NEWS

03.10.16.Pumpehuset.Kadavar.Fotograf Japs.6

Tre gange kosmisk doom, ulden riff-rock og diabolsk punk

Comments

KADAVAR + MANTAR + DEATH ALLEY
09.11.17
PUMPEHUSET, INDRE KØBENHAVN
Af Hesselager
Mobilfotos: Bell
Coverbillede: Japs (2016)

Sidste gang den tyske betonrock-powertrio Kadavar kom forbi Pumpehusets store scene var det sandwich’et mellem Blues Pills, de tungere og dystrere kyniske svenske arvinger til Jefferson Airplane, og Stray Train der var noget så sjældent som et sydstatsrock-band fra Slovenien. Da denne psykedeliske pendant til ZZ Top kiggede forbi, var det som support for deres både mest avantgarde og progressive men også tungeste og mest doomede plade nogensinde ”Rough Train”. Derfor var det et mere råt, brutalt og udfordrende hjørne af nutidig hård rock der tjente som support.

Første navn på scenen var Death Alley, en gruppe dannet af tidligere medlemmer fra det hollandske psykedeliske rock-band The Devil’s Blood fra Holland samt den svenske kult-gruppe In Solitude som i deres kortvarige karriere dannede bro mellem de mest mystisk inklinerede hjørner af traditionel heavy og gotisk post-punk. Death Alley, der tager navn fra en lp af biker-punk-gruppen Zeke, gik på scenen med spaghettiwestern-soundtrack-musik som baggrund hvilket justerede publikums mentale tilstand til en oplevelse i total modsætning til det våde danske efterår som herskede over verdenen udenfor. Death Alleys musikstil stil viste sig at være anderledes fra medlemmernes andre projekter, nemlig en krydsning mellem amerikansk 60’er-garagerock og britisk 70’er-glamrock. I ved, de to genrer som punk udviklede sig ud af. For de uindviede betød det rå baggårds-vandrende lurvede enkle riffs spillet med en fucked-up attitude der resulterede i noget mere beskidt og fedtet end gængs rock, men krydret med mere stille folkede passager hvor et lag ekko-effekter gav guitarmelodierne en overjordisk varmt glød samt udvidede instrumentale sektioner baseret på kontrast mellem virtuost kommanderede skalaer i guitarsoloerne og et abstrakte trippede virvar af instrumentalstøj som tilføjede mere skarp farve til sangene. I front stod en sanger hvis perverse scene-fremtræden og sangtekster trækkende på lige dele fallisk messiansk selv-mytologiserende rock-tradition, surrealistisk symbolik og panteistisk religiøsitet markerede sig som arvtager til både Jim Morrison og en ung Iggy Pop. (bare minus sidstnævntes selv-lemlæstelse – tror ikke Pumpehuset ville have tilladt det)

Hvad fik hele Death Alleys stil til at hænge sammen var rytmesektionen, hvor både bas og trommer startede med at opbygge stemning før guitar og sangeren indtrådte, samt i hver sang gik igennem overgangs-sektioner før hvert skift fra én musikstil til en anden. Hver uventet drejning i deres sange var altså planlagt og enhver improvision nøje overvejet mellem gruppen. Selve lysshowet var også udtænkt efter deres unikke musikstil, skiftende mellem indviklede mønstre af rødt og hvidt lys der lignede mindre kendte stjernebilleder: Dvs minimalistisk og ligefrem, men med en klar forståelse af det kosmiske religiøse symbolik og den mytologiske dimension i deres musik. Det var en overraskende og ofte desorienterende blanding af flere sider af hård rocks historie, der sjældent høres i samme gruppes stil og nok vil forvirre nogle publikumsmedlemmer, men ikke noget som man nemt glemmer. Desværre var deres sætliste ret kort selv for en koncert med tre bands på programmet.

Næste på scenen var den tyske black/doom/sludge metal-duo Mantar, her i København sidst set på Beta 2300 i maj 2016. Midt imellem 2 grupper solidt plantet i 60’er/70’er-psykedelia virkede et så stilistisk moderne band, og ideologisk nærmest i modsætning til Kadavar, virkede Mantar noget malplacerede. Selve deres musik var dog ikke meget i vejen med. Med et banner afbildende et middelalderligt træsnit af en brændende kirke i baggrunden og al lys kommende fra stearinlys placeret på højtalere benævnt ”Power” og ”Valhalla” samt flakkende hvide stroboskoplys og dæmpet mørk blå belysning var stemningen sat for en musikalsk rejse ikke ind i et spaghettiwestern-biker-films-hallucinogentrip med skjulte gnostiske referencer men til en verden plaget af uhelbredelige sygdomme, utæmmelige naturkatastrofer samt hersket over af totalitær religiøs fanatisme… men det var ikke sikkert om gruppen havde til hensigt at bringe til den fjerne fortid eller til hvor vor egen moderne industrialiserede civilisation ville befinde sig om ikke så mange år ud i fremtiden. Underlægningsmusikken, der spillede da de gik på og af scenen var nemlig en blanding af middelalderlig kor og optagelser af en psykologs forelæsninger om selvmord.

Denne underlige blanding af middelalderlig okkultisme og nutidig socialrealisme, der udgør Mantars image og sangtekstunivers, blev forstærket da de to medlemmer gik på scenen. Med deres karseklippede hår og atletiske bare overkroppe lignede de nemlig begge mere østeuropæiske kickboxere end typiske metal-musikere. Deres musik var bygget op af enkle riffs med sangenes grundlæggende dynamik mellem tonsende tre-akkords-hardcorepunk og rockende svingende doom metal, men alle riffs spillet med en akavet og desorientende sans for melodi som viste en klar indflydelse fra black metal – hvilket betød at de sparsomt anvendte indskud af tremolo-baseret hurtig ren black metal i deres musik passede ind i resten. Guitaristen fik også sit ene instrument til at lyde som 2 guitarister og en bas ved at køre sit instrument gennem et indviklet system effekter, der tilføjede et lag teksturer og flere oktavers frekvenser. De ekstra teksturer skabte en stemning af røg fra brændende træbygninger og lugt af forrådnede blade båret videre af efterårsvind, der tilføjede et underligt romantistisk skær til deres gadekæmper-sludge-punk.

På en noget større scene med mere afstand melllem publikum og kunstner end på Beta 2300, hvor Mantar sidst spillede, var den rene fysisk kraft ikke til stede i nær samme grad. Man kunne ikke føle hver eneste guitar-pluk og trommeslag fysisk ramme ens krop. Til gengæld kunne der nemmere høres detaljerne i deres lydbillede hvordan trommeslageren tilføjede flere variationer og nuancer i sine rytmer for at skabe mere dybde i de samt opbygge en tilpas foruroligende stemning ved at krænge mange af de grundlæggende rytmerne en lille smule af led.

Vokalen var også et perfekt eksempel på hvordan Mantar fik balanceret de modstridende genre-elementer i deres signaturlyd med ret simple sangstrukturer (i kontrast med fx amerikanske Primitive Man) – den befandt sig hovedsageligt i psykotisk junkie-råben, der satte sig i dissonans med guitaren men bevægede sig af og til ind i højere black metal-skrig der lød mere som et månesygt bæst og til gengæld komplementerede de skarpere melodier. Hvis der var en fællesnævner mellem Death Alley og Mantar, var det blandingen af mere doomet syret riffing med rå ligefrem punket territorie selvom det var to ret forskellige æraer af hård rock de trak på. Death Alley slæbte psykedelisk rocks shamanistiske visionsrejser ned på gadeplan gennem spaghettiwestern-shootouts og højhastigheds-motorcykel-jagter. Mantar noget lignende med at trække black metals civilisations-benægtende misantropi og ritualer hverken Moses, Jesus eller Muhammed ville godkende gennem forfaldne nutidige storbyer.

For Kadavar var det noget store sko at få udfylde, hvis de skulle toppe sidste års koncert hvor størstedelen af dem som undertegnede snakkede med syntes at de spillede cirkler omkring Blues Pills. Det viste sig, at de havde besluttet sig for at lave en meget anderledes koncert end sidste år. Triumviratet havde deres banner, hvori deres logo – som ligner en krydsning mellem frimurernes vinkel/passer symbol for guddommellige skaberværk i universets matematiske mønstre OG den germanske krigsgud Wotans valknut med andre repræsenterende ord skabelse og udslettelse symboliseret i ét – blev rørt på hver side af en udstrakt hånd modelleret på Guds i Michelangelos maleri af skabelsen, men med en decideret umenneskelig tekstur på. Et vidne om en overnaturlig eller i det mindste overjordisk inspiration bag Kadavar musik, dog ikke af den slags de fleste folk i samfundet ville håbe på? Da gruppens tre medlemmer gik på scenen, var de indsvøbt i røg og dækket i uhyggelig blåliggrøn belysning – med deres utydelige skikkelser, lange hår og vildvoksende skæg lignede de alle en stenalder-stammes ledende råd af shamaner genopstået fra det hinsides.

Kadavars sætliste havde denne gang vægt på deres tungeste og mest trippede sange, selv dem udenfra – og ganske rigtigt tordnede bassen og trommernes vandrende rytmer som et uforudsigeligt stormvejr udover scenen. Lupus Lindemanns guitar-setup lagde denne gang virkelig vægt på, hvordan de rumlende doom-blues-riffs’ macho-swagger var blevet inflekteret med melodiske twists hentet fra centralasiatisk musik via tyrkisk 70er-folkrock såsom Barış Manço & Moğollar, og hvordan de forvrængede lydfrekvenser svøbte sig om rytmernes arkitektur som løbskløbende statisk elektricitet omkring en elmast. Kadavars kendetegn i nutidige heavy rock-gruppper, netop at de altid har været en powertrio hvor bassen og trommerne bærer sangenes struktur ligesom guitarerne, blev endnu mere tydeligt i de længere instrumentale sektioner hvor både bassen og endda trommerne ofte overtog pladsen som ledende instrument – da sætlisten havde fokus på de mest progressive sange (”Black Sun”, ”Living In Your Head”, ”Tribulation Nation”). Sætlisten viste sig også at være valgt efter sangtekster, de de mere musikalsk avancerede af Kadavars sange på tekstniveau også altid har været de mest filosofiske og spirituelt orienteret mod spirituel oplysning gennem anerkendelse af menneskets plads som blot en lille partikel i universets større sammenhæng, eller de mest polemisk rettet mod en social og politisk virkelighed, der bliver sværere at sværere at skelne fra plottet i en dårlig science-fiction roman.

I modsætning til sidste koncert i Københavet lagde Kadavar altså denne gang vægt på deres mindst traditionelle rock-sider og mest udfordrende aspekt, både som nådesløst tungt doom og som avantgarde-progressiv spacerock, hvorfor de havde skruet op for scene-teatrikken der adskilte publikum og kunstner samt konfigureret deres lyd efter at ramme et indtryk så langt fra en normal rockkoncert som muligt. Udover det var Lupus’ vokaler længere nede i mixen end sidste gang, men med mange flere ekko-effekter der fik hans sang til at lyde som enten filtreret gennem et rumskibs kommunikations eller som en telepatisk kanaliseret åndestemme fra en anden tidsalder. Det var virkelig afvekslende at se en gruppe nøje justere og planlægge en koncerts visuelle side og lyd-teknologiske grundlag alt efter hvilken konceptuel side af deres forskellige inspirationer, de ville fokusere på denne gang.