NEWS

QUEEN GIK KINGZIZE I ROYAL ARENA

Comments

QUEEN + ADAM LAMBERT
ROYAL ARENA, KØBENHAVN
22.11.2017
Af Thomas Thomsen
Foto: john-son

”Det var utænkeligt at undgå Queen, hvis man var rockfan i 1970’erne. Queen havde næsten konstant sange på hitlisterne: ”Killer Queen”, ”Bohemian Rhapsody”, ”Somebody To Love”, ”We Are The Champions” etc.

Ikke alene var selv deres mest larmende hits (fx ”We Will Rock You”, 1977) at finde i jukeboxen på det lokale cafeteria, men deres musik havde så gennemtrængende kvaliteter, at det var umuligt at sidde dem overhørig.

Moderne metalfans og folk, der kun kender Queens musik fra 1980’erne, undrer sig måske over at se Queen udråbt til at være et heavy rock-band. Men når Queen skruede bissen på i 1970’erne, blev der trådt hårdt på distortion-pedalen, og der blev skruet grundigt op for Marshall-forstærkerne. Det var derfor, Metallica kunne finde deres thrash-rødder i en sang som ”Stone Cold Crazy” (1974).”
Sådan skrev min kollega Peter Béliath på sit Rifferama den 11. september 2016 (QUEEN).

Se da Queen åbenbart skruede bissen på i 70’erne, tog jeg de første skridt og rendte stadig rundt med datidens stofbleer stramt siddende om min daværende silkebløde numse.

Meget er sket siden. Det er der også med Queen, først og fremmest efter tabet af den karismatiske frontfigur Freddy Mercury.

Nu nåede jeg aldrig, at opleve Queen i den originale besætning – og det var der måske heller ikke mange af de 16.000 fremmødte i Royal Arena der gjorde. Men original eller ej havde de røde lamper blinket igennem længere tid.

Kl. 20.08 slukkede lyset til et kæmpe brøl, og salen blev mødt af ”We Will Rock You” i en kort introudgave.

Omkring 2 timer og 10 minutter senere var konklusionen sådan set ret tydelig for enhver – Queen havde holdt hvad de indledte med.

Et kig ned over sætlisten vidnede om det ene kvalitetsnummer efter det andet. Som perler på en snor, blev de leveret sammen med en scenografi, der var en fryd for øjet.

Se, når man som Queen lægger ud med ”Hammer to Fall”, ”Stone Cold Crazy”, ”Tie Your Mother Down” og “Another One Bites the Dust”, så mener man det alvorligt.

Vi skulle så langt hen som til en swingende tung udgave af ”Fat Bottomed Girls”, der havde sine kirkekorsagtige momenter, før der blev sagt ”Copenhagen”, hvorefter nummeret blev afsluttet med Bryan May i en løbende bevægelighed, der har set bedre dage, ud over den lange løber ned gennem for forreste menneskemængde. Men hvad gør aftagende bevægelighed i benene, når han stadig formår at trylle med fingrene.

”Don’t Stop Me Now”, …cause I’m having a good time… sang Adam Lambart, og det kunne der så sandelig heller ikke, stilles spørgsmålstegn ved, at resten af Royal Arena havde.

Det var en ærbødig optræden af Adam Lambert. Ikke noget forsøg på, at kopiere Freddy Mercury, men alene vise ham den respekt han vitterligt fortjener.

Men samtidig udviste den gode Lambert også en kropslig og vokalmæssig pondus, som selv samme Mercury ville være stolt over.

Og Lambert skjulte da heller ikke sin ære over for Mercury, eller for den sags skyld Roger Tyler og Bryan May, hvilket afstedkom behørig applaus, der kunne høres på den anden side af Øresundsbroen.

”Det er en ære, at rejse jorden rundt og synge for dem. De siger, at jeg ikke er nogen Freddy – no shit. Der er kun en Freddy, lød det bestemt!”

”I Want It All” og Queen gav mig alt, hvad jeg kom efter, og jeg var bestemt ikke ene om den følelse.

Hvis man savnede ”Somebody to Love”, kunne man blot se sig omkring, for der opstod en form for ”Crazy Little Thing Called Love”.

Det var ”A Kind of Magic”, det som Queen præsterede. Og spørgsmålet om ”Who Wants to Live Forever”, gav sådan set sig selv denne onsdag aften.

Og jeg kunne blive ved… Flamboyant… Episk…

De mere end en anerkendende ord kan virke, som stammer de fra en overrislet lykkerus, der er opnået efter en happy hour et sted i indre by. Der hvor hammeren falder hårdt dagen derpå, og fortrydelsens regnskab skal gøres op, over de ting man har sagt og gjort.

Nu var jeg hverken overrislet eller på andre lykkefrembrusende medikamenter, men alene blevet ramt af en sanselig følelse af lykke. Alt sammen grundet Queen + Adam Lambert.

For mit vedkommende gik Queen kingzize i Royal Arena.

Det spillede de:
We Will Rock You
Hammer to Fall
Stone Cold Crazy
Tie Your Mother Down
Another One Bites the Dust
Fat Bottomed Girls
Killer Queen
Don’t Stop Me Now
Bicycle Race
I’m in Love With My Car
Get Down, Make Love
I Want It All
Love of My Life
Somebody to Love
Crazy Little Thing Called Love
Drum Battle
Under Pressure
A Kind of Magic
I Want to Break Free
Whataya Want From Me (Pink cover)
You Take My Breath Away (bånd)
Who Wants to Live Forever
Last Horizon (Brian May cover)
Guitar Solo
Radio Ga Ga
Bohemian Rhapsody

Ekstra:
Day-Oh (bånd)
We Will Rock You
We Are the Champions
God Save the Queen (bånd)