NEWS

sólstafi (6 of 1)

Sólstafir var en vulkan i udbrud i København

Comments

SÒLSTAFIR + MYRKUR
PUMPEHUSET, KØBENHAVN
18.12.17

Af Dahlstrøm
Foto: Jimmi Brandt

Jeg burde måske ikke ødelægge stemningen i denne anmeldelse, for det var edderpetervæltemig en dejlig aften, sådan rent musikalsk, men der er noget jeg bare må have skrevet.
Jeg er en smule træt af koncertgæster, der ikke tager nok hensyn til andre, som er kommet for at se og høre en god omgang metal.
For det første, så står dem der står i de første rækker ikke med mobiltelefonen oppe i strakt arm igennem størstedelen af koncerten. Det må være muligt at opleve koncerten med øjne og ører og stoppe for de konstante optagelser. Hvis man føler sig nødsaget til at filme, så lad dog for pokker mobilen være i en passende højde, så resten af salen ikke skal opleve Myrkur gennem en 5” skærm. Igennem hele Myrkur stod de forreste, til højre for scenen, med mobilen i vejret og var det ikke fordi jeg på mine gamle dage, var blevet helt fredelig, burde de være kommet over knæet og have fået en god gammeldags endefuld.
For det andet, så står man ikke og snakker under Sólstafirs meget melodiøse og stille sektioner. Man nyder istedet musikken. Alternativt går man på Café Sommesko med sine knævrende veninder og taler om det seneste afsnit af Paradise Hotel, De Unge Mødre eller Familien På Bryggen. Så kan os der er kommet for at høre musik, nyde musikken og i kan så nyde hinandens enerverende og ligegyldige snak, langt væk . Under hele Sólstafir stod der disse her unge damer, der bare ikke trods opfordringer, ville stoppe med at knævre løs. De blev faktisk fornærmede, da jeg pænt nævnte det for dem og var det ikke fordi jeg på mine gamle dage, var blevet helt fredelig, burde de være kommet over knæet og have fået en god gammeldags endefuld.
Ovenstående mennesker kan desværre ofte opleves og hvis alle vi andre, på en pæn måde, kunne hjælpe dem til at nyde koncerten, ville vi alle få lidt bedre oplevelser.
Pyha det lettede og nu til noget mindst ligeså vigtigt.

Myrkur
Danske Amalie Bruun kan med hendes black metal ensemble noget helt særligt. Hun kan krydre en ellers barsk verden med det feminine og lette. Da hun gik på scenen i sin lange hvide kjole, var det som at se en smuk elverpige gå igennem en mørk skov. Hun svævede nærmest henover scenen og uden at sige noget gik hun i gang med at synge sin smukke sang. Sjældent er et fyldt Pumpehus blevet så betaget af en kunstner og sjældent har Pumpehuset været proppet til randen af et opvarmningsband. Denne aften tror jeg at de fleste var kommet for at se lige præcis Myrkur, som den seneste tid har fået rigtig meget tid i mainstream medierne, og på Metalized havde vi en fire sider lang artikel om Myrkur, så hypen var stor inden koncerten.
Det er ikke fordi Myrkur underholder særligt meget. Sjældent kommer der et ”Tusind Tak” efter et nummer og hun henvender sig faktisk ikke rigtigt til publikum. Det er derfor lidt af et under, at hun kan holde så mange mennesker betaget igennem en times non stop koncert. Jeg kan ikke helt finde ud af om det er hendes vindende personlighed og det teatralske hun foretager sig på scenen, eller om det er den helt igennem smukke sang og de lette melodier, som gør tricket. Det er jo nok begge dele men i hvilket blandingsforhold?
Imens jeg finder ud af det, kan jeg i mellemtiden blot konstatere at Myrkurs koncert var rigtig god. Personligt stod jeg i hvert fald flere gange med gåsehud og med en besynderlig fornemmelse af sindelig lethed. Det er kun Myrkur, som i denne verden, kan præsentere black metal og få en sådan fornemmelse frem i mig. Når jeg så rundt på de andre koncertgæster, kunne jeg se at de havde den samme fornemmelse. Vi stod alle som i trance og først da den sidste bitte lyd af hvert nummer var slut, kom der en afdæmpet og hurtig jubel, inden vi igen stillede os klar til at blive overvældet af det næste nummer.
Hvis men skal sætte en lille finger på oplevelsen, så er jeg ikke imponeret af guitaristen som visse steder virkede lidt off pitch. Ligeledes synes jeg at der var lidt pløret lyd på instrumentet, men her snakker vi om få øjeblikke.
Alt i alt var Myrkur en smuk og anderledes oplevelse og det var som en oase i julens travlhed. Myrkur sluttede af på anti metal manér med en acapalle vise. Smuk som bare fanden og så skid da hul i at det ikke er så metal, som det kan blive. Længe leve elverpigen Myrkur!

Sólstafir
Ja jeg er biased som ind i helvede. Ja det er klart et af mine favoritbands. Jeg hører ofte Sólstafir og jeg bliver meget bevæget og samtidig forløsende glad når jeg hører dem. Inden koncerten mødte jeg forsangeren Addi, som virkede en smule træt inden koncerten. De har været på tour i fem uger og det kunne ses og mærkes. Addi fortalte at de var begyndt at lave små fejl og de fejl kunne virkelig pisse ham af. Eksempelvis kunne han glemme lyrikken og måske var det derfor, at der var sangtekster tapet fast til scenegulvet, inden koncerten gik i gang.
Da mine islandske favoritter gik på scenen var der intet jubelbrøl og bandet havde mere travlt med at få alt det tekniske til at spille, end at hilse på publikum. Sådan er det hver gang de spiller. Der skal være styr på det hele og gutterne går op i hver lille detalje. Startnummeret var fra deres mesterlige album Berdreyminn, ”Silfur-Refur” med sin Tarantino agtige lyd, som desværre kom alt for stille ud af højtalerne. Sólstafir er ikke kendt som dem der normalt spiller højt, men selv for dem var lydniveauet lavt.
Heldigvis fik lydmanden hurtigt rettet ind, så mit absolutte favoritnummer ”Ótta” lød fantastisk smukt. Det lange, intense og smukke nummer med banjo introen, er utvivlsomt uanstændigt godt skruet sammen og når Addi skråler sine følelser ud i slutningen, er det sgu tæt på en musisk umami oplevelse. Det er for undertegnede 10 minutter på lykkepiller. Jeg står med et stort smil, kigger rundt på de andre, som også står og smiler. Her er ingen metal-anger, bare glade taknemmelige mennesker der værdsætter oplevelsen.
Slag i slag, sang på sang fortsatte de islandske frænder med stille numre som ”Lágnætti”, ”Ìsafold”, ”Köld” og ”Hula”. Det var under det meget stille nummer ”Hula”, at man for alvor kunne høre knævren blandt publikum, og Addi himself kommenterede på det uhøflige i at stå og snakke, imens han havde noget at sige. ”Hula” blev smukt dedikeret til mennesker med depression og Addi opfordrede os alle til at tage os hjælpsomt og nænsomt om dem. ”Hula” er langt fra mit favoritnummer på Berdreyminn men jeg må erkende, at det fungerede sindsygt smukt live, selv med knævrende ignoranter i baggrunden. ”Fjara” blev spillet smukkere end nogensinde og særligt her, kunne man høre hvor dygtigt og præcist bandet er. Det var syv minutter i himlen. På Berdreyminn er der et nummer der stikker lidt ud. Det er ”Bláfjall” som med sit kirkeorgel og sit Motorhead/ZZ-Top agtige riff har et andet tempo og et mere festligt udtryk end resten. Festligt er ikke et udtryk som man bør bruge om Sólstafir, men på dette nummer blev det mere festligt end forventet. Træk mig nu baglæns ind i fuglekassen, det er et lækkert nummer.
Sólstafir slutter altid, som i forudsigeligt og lidt kedeligt, altid af med ”Goddess of the Ages” og vi skulle som sædvanligt råbe når Addi havde talt 1-2-3-4. Ja det er sgu et fedt nummer, men jeg må sige at det virker en anelse uopfindsomt, at slutte af på nøjagtig samme måde, især når Addi glad fortæller, at dette ekstra nummer er helt særligt og kun i aften.
Sólstafir er et genialt band og hvis jeg skulle ville ændre noget så kunne de have sluttet af med uendelig smukke Dýrafjörður, eller kan man være så fræk at bede om begge dele og gerne meget mere. Jeg elsker Sólstafir og jeg elsker deres smukke udtryk. Tak!