Dirkschneider: Echt geil!

DIRKSCHNEIDER + RAVEN
Amager bio 28 november 2017

Af John-son
Foto: John-son

Der var godt fyldt i Amager Bio for hele to klassiske metalbands lokkede folk ud af stuerne.
Trioen RAVEN fra England, der var en vigtig del af starten af grundlæggelsen af NWOBHM med albums som “All For On”e og “Crash Bang Wallop”. Dannet 1974 i Newcastle med de “rigtige” Gallagher brødre, har RAVEN inspireret mange bands, bl.a. Metallica, som også suprortede RAVEN på deres USA-tour for mange år siden. De har dog aldrig sagt mig det store heller ikke denne aften trods stor energi og god modtagelse. Synes ikke det fungerer. Hysterisk fremført metal og lettere usammenhængende.
Derimod var der andre boller på suppen med selveste Mr. Metal himself, Udo DIRKSCHNEIDER der var i Danmark i forbindelse med den forlængede farewell to the roots tour eller rettere farvel til “ACCEPT-numrene-tour”.
Og tak for kaffe en granat der ramte bioen med det egentlige U.D.O band hvor den nye mand, Bill Hudson, på den seksstrengede (Trans Sibirian Orchestra, I Am Morbid m.fl.) vist storformat.
Total spitzenklasse med en setliste der virkelig viste format og ikke bare kørte på greatest hits, men virkelig dykkede dybt i godteposen. Ja, og sønnen Sven Dirkschneider hamrer sateme igennem på trommerne på bedste vis. Helt forståeligt at Saxon også har brugt ham som vikar, da deres fast trommeslager, Nigel, var sygemeldt.
“Sjældent-aldrig-spillet” numre som “Beast Inside”, “Stone Evil”, der virkelig rykkede, “Hard Attack”, “Amamos La Vida” og “Another Second to Be”. Wow, siger jeg bare, og danke! Udo lød og sang super med sin kværnende facon der fik et skønhed/udyr-islæt på de to ballader “Amamos La Vida” og “Another Second to Be”. Charmerende og med glød.
Det hjalp også på helhedsindtrykket, at der var virkelig god lyd og lys, hvilket kombineret med spilleglæde og med fremragende, underholdende mimik fra Udo i front fik det hele til at fungere optimalt. Det er bare et skønt tyskerfjæs han kommer med – og alt dette i Dirkschneider-bandet, er det, der virkelig er en mangelvare i det nuværende Accept. I dette band er det ikke det sædvanlige “Wolf-lir” som kun kan variationer af “Für Elise” og ikke har udviklet sig en døjt siden ´86. Jeg elsker Accept, men altså helst med den lille kværnende pitbull Udo i front. Det de leverede i bioen var med saft og kraft. Det var sejt, svingende metalguitar fra dygtige Andrey og Bill. I min bog pulveriserer de to, den nuværende udgave af Accept fuldstændigt.
Som afslutning fik vi selvfølgelig de sædvanlige “Metal Heart”, “Princess Of the Dawn, “Fast As a Shark” og “Balls to the Wall”. Fint som afslutning på denne fuldfede aften i november.
Echt geil!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *