i vente, og det var da også præcis, det vi fik, da Stalker gik på scenen som aftenens andet band.

For helvede hvor var der smæk for skillingen. Stalker leverede dødsmetal i et hæsblæsende tempo, men samtidig formåede de at inkorporere flere fede thrash grooves undervejs, hvilket gjorde det en smule mere tilgængeligt. Bevægelsen på scenen var minimal, men til gengæld var det veleksekveret fra start til slut. Imellem numrene hyggesnakkede forsanger Rasmus Rubæk med publikum som, i hvert fald på første række, headbangede flittigt. Selvom stemningen endnu ikke havde nået kogepunktet, så virkede det som om, Stalker på deres egen uprætentiøse måde formåede at underholde de fleste i salen. Som sættet nærmede sig sin afslutning så de tre musikere mere og mere slidte og svedige ud. De fortsatte dog ufortrødent i et hæsblæsende tempo, og alt taget i betragtning leverede de en mere end godkendt koncert.

THE SURFING HENCHMEN

Som altid er Mono Goes Metal gode til at smide et par friske og anderledes indslag ind i løbet af aftenen for at peppe det hele lidt op. Lørdag aften var The Surfing Henchmen det mest åbenlyse eksempel på et band i den kategori. Med deres helt særlige mix af surf rock og rock n’ roll (surf n’ roll naturligvis) rammer de en nerve, som kan få de fleste til at danse, og derfor passede de også perfekt ind i programmet. Det er en ren instrumental forestilling, når The Surfing Henchmen spiller op til dans, men der til gengæld er masser af bevægelse og interaktion med publikum. De har en naturlig sans for showmanship, og særligt Mr. Mono himself, Leif Nielsen, fungerer som et naturligt centrum for publikums opmærksomhed. Om han stod på sin plads midt på scenen, bag trommerne eller rullede sig på gulvet, så formåede han at underholde og engagere publikum. Det er fire år siden, The Surfing Henchmen sidst spillede live, men der var ingen rust at spore. På Facebook proklamerede de inden koncerten, at de skulle gøre deres ypperste for at få en dårlig anmeldelse. Det kan jeg desværre ikke hjælpe dem med.

KONVENT

Konvent har fået en del omtale i den seneste tid, og særligt efter at have bevidnet aftenens koncert må jeg slutte mig til koret af lovprisende røster. Det er tydeligt, at Konvent endnu ikke har den helt store live-erfaring, men omvendt gør det, at deres performance virker sjældent oprigtig, og af samme grund tror jeg, at de har nemmere ved at skabe en forbindelse til deres publikum. Monorama tog da også usædvanligt pænt imod Konvent, og jeg har sjældent set så mange headbangers foran den lille scene. Forsanger Rikke Emilie List havde et godt tag om de fremmødte, og en enkelt gang bevægede hun sig endda ned foran scenen. Hendes vokal var ligeledes imponerende og vel nok noget af det dybeste og mest brutale, vi overhovedet hørte på årets festival. Det passede med andre ord perfekt til musikken, som også hører til i den absolut tungeste ende af skalaen. Konvent har kun indspillet en enkelt demo, men på den er der op til flere stærke gentagne riffs, som alle fungerer mindst lige så godt live. Et par af de mere afdæmpede passager fungerede mindre godt for mig, men samlet set var der blot tale om en parentes, for Konvent spillede alt i alt en flot koncert.

TELEPORT

Hele vejen fra Slovenien kom et af årets hovednavne, Teleport. De spiller kosmisk blackened progressive death-thrash eller noget i den stil, og mit umiddelbare indtryk af musikken var inden koncerten, at det var ligeså forvirrende som den genrebetegnelse, jeg lige har remset op. Som det så ofte er tilfældet, så skal man se den slags live, for at forstå hvad det egentlig handler om, og det viste sig også at være tilfældet for Teleport.

Det tekniske niveau var usvigeligt højt hele vejen rundt, men særligt guitarist Matija Dolinar imponerede stort. Det er et rent stilstudie, når han folder sig ud på guitaren, og publikum enten måbede eller grinede fjoget, når han fyrede en af sine episke soloer af. Hvad der skiller Teleport ud fra mængden, og hvad der gik op for mig denne aften, er at de faktisk formår at inkorporere flere fede grooves, gentagne riffs og håndgribelige sangstrukturer, som gør, at det på trods af det høje tekniske niveau bliver nogenlunde tilgængeligt for de fleste. Selvom salen ikke just var stuvende fuld under Teleports koncert, så fik de standhaftige derfor trods alt en god oplevelse.

GRIFT

Svenske Grift skulle stå for festivallens andet egentlige black metal indslag. I forhold til Saxtorph som gav os en solid dosis klassiske black metal på førstedagen, er svenske Grift en langt mere atmosfærisk og subtil størrelse. Klædt i stilrent sort tøj og ensartede støvler af blankpoleret læder gik de fire musikere på scenen. Egentlig er det kun forsanger Erik Gärdefors, som er fast medlem, men han er flankeret af tre dygtige live-musikere, hvoraf i hvert fald en enkelt har været med siden begyndelsen. Bag dem var scenen pyntet med levende lys og mikrofonstativet dekoreret med dyrekranie og gran. Inden koncertstart tændte Gärdefors en stang røgelse i en lille gylden krukke. Det har ofte en positiv effekt, men i dette tilfælde gjorde det nu ikke megen forskel. Jeg fik i hvert fald kun ganske kortvarigt færden af, hvad end det var, han satte ild til.

Grift bevæger sig inden for en meget smuk og til tider storslået musikalsk ramme, og flere blandt publikum kendte øjensynligt allerede bandets bagkatalog i forvejen. De åbnede med den flotte ”Skarprättaren”, inden de fortsatte med ”Den Stora Tystnaden”, som måske er det bedste nummer fra sidste års fuldlængdeudgivelse. Selvom vokalen forsvandt lidt i larmen, så var det en imponerende oplevelse. Udover førnævnte gjorde især ”Utodöingsbygd” og ”Undergörare” et godt indtryk. Syv numre blev det til, inden Grift stille takkede af. Helt ud over scenekanten nåede de desværre aldrig. Vokalen brændte ikke altid igennem, og endnu engang måtte vi konstatere, at det nu noget berusede publikum hellere ville skråle og drikke end at fordybe sig i melankolsk black metal.

IMPALERS

Lydprøverne trak noget ud, og derfor havde en del også forladt Monorama for at nå den sidste bus imod centrum, inden thrash-heltene fra Impalers gik på scenen. De der blev tilbage var til gengæld dejligt berusede og klar på fest, og det er svært at forestille sig et meget bedre band end Impalers til at spille op til lige netop den fest.

Udover at spille både fængende og velkomponeret thrash metal så kan Impalers efterhånden alle tricks i bogen, når det kommer til at levere en medrivende optræden. Det er klichefuldt, ville den kritiske anmelder nok mene, men man må fandme bare give Impalers, at det fungerer noget nær perfekt. Det er humoristisk og tilstedeværende, og det smitter af på publikum. Koncerten indledtes af ”Terrestrial Demise” og ”Color Me White” fra den nyeste plade, inden stemningen blev løftet yderligere med ”Prepare for War” som et fint oplæg til fællessang. ”Into Doom” faldt et par numre senere noget igennem, men Impalers rettede behændigt op på den fejltagelse med fede udgaver af blandt andet ”Megalodon” og ”The Celestial Dictator”. Samlet set en festlig og værdig afslutning på et succesfuldt jubilæumsarrangement.