NEWS

IMG_9080-44

Stenerdoom i staden

Comments

SANKT HELL: COPENHAGEN EDITION
GREENLEAF + KARMA TO BURN + HELHORSE + DEMON HEAD
27.12.17
LOPPEN, CHRISTIANIA

Af: Hesselager
Fotos: Jimmi Brandt

Sankt Hell er en festival for psykedelisk hård rock og doom metal, der årligt afholdes i Hamburg. Onsdag den 27. december arrangerede folkene bag Sankthell en dansk mini-udgave denne festival, der blev afholdt på Loppen i Christiania med 4 af de fineste grupper indenfor verdens doom metal og stenerrock på listen. Det gik ikke stille for sig.

Første navn på programmet var ingen ringere end Demon Head, hvis nyeste album ”Thunder of the Fields” blev nummer 1 på undertegnedes top 20 liste for 2017. Gruppen sætliste bestod ikke kun af sange herfra, men inkluderede også et par fra deres kommende tredje album som de allerede er i gang med at optage. For de uindviede kan Demon Head bedst beskrives som doom metal der har udviklet sig fra Thin Lizzy og Wishbone Ash i stedet for Black Sabbath og Blue Cheer. Med andre ord stod menuen på langsomme dystre folkrock-riffs, spillet med meget lidt forvrængning og derfor gik efter en stemning som var mere overjordisk end egentlig tung som sådan. Det tunge element kom derfor mere fra bassen, der gjorde lige så meget for at holde lydbilledet oppe som guitarerne, og trommerne som spillede rullende stamme-shaman-rytmer i stil med Brian Downeys forsøg i Thin Lizzy på at genskabe keltiske bodhran-rytmer i en heavy metal-sammenhæng. Sangstrukturerne opbyggede også omhyggeligt spænding gennem flere sektioner, der flere gange skiftede tempo og gik over i længere instrumentale passager med udstrakte guitar-dueller. Hvad der fik hele den ambitiøse samling af forskellige inspirationer til at hænge sammen var Marcus Ferreiras karismatiske dybe vokaler, der er milevidt fra Ian Gillan og Ozzy Osbourne men i stedet lægger sig op ad et sted mellem Phil Lynott og en mere aggressiv udgave af Jim Morrison-disciple som Ian Astbury og Glenn Danzig.

Det, som mere end noget andet har gjort Demon Head værd at høre har dog ikke været så meget deres unikke lyd som at alt det arbejde de har sat til at få hver lille detalje af deres musik og præsentation helt korrekt. For eksempel kunne det live høres endnu mere end på plade, hvordan hver skift af tempo eller overgang til en ny sektion i sangene blev ledt op til gennem interluder hvor instrumenterne langsomt varierede deres linjer før hver ny passage. Det kunne også høres at under de lange guitar-dueller udviklede bassen og trommerne deres rytmer for at komplementere guitarmelodiernes udvikling.

Demon Heads perfektionisme kunne tilmed ses i sceneshowet: Minimal belysning, hovedsageligt i dystre blå nuancer, samt næsten ingen interaktion med publikum for at skabe den rette mystiske og overjordiske atmosfære tæt på en jernalder-druidekults ritualer genopført i rockkoncert-form. Sammen med deres analoge primitive lyd, de eventyrlystne lydlandskaber af vindsvøbte folk-rock melodier, Marcus Ferreiras videreførelse af de mest mytologisk inklinerede rocksangeres arv plus sangteksterne inspireret af velstuderet dyster overnaturlig folklore gik showet op i et musikalsk peyote-trip tilbage til en fjern oldtids panteistiske religiøsitet – der ikke stod noget hedensk vikinge-black metal-projekt noget tilbage. Eneste hage var, at tidligt i koncerten var den ene guitarist lidt for lav i mixen til at man kunne høre ham komplet – men det fik han også lydteknikerne til at rette op på efter det første par sange.

Næste navn på programmet, og det mest populære af de 4 bands herhjemme, var den danske sludge metal-gruppe Helhorse. De havde lige gennemført en tourné gennem Tyskland, og fordi deres ene guitarist var blevet syg var gruppen nødt til at finde en erstatning i sidste øjeblik som måtte lære Helhorses nyeste sange på 16 timer. Alligevel holdt de skansen ret godt. Bandet har taget deres navn efter helhesten: En trebenet spøgelseshest, der i danske sagn varsler døden for enhver som ser den. Med andre ord befinder Helhorse sig i samme folke-horror-univers som Demon Head, men deres signaturlyd viste sig at være grundlagt i en nærmest totalt modsat musikalsk filosofi.

Hvor Demon Head lagde sig op af det punkt i rockhistorien hvor heavy metal stadig var et sår i progressiv rocks side der var gået koldbrand i, var Helhorse nemlig ifølge sangerens egne ord i filosofi totalitære disciple af konventionelle ABC-sangstrukturer: Enkle langsomme blues-riffs kogt ned til deres absolutte minimum, med tempoet af og til sat op til enten moshvenlige midt-tempo-chugging eller hurtig tre-akkords-hardcorepunk underlagt af D-beat – spillet med masser af forvrænging og feedback. I modsætning til den kolde og dystre vinterstemning, Demon Head gik efter, havde Helhorse snarere en varm sump-agtig lyd hvor guitarernes og bassens teksturer føltes som frisk sommerblæst og overvældende luftfugtighed. De hurtigere sange og sektioner, der mindede om crustpunk på mere meskalin end amfetamin, føltes pga dette usædvanligt varme lydbillede som motorcykel-væddeløb gennem forladte byer overrendt af slyngplanter og overtaget af reptiler efter civilisationens kollaps.

Helhorses lyd virkede på trods af temposkiftene noget monoton fordi de kom efter de mere progressive Demon Head, men de havde to hemmelige våben som førte til et mere dynamisk og varieret lydbillede end typisk for sludge: Den første var trommeslageren, der sørgede for en fantastisk sans af groove og swing, der gjorde at man nøje ventede på det næste anslag i hver rytme og hver næste guitar-node eller mur af effekter. Det andet overraskelses-element var, hvordan sangeren varierede mellem dybere rene melodiske vokaler og punkede atonale skrig der stod i kontrast med guitarernes melodier – en teknik bedst kendt fra Acid Bath og Agents of Oblivions frontmand Dax Riggs.

Det var forresten interessant at lægge mærke til, hvordan den nærmeste totale 180 graders modsætning mellem Demon Heads og Helhorses filosofi kunne mærkes i deres sceneshows. Helhorse spillede nemlig i masser af belysning i varme røde og lilla farver… og i modsætning til Demon Heads minimale interaktion med publikum gejlede Helhorses sanger hele tiden publikum op til moshing og headbanging mens han kom med humoristiske kommentarer imellem sangene. Som nævnt før nedstammer sludge nemlig fra crust punk gennem Corrosion of Conformity, Dystopia og Neurosis – og fra start af har nedbrydning af barrieren mellem kunstner og publikum været en integral del af punks ethos.

Tredje navn var Karma To Burn, en instrumental powertrio fra den amerikanske delstat West Virginia. (deres noget kryptiske navn er en inside joke om en af guitaristens Will Mecum venners skærmydsler med FBI) De har været aktive siden 1993, og var onsdag aften i Danmark for tredje gang som femte show ud af 15 i en meget lang Europa-tourné. Karma To Burn har ofte fået ”jam band”, men som Will Mecum afslørede under en samtale med undertegnede efter koncerten har hemmeligheden bag trioens musik altid været at den netop ikke er improviseret. Til gengæld har KTB altid meget omhyggeligt konstrueret og planlagt hver eneste komposition som en rutschebane-tur der går op og ned ad bakke med masser af uforudsigelige twists, kreative rytmer og skift mellem forskellige tonearter i hver sang. KTB har altså skabt det perfekte doom metal-soundtrack til deres hjemstavns kuperede bjerglandskaber og udstrakte skove – hvilket det kølige blå og grønne lys, Karma To Burn spillede under netop også lagde tankerne henad. Som Will Mecum fortalte mig, har han altid fundet flade landskaber kedelige både i musik som i terræn, og har gået ud fra at hans publikum gjorde det samme med musik der ikke nok variation i sit lydmæssige landskab.

Undertegnede havde selv haft et enormt stressfuldt og deprimerende år, men KTB gjorde mere end noget andet af aftenens optrædende musikgrupper for at lede tankerne hen på hele den verden som findes udenfor vores mere og mere totalitære højteknologiske industri-civilisation. Deres konstant skiftende rytmer og zig-zaggende doom-riffs føltes som en rejse ud i store majestætiske men kuperede og barske landskaber underbygget af en fantastisk crunchy guitartone som gav noget ekstra punch til især de svævende bugtende mellemøstligt inspirerede melodiske passager – som morgenrøde skinnende gennem en tågeindhyllet bjergkæde.

Sidste navn på programmet og aftenens hovedattraktion var svenske Greenleaf. De blev sidste gang blev set på vores kanter til den psykedeliske rock-festival Children of the Sun samt opvarmning for sydstatsrock-kultheltene Clutch. Greenleafs navn er nok ikke så meget en marijuana-hentydning som til den nordiske naturs uendelige skove – hvilket deres musik er en

hyldest til på samme måde som Fu Manchu, Kyuss og Sleep er til det sydvestlige USA’s ørkenlandskaber. Det giver jo ikke mening at spille ”ørkenrock” hvis man er fra Skandinavien da hele ens verdensbillede og kosmologi i så fald overhovedet ikke er formet af sådanne landskaber. Under vores anmelders samtale med Greenleafs guitarist Tommi Holappa beskrev han faktisk gruppens musikstil som ”skov-rock”.

Hvad går denne skov-rock så ud på, kan jeg høre læseren undre sig. Jo, Greenleaf har udviklet en overraskende dyster og minimalistisk indgangsvinkel til blueset psykedelisk hård rock, der kun har benyttet sig af et minimum af effektpedaler og andre ekstradetaljer. I stedet har de fokuseret på kun de mest basale og nødvendige af de elementer, som gør genren interessant. På alle sangene startede trommerne og bassen med at lægge de rullende og livlige rytmer ned, der ofte skiftede gear og lagde et detaljeret fundament for de bluesede guitarriffs.

Ligesom Demon Head gjorde Greenleaf også en dyd af at variere sangene og selv på de hurtigste numre opbygge spænding til de længere instrumentale passager, hvor Tommi Holappas akrobatiske guitarspil slap en sand ildflue-horde af psykedeliske toner frem der oplyste den sombre nats mørke, gennem flere interluder hvor trommerne tog over for at optrappe dramatisk spænding til næste kapitel. Greenleaf har med andre ord ikke fundet sig til rette i nær så progressivt inklineret en stil som Demon Head og Karma to Burn, men har vist en fantastisk sans for at opbygge en veldefineret dramatisk fortællestruktur i hver eneste af deres sange. Greenleaf placerede altså sig i en forfriskende middelgrund mellem DH og KTB på den ene side, samt Helhorses ”tre akkorder og den forfærdelige sandhed”-etos på den anden yderkant.

Og nøjagtig som både Demon Head og Helhorse var prikken over i’et i Greenleafs deres sangers optræden, der sammen med hans sangtekster krystalliseret form repræsenterede gruppens forenende koncept: Arvid Jonsson fik som en gammeldags gospel- eller blues-frontmand publikum med på flere call-and-response fællessang, for at få publikum levet ind i musikken. Gennem flere sange rystede han og svedte han tilmed som en pinsekirke-prædikant besat af en højere guddommelig kraft. Som nævnt før har der nemlig altid ligget en spirituel vision bag Greenleafs musik og en slags religiøs oplevelse indforstået i deres koncerter – i dette tilfælde en panteistisk kosmologi der beundrer den nordiske natur som noget storslået og smukt (”A Million Fireflies”) men samtidigt grusomt og destruktivt med evne til at udslette menneskeheden (”Howl”). Faktisk kan det siges at Greenleafs genistreg har været, at de ligesom Demon Head har opnået samme seriøse dedikation til hedensk spiritualitet der karakteriserer black metal-projekter som Bathorys vikingetrilogi, Burzum og Enslaved – og dermed genoplivet en moderne rekonstruktion af heavy metals urform fra 1970erne til noget, der virker så vitalt for et nutidigt publikum som 70ernes.

De fire grupper, som spillede, havde hver deres unikke indgangsvinkel til psykedelisk hård rock og doom metal, nok til at det var tvivlsomt at alle i publikum syntes lige meget om hele line-uppen men hvis Sankthell opretholder dette talent. Både Demon Head og Greenleaf fortjener helt klart at være meget større navne end de er i øjeblikket – måske er det her koncerten, der vil være deres endelige gennembrud?